Lifesick hæver barren inden for metallisk hardcore

Det kører for dansk hardcore!

Ovenstående er ikke bare et faktum. Det er faktisk en underdrivelse af de helt store. Sjældent har det i lille Dannevang myldret frem med hardcore af så høj kvalitet, og sjældent har min pengepung været så presset, fordi jeg ikke kan lade være med at investere i det hele. Det sidste års tid har navne som Rot Away, Anti Ritual og ikke mindst Eyes taget den danske scene med storm, og det er på ingen måde slut endnu. Lifesick er nemlig klar med deres tredje langspiller, og med den skal jeg nu have endnu mere ondt i privatøkonomien.

Energisk og innovativ finesse

Sidst vi hørte fra Lifesick var i 2018, da de udgav det skønne album Swept In Black. Nu er kvintetten fra Fredericia endelig klar med nyt, og pladen har fået titlen Misanthropy. Det er en uhyre medrivende sag, der rummer ti hårdtslående numre af så høj og brutal kvalitet, at man efterlades mørbanket og lykkelig trods albummets beskedne spilletid på 33 minutter.

Med “Wolf Among Rats” får vi en formidabel og aggressiv start, hvor det at sidde stille ganske enkelt er en umulighed. Men på den anden side så er passivitet edderbadylemig heller ikke meningen, når et band som Lifesick folder sig ud. De mestrer ikke bare den metalliske hardcore; de forfiner dens udtryk ved ikke at være blege for at smide lækkerier fra andre genrer i spil. Her er både punket fart og attitude, thrashy riffs, tonstunge breakdowns og djævelsk ond dobbeltpedal. Lyt bare til titelnummeret samt “Dies Irae”, “Enslavement Method” og “Idolising Crooks”. Her bruges stenhårde og træfsikre virkemidler fra en smuk og bred metalpalet, og helt fantastisk bliver det, når der som på “Death Stays Close” leges med sludgy herligheder af eyehategodske dimensioner. Magen til tunge sager skal man lede længe efter, og derfor fungerer det også ret så glimrende, når bandet et par gange bryder med formen på “Necessary Evil” og “Ill Will” ved at gå lidt ned i tempo. Det skal jo ikke død og pine være smadder alt sammen. Det må også godt være ondt på den diskrete made.

Endnu et stort plus til Misanthropy skal gives for den formidable produktion. Hardcore af denne slags er abnormt svært at producere ordentligt, da bandets rå og beskidte energi skal indfanges så præcist, at man føler, man står og får tæsk i pitten, mens spyt, blod og bajere sprøjter rundt i lokalet og drypper fra loftet. Den opgave løser producer Jacob Bredahl til perfektion, og det er ren nydelse fra start til slut. Og så ligger bassen dejligt langt fremme i mikset – en lille detalje, ja, men absolut ikke uden betydning.

Barren er hermed hævet

Dansk hardcore er ikke bare blevet beriget med endnu et fremragende album. Den har fået sig endnu en milepæl. Selvom vi kun befinder os i årets anden måned, tør jeg godt allerede nu spå, at jeg, når året lakker mod enden, vil have Misanthropy højt på min årsliste. Pladen slutter måske fem-ti minutter, før den burde – og derfor lander den ikke på den absolutte topkarakter – men det varer længe, før vi kommer til at høre noget så godt igen. Derudover forudser jeg, at Lifesick med garanti kommer til at skabe nye standarder for moshing, og i den forbindelse vil det være mit bedste råd at tillære sig noget kampsport, inden man hopper i pitten. Ellers tror jeg sgu ikke, man slipper levende væk fra en Lifesick-koncert. Føj, hvor jeg glæder mig til Copenhell!