Evig forandring

I mere end 10 år har Leprous fortryllet fans af progressiv rock og metal med det ene mesterværk efter det andet. Siden bandet på deres andet udspil (hvis vi ikke tæller fuldlængdedemoen med) ”Bilateral” i 2011 var med til at danne skole for, hvordan progressiv metal skulle skæres i det nye årti, har ikke to plader haft et ensartet udtryk. Konsekvensen heraf har dog været, at de gæve gutter fra Notodden, Norge, gradvist har bevæget sig væk fra metal. Dette har fungeret for dem, og Leprous har konstant vist, hvad det vil sige at være evigt foranderlig uden at miste det, der gør Leprous til Leprous: store, spændende og dynamiske kompositioner med en glød af intimitet og energi, som ingen andre kan måle sig med. Den nye ofring – Aphelion – er bandets 7. fuldlængde og er i essensen et naturligt skridt fra den afdæmpede Pitfalls fra 2019, men det tyder desværre på, at Leprous nu har bevæget sig så langt væk fra, hvad der oprindelig tryllebandt mig, at kæden her hopper af. 

Forudsigeligt klynkeri

De fleste numre har lækre passager, som er storladne med lækkert trommespil, men er for tydeligt komponeret for at lyde ”store”, og der er derfor tilsat rigelige mængder strygere, som er særligt tydeligt i "All the Moments". Leprous kan uden tvivl stadig skrive, og som sådan ville de storladne øjeblikke da også fungere, hvis ikke det var, fordi mellemstykkerne var så abnormt kedeligt klynkeri fra den ellers så dygtige sanger Einar Solberg. Tillad mig at forklare: Ligesom med Pitfalls lader det til, at Einar har haft større indflydelse på sangskrivningen nu end tidligere, og resultatet er blevet et vokalt drevet band, hvor de er blevet forelskede i de følelsesmæssige passager, hvor det mest af alt lyder som en Einar på kanten til sammenbrud i egne tårer. Det bliver gennem et helt album aldeles uudholdeligt at lytte til. "Have You Ever" og "Castaway" er fremragende eksempler på sange, der simpelthen er for meget af klynkeriet, og Leprous krydser grænsen til tåkrummende tuderock. Selv et så energisk nummer som "The Silent Revolution" kan ikke frasige sig en ualmindeligt kedelig sekvens med klynk og strygere.

Decideret sørgeligt er det. For man kan høre, at Leprous stadig evner de spændende kompositioner, som kendetegner bandet, men ikke formår at udnytte evnerne til engagerende sange. Og når Leprous stråler på Aphelion, er der stadig ingen, der når dem til sokkeholderne. Desværre er momenterne så sporadiske, at intet nummer nogensinde træder helt frem. Nummeret ”Out of Here” er formularisk med repetitivt omkvæd, men yderst funktionelt. I nummerets sidste minut bygges der så dog ekstra på i form af et fantastisk riff, som pludselig gør nummeret interessant og engagerende, hvorfor man som lytter undrer sig over, at de ikke kunne have brugt det mere i løbet af nummeret. Samme tendens – hvor nummeret først når sit klimaks imod slutningen – gør sig i øvrigt gældende på flere sange, heriblandt "Nighttime Disguise". Ved gentagne lyt bliver det tydeligt, at Leprous er blevet formulariske, og hvad der først fremstod som dynamiske kompositioner, bliver forudsigeligt.

Smag og behag

Når alt det er sagt, så er Leprous stadigvæk Leprous. De er ikke det Leprous, jeg foretrækker, men er du blandt dem, som synes, at Pitfalls var meget spændende, eller synes, at Malina var et skridt i den rigtige retning, så er der altså noget for dig at holde af her. Produktionen er eminent med en flot instrumentadskillelse, der giver plads og pusterum til alle instrumenter. Leprous kan da også stadig spille røven ud af bukserne på de fleste, men desværre har de mistet evnen til at udfordre mig med deres kompositioner. Det, der engang var så dynamisk, er blevet forudsigeligt, og selvom de bestemt har øre for melodien, så tryllebinder de mig ikke mere. Med fortvivlelse ventede jeg på, at de tog røven på mig, som de så mange gange før har gjort. Det skete ikke, og jeg er ualmindeligt skuffet.