Leprous forsætter ud ad tangenterne
Da jeg helt tilbage i 2009 begyndte at lytte til norske Leprous, som blev dannet i 2001, blev jeg meget overvældet af deres fantastiske album Tall Poppy Syndrome, især måden hvorpå ”Passing” indledte albummet. Der er dog sket utroligt meget siden da. Einar Solbergs englestemme er blevet et langt større fokusområde, og stille og roligt er guitaren blevet udfaset til fordel for synthesizers og bjældeklang fra oven. Selvom Leprous stadig laver udmærket musik, er de dristige og fantasifulde kompositioner blevet færre og færre, og deres sidste album, Aphelion, imponerede ikke ligefrem vores tidligere anmelder. Da jeg hørte singlen ”Like A Sunken Ship”, blev jeg dog et kort øjeblik yderst optimistisk. ”Er det growl, jeg hører fra Einar?”, funderede jeg og spolede langsomt tilbage i nummeret. Og sørme så! Melodies of Atonement forsøger yderst forsigtigt at blande forskellige perioder af nordmændenes musik, men spørgsmålet er så, om det er gennemført eller sløset?
Kongen af keyboards
Allerede fra første øjeblik af åbningsnummeret ”Silently Walking Alone” er det tydeligt, at Einar Solberg er visionæren bag albummet, som er spækket til randen med keyboards – både i versene, omkvædene og som intro og outro. Der er rigeligt at lave for Solberg, hvilket bandet også har erkendt, da de sidste år rekrutterede Harrison White, som under deres turne kommer til at tage sig af keyboardene. Dette giver Solberg mulighed for at fokusere 100 % på det, han gør bedst, nemlig at synge. Han har altid været en formidabel vokalist og bliver ofte sammenlignet med en engel, og på Melodies of Atonement er der heller intet at udsætte på hans vokal. Dog undrer det mig, at man har valgt de tre numre ”Atonement”, ”Silently Walking Alone” og ”Like A Sunken Ship” som singler, der alle læner sig mere op af prog-rock, når nu bandet faktisk forsøger at fremhæve nogle af de anderledes aspekter fra deres tidligere dage – primært numre, som er gemt væk på albummets B-side, og som er mere progressive og hårde.
Af singlerne er ”Atonement” klart den bedste med et fængende hook og albummets bedste keyboardmelodi i verset. Sangen kunne sagtens være taget direkte fra Malina eller Pitfalls, så Leprous fastholder stadig en stor del af deres ”moderne” diskografi-lyd. Det bliver dog en tand mere spændende, når vi når til B-siden, som byder på to rigtig stærke numre i træk nemlig ”Limbo” og ”Faceless”, der uden tvivl er blandt bandets bedste numre i de seneste mange år. Begge er mere dristige og komplekse i deres opbygning, og det er også de numre, der udfordrer Solbergs vokal mest. Baard Kolstad fortjener også ros, for trommerne på udgivelsen lyder fantastiske. Hans rolige hånd passer godt til bandets vision, og uden ham som balance ville succesen sandsynligvis ikke have været den samme.
Melodies of Atonement nyder godt af de mere komplekse numre, men desværre er der, ligesom på Aphelion og Pitfalls, meget få øjeblikke, hvor tempoet virkelig eksploderer. Albummet bliver meget melankolsk og til tider en smule sløvt. Et nummer som ”I Hear the Sirens” føles decideret ligegyldigt, og afslutningsnummeret ”Unfree My Soul” er også en mere en vag afslutning end en sublim. De sidste to gange, jeg gennemlyttede albummet, valgte jeg helt at springe over numrene, og det er selvfølgelig også med til at danne rammen for karakteren.
Hører Leprous hjemme på heavymetal.dk?
Leprous' musik er med tiden blevet mere og mere mild, og selvom Melodies of Atonement momentvis skruer op for intensiteten, er der stadig meget lang vej op til de progressive ”mesterværker” som Tall Poppy Syndrome og The Congregation – albummer, der står mit hjerte nær. Spørgsmålet er vel egentlig, om Leprous stadig skal klassificeres som metal? Mit klare svar er nej. I midten af 10'erne befandt Leprous sig i en gråzone, hvor man stadig kunne bruge denne betegnelse, men nu har bandet fundet sig godt til rette som et progressivt rockband, der mere fungerer som et gateway-progband end noget andet. Kan de stadig lave musik? Absolut. Blot ikke på samme niveau som i de gode gamle dage…