Leprous har været på banen i snart 20 år og har løbende gennemgået en udvikling, når det kommer til deres albums. Pitfalls er sjette studie-album i rækken, og er endnu engang meget anderledes end det tidligere. Desværre, kan der ikke kigges tilbage på Malina (2017), da vi ikke havde anmelder på, men hvis vi ser på anmeldelsen af Congregation (2015), er der både den rytmiske jazzede, hårdt rockende lyd og den store vokal på begge albums. Det nye på Pitfalls er dog den mere bløde, nedtonede og ret presserende poppede tilgang til en del af numrene. Einar Solbergs stemme får plads til at udfolde sig, måske også lidt for meget...
En stemme som en engel
Én ting er sikkert, Einar Solbergs stemme lyder, som jeg forestiller mig en engels røst. Det er også rigtig fint, men jeg savner den rå variation, der tidligere var kendetegnende for Leprous. Ud af de i alt ni numre på pladen (minus bonus tracks), er numre som “I Lose Hope”, “Distant Bells”, “Observe The Train” og “Foreigner” meget bløde, og portrætterer Solbergs vokal smukt, men hvor er resten af bandet? Især “Distant Bells” decideret keder mig, da opbygningen er meget langsom, og da man først tror, der sker noget, kommer antiklimakset, og det er først helt i slutningen af nummeret, at vi rammer et kort klimaks. Dynamikken og de skæve breaks og rytmer, som Leprous efter min mening er sande mestre i at skabe, eksisterer nærmest ikke her. Leprous er mere henne i at lyde som et Einar Solberg soloprojekt, og det er et fåtal af numre, der bedst kan beskrives som Leprous, som vi kender det. Der findes dog numre, hvor Leprous fra første tone lyder helt korrekt. “By My Throne” er et miks af groovy rytme og en opbygning, der gør nummeret spændende. På netop dette nummer har de også en my af noget orientalsk inde over vokal-rytmen, som er rigtig spændende. Det mest soleklare (og stadig utrolig nyskabende) Leprous-nummer, du finder på pladen, er “The Sky Is Red” med en mere gennemtrængende rå Solberg-vokal og et fremtrædende band i et fedt samspil – og en lækker guitarsolo – hvor jeg føler, at det hele kommer til sin ret i en højere enhed. Det bliver på intet tidspunkt kedeligt, og rytme samt breaks ligger lige, hvor man forventer, at de ville, når det kommer fra Leprous.
Nyskabelse er ikke kun dårligt
Det er ikke meningen, at jeg vil komme her og sige, at Leprous skal blive, hvor de hele tiden har været. Helt tilbage fra både “Tall Poppy Syndrome” og “Coal”, er der sket en sindssyg udvikling i bandet og ikke mindst i Solbergs vokal. På trods af den store ændring i deres udtryk formår de stadig at vedholde deres “Leprous sound”. Der er nemlig disse ret unikke elementer, som Leprous anvender, f.eks. deres brug af breaks, Solbergs “knæk” i stemmen og fraseringer samt flowet i et nummer, der skriger Leprous på Pitfalls. Førstesinglen “Below” var efter min mening også det helt rigtige valg fra pladen. Den viser noget nyt, men forbliver trofast overfor Leprous som band: Den skuffer ikke kendere, men den har muligheden for at trække nye til – og det samme er egentlig gældende for andensinglen “Alleviate”. Lytter man til et ellers meget stille og klassisk nummer som “At The Bottom”, er det også tydeligt at høre, at det altså er Leprous, som har lavet det.
Rigtig godt, men en smule skuffende
Jeg har fulgt med Leprous det meste af deres karriere, og jeg var en smule skuffet, da jeg hørte Pitfalls første gang. Pladen er på ingen måde dårlig, og Leprous ved sgu, hvad de laver, men den mere klassiske (og kan jeg vove at kalde den smukke) tilgang til musikken mangler det rå, det grimme og det mere upolerede i lyden opvejet af Solbergs utrolig kontrollerede vokal, som er lige netop det, der gør Leprous til det vildeste band. Jeg vil dog mene, at fordi Leprous ikke har mistet sig selv i deres bløde album – det er forfriskende at se, at de kan komme afsted med det – så kryber de sig op på syv dødningehoveder.