Inkluderende tilgang
‘Is it just me or is it getting crazier out there?’ … ordene, om end grebet ud fiktiv kontekst, martrer til stadighed denne anmelder. Ikke mindst fordi de katastrofale følgevirkninger i filmen Joker kunne være undgået, hvis blot man havde taget rettidigt hånd om den sindslidende Arthur Fleck. Det stik modsatte gør sig gældende i tilfældet Leah McHenry. Den nordamerikanske nattergal har frem for at blive en del af problemet efterstræbt at finde en løsning. Lyden af krig og kaos resonerer overalt i verden omkring os. Den selvstændige artist har i stedet for at lukke sig om sin kunst eller skærme sine børn valgt at inkludere dem i tilblivelsen af The Fallen and the Glory. Vi stifter således bekendtskab med døtrene Elektra, Victory, Geneva som gæstende vokalister på ”Unshakable”, mens videoen til ”Before This War is Over” er produceret af sangerindens 16-årige søn, Ryder.
’I have a dream … ’
Med vanlige stratosfæriske armbevægelser sætter singer-songwriteren af i favnen på “Archangel”. Vokale harmoniseringer a la Enya. Fængende melodi. Metafysisk tematik. Tjek, tjek og tjek. Bevares, måske ikke videre originalt, men forbandet veludført og en herlig, dynamisk start. Fremført i midrange-tempo er fokus under ”No More Fear” i højere grad rettet mod lyrikken. De keltiske virkemidler kommer her stille og roligt til deres ret, dog uden at lyde forcerede. I korte træk beskriver Leah sin egen vision om en mere tryg verden for vores børn. Her høres inderligheden tydeligt i bevidstheden om eget ansvar gennem moderrollen. De frygtelige tilstande, vi ser i blandt andet Ukraine og Mellemøsten, fjerner samtidig enhver følelse af billig kliché. Frygten og forhåbningerne er lige så reelle som mennesket bag dem.
At Leahs hjerte banker for de nordlige egne af det britiske imperium, er der sådan set ikke noget nyt i. Understøttet af effektiv og medrivende orkestrering ændrer ”Unshakable” skiftevis perspektiv mellem et keltisk og et mellemøstligt udtryk. Her får den lille familie desuden prominent følgeskab af Mark Jansen (Epica, MaYaN), der brummer lystigt med. Modsat Ancient Winter, der notorisk blev kendt for sin kliniske udrensning af ’metalliske’ elementer, har disse fået en mindre renæssance på The Fallen and the Glory. Timo Somers (nu ex-Delain) varetager atter rytmeguitaren, der med tunge hooks sufflerer den drømmende atmosfære på ”Speak to Me”. Budskabet efterlader kun ringe tvivl: Intet menneske er en ø. Sommetider har vi behov for styrke og støtte fra højere magter eller gennem mindet om vores hedenfarne nære og kære for at være i stand til at fortsætte.
Tempoet bliver undervejs en anelse fodslæbende, nøjagtig som en helaftensfilm med lidt for langtrukne scener. Balancen mellem de afmålte, reflekterende værker og de mere energiske numre genoprettes dog af overgangen mellem ”Wings of Time” og ”Sleeping Giant”. Med Leah i dæmpet toneleje, Jansens reprise samt det underliggende fløjtespil vandrer særligt sidstnævnte i grænselandet mellem symfonisk og folk, en sti flittigt betrådt af artister som schweiziske Eluveitie. De lyriske strofer gør atter indtryk mod rejsens afslutning, og hverken ”Before This War is Over” eller for den sags skyld ”Victory” skorter på mindeværdige replikker. ’We fight together, ride together, we will thrive together … Before this war is over’ og ‘Do not forsake all that we fought for’ tager således skridtet videre. For en ting er at vinde freden. Noget ganske andet er at bevare den!
Fredsbevarende tiltag
Leah McHenry er ikke alene en ganske mageløs sangerinde. Hendes historie besidder samtidig den helt rette mængde etos og patos, der skal til for at etablere sig som uafhængig kunstner på den moderne musikscene. Efter adskillige mere eller mindre vellykkede forsøg, virker hun denne gang til ramt den helt rigtige balance mellem de symfoniske orkestreringer, de keltiske/mellemøstligt inspirerede elementer og den mere konventionelle instrumentering. Produktionen er nærmest pletfri, men savner måske lige lidt ’nip and tuck’, særligt omkring de midterste kompositioner, hvor skabelonerne bliver en kende forudsigelige. Samlet set vil jeg dog stille mig yderst tilfreds med et album, der som få andre formår at appellere til mit medmenneskelige omsorgsgen.
