Repeterende og statisk spændende prog fra det kolde nord

Norske Leprous spiller en mørk og statisk art af progressiv metal, medlemmerne har spillet sammen i mere end ti år og udgav debutalbummet Tall Poppy Syndrome i 2009, med en stille og udforskende Pain Of Salvation lyd. I 2011 udgav deres andet album Bilateral der var langt mere eksperimentende, med brug af horn, growl og black metal legenden Ihsahn. Nu er det tredje album Coal kommet til verdenen, og som før har de valgt at bevæge genren i en lidt anden retning. Sanger og tangentsvinger Einar Solberg, gør det klart at han ikke er fan af et følge genrer, men har det okay med blive lagt under prog rock/metal.

Coal er et album af lange numre, med det korsteste på 4:10 og flere på ni minutter, derudover er værket opbygget ufattelig meget af repetition, statiske lyde og lange akkorder, men til trods for det føles det ikke som om at skæringerne bliver ved i en evighed. Støj og disharmoniske synth-akkorder er også med til at opbygge en spænding og en følelse af rastløshed på albummet. Coal er mindre eksperimenterende, men ikke mindre spændende, end deres sidste, og det vil belønne den tålmodige lytter.

Pladen åbner med ”Foe”, der virkelig viser hvor minimalistisk og repeterende figurer der blive bygget på, første halvdel består af guitar og trommer der kører i samme rytme, og en kæmpe bas der ligger bund, mens Solberg synger ind over, anden del kommer der mere gang i trommerne og Solberg synger oh-uh-oh-ah resten vejen. Næste nummer ”Chronic” begynder med et lettere skævt synth riff som kører igen og igen, mens nummeret vokser med guitar, bas og trommer, kun for at blive afbrudt i et splitsekund, af dæmonisk interferens en gang i mellem, og munder ud i halvandet minuts outro. Titelnummeret ”Coal” er mere støjende og knap så melodisk, ”The Cloak”, der er pladens korteste nummer, er stille og rolig og ”Salt” er næsten hypnotiserende statisk. Men de mest spændende skæringer er dog de ni minutter lange ”The Valley” og ”Echo” som begge bygger op mod stort klimaks af en næsten Devin Townsend’iske proportioner, med en mur af synth, guitar, kor og støj. Et eneste lille minus er lukkeren ”Contaminate Me”, hvor jeg blev godt overrasket over lydtrykket, som skyldes den et minut lange udfading og ti sekunders stilhed på ”Echo” før.

Coal er et magisk og hypnotiserende album som Leprous har fået ryste af sig. Det er smukt produceret, og selvom sanger Einar Solberg fylder meget i lydbilledet, lyder han skønt. Og selvom albummet er meget repeterende så er det et hav små overraskelser undervejs, der gør albummet meget mere værd at lytte til. Det vil være krads for nogen lyttere, men en belønnende udfordring i sidste ende.