Port Noir

Den alternative trio fra Sverige var den helt rigtige opvarmning til at åbne ballet mandag aften, og var man i tvivl om, hvem de var, forsvandt tvivlen, så snart man så scenen. Port Noir havde nemlig medbragt to kæmpe neonskilte: et, der sagde “PORT”, og det andet “NOIR”. Nogle ville muligvis mene, at det var lidt for meget ananas i egen juice, især når forsanger Love Andersson også havde bandets eget merch på. Men faktisk gjorde det mig intet, for Port Noir er sgu cool nok til at komme afsted med det. 

Bandet gik lige på og hårdt med en direkte overgang fra baggrundsmusikken, som gradvist var blevet højere, op til at bandet gik på scenen. Beatet fra Port Noir startede ud langsomt og tungt, med en lækker rap- og hiphop-indflydelse, som er et tiltag, der kun høres på deres nyeste album, The New Routine – som også var det eneste album, de spillede numre fra denne aften. 

Jeg varmede op med de tre bands i bilen fra Aarhus til København, så efter et par timer med Port Noir, The Ocean og Leprous havde jeg et helt frisk øre på de tre bands. Hvor især The Ocean (som jeg kommer til) og Port Noir imponerede live. Anderssons vokal er virkelig lækker live, og jeg vil vove den påstand, at Port Noir var federe live end på pladen. Især nummeret “Champagne” var rocket, kraftfuldt og med et catchy riff. På trods af at Port Noir var aftenens mindst proggede band, passede de perfekt ind i ligningen, og jeg ville ikke have været foruden.

7/10

The Ocean

Scenen blev hurtigt fyldt, da The Ocean indtog scenen. Med fem ud af seks mand på scenen (jeg tænker, at deres synth-gut var backstage), og en masse afventende Leprous-gear var Vega-scenen godt fyldt. Det var også en utraditionel opsætning på scenen med forsanger Loïc Rossett allerbagerst i venstre hjørne, hvor han forblev det første stykke tid. Det gav plads til strengspillerne forest og gav dem noget velfortjent plads. Som koncerten skred frem, kom Rossett længere frem for at sondere terrænet for, hvor han skulle hoppe ud blandt publikum i en crowdsurf. Det var knæ og ansigt først direkte ned i folk foran højre side af scenen, og så var det ellers op at stå, holdt af nogle stærke mænd. 

Dét, The Ocean virkelig gjorde godt, var at medbringe en god blanding af deres numre, for som nævnt var mit øre mørt fra turen til Sjælland, og da var The Ocean bandet, jeg glædede mig mindst til, da det tid tider virkede en smule langtrukkent – dette var overhovedet ikke tilfældet, da de spillede på Vega. The Ocean kører en spændende blanding af prog, sludge og avantgarde-metal og giver rigtig god mening i sammenhæng med Leprous. De har tidligere turneret med bands som Between The Buried And Me og Devin Townsend, som ikke havde fået æren af The Ocean på denne tour – hvilket for mig og andre fremmødte til Leprous-koncerten kun var favorabelt, for de gjorde det godt.

8/10

Leprous

Endelig var det blevet tid til hovednavnet. Ikke at jeg ikke havde været godt tilfreds med en aften kun med Port Noir og The Ocean, men nu var det altså Leprous, jeg var kommet for at se. Sidste gang, Heavymetal.dk anmeldte Leprous, var det med konklusionen, at Leprous var kulminationen på aftenen. En påstand, jeg i den grad kan understøtte for aftenen i Vega. 

Leprous lagde stærkt ud med førstesinglen “Below” fra det nyeste album Pitfalls, der udkom præcis en måned før Vega-koncerten. Og med det samme blev jeg forført af Einar Solbergs fantastiske vokal. Desværre blev den kraftfulde og intense start hevet ned i tempo – et tempo, som begge opvarmningsbands ellers var rigtig gode til at sætte og opretholde – da aftenens andet nummer, “I Lose Hope”, gik gennem højttalerne. Det ellers meget karismatiske nummer på pladen fungerede ikke optimalt i live-format. Efter to styks fra tidligere plader fik vi lov at nyde det meget atmosfæriske nummer "Observe the Train", hvilket gav mulighed for at opleve en helt særlig stemning. 

Efter andensinglen “Alleviate”, som også sparkede røv på scenen, fik vi lov til at høre Massive Attack-coveret “Angel”, hvor cellist Raphael Weinroth virkelig var fremtrædende. Jeg husker ham ikke så tydeligt fra koncerten for to år siden på Voxhall i Aarhus, men til Vega-koncerten satte han sig virkelig på Leprous-kortet med sin håndtering af celloen. På et par af numrene var Wienroth helt fremme, hvor han, mens han spillede, løftede celloen fra gulvet. Generelt var alle medlemmerne fantastisk dygtige på scenen, og der blev rokeret en del rundt mellem instrumenter: en guitarist, der pludseligt skulle spille keyboard, og en cellist, der også skulle give en tromme et par slag. Hoveddelen af koncertens indhold var fra den nye skive, og det eneste nummer, jeg ikke havde forventet at høre, fik vi som det sidste inden en kort pause. Dette nummer var “Distant Bells” – det mest stille og antiklimatiske nummer på Pitfalls. På pladen formår “Distant Bells” aldrig at fange lytteren helt, hvorfor det var spændende at opleve det live.

Det eneste, der kan sættes en finger på i aftenens optræden, var Solbergs vokal, som ikke levede helt op til forventningerne. Der manglede lidt i forhold til hans overtoner, som i stedet ofte ramte en falset, hvor det lød, som om han enten sparede på kræfterne eller ikke havde flere tilbage. Det skal lige nævnes, at koncerten på Vega var femtesidste i rækken for touren, og at han derfor nok har været godt brugt. Desværre betød det, at der manglede del af de særlige elementer, som gør Leprous helt unikke.

Efter en kort pause blev aftenen afsluttet med “From The Flame” fra 2017-albummet Malina og til allersidst det 11 minutter og 22 sekunder lange nummer “The Sky Is Red”, som er det essentielle nummer på Pitfalls, der virkelig viser, at Leprous stadig er Leprous på trods af deres blødere lyd. Var du ikke til stede i Vega, vil jeg mene, at du er gået glip af en helt særlig aften – og så er der blot tilbage at håbe, at der ikke går for længe, før Leprous kommer tilbage til Danmark. 

Sætliste: 
BelowI Lose Hope
Salt
Stuck
Observe The Train
Alleviate
The Cloak
Angel (Massive Attack-cover) 
The Price
Third Law
Distant Bells

-- Kort pause --

From The Flame
The Sky Is Red

9/10