Større standarder

I symfonisk metal leveres det ”symfoniske” element som regel af keyboardet. Det er simpelthen mere praktisk. I folkeinspireret metal kommer det ”folkelige” element ligeledes ofte fra et eller to instrumenter, man ikke typisk finder i metal. Leah McHenry tænker lidt større på Ancient Winter. Et væld af instrumenter fra nær og fjern, symfoniske såvel som folkelige, er hidkaldt for at puste, stryge, banke og klimpre magi i foretagendet. Og foretagendet, med Leah i spidsen, er sandelig magisk.

Mindre metal, mere magi

Set i bakspejlet kan meget af min kritik af sidste års The Quest spores til, at sangene konsekvent skulle bygges på et metallisk fundament. At Ancient Winter fjerner al metal fra udtrykket er således ikke blot den naturlige konklusion på canadierens seneste udvikling; det er også den rigtige kunstneriske beslutning at tage. Forbedringen er naturligvis betinget af Leahs evner dels som sanger, dels som komponist, men nævnte evner efterlader så godt som intet at ønske sig. Åbneren ”The Whole World Summons” er en sand oplevelse. Som den folder sig ud fra det sarte første vers til et storslået episk kontraststykke, fremviser den en sjældent hørt dynamik, som mere end noget andet definerer Ancient Winter. ”Upon Your Destiny” er en mesterlig vokalpræstation; der sker ingen brat ændring i instrumenteringen mellem første vers og omkvæd, men Leah øger intensiteten drastisk blot med sin stemme. Hvor vokalen før var tvunget til at følge kombinationen af backbeat og powerakkorder, er den nu fri til at lede musikken.

Rent musisk er albummet velkomponeret og besidder en naturskøn og eventyrlig atmosfære. Sangene er naturligvis bygget op omkring Leahs vokal, mens soloer og melodiske temaer oftest spilles af fløjte og violin. Strukturerne er ikke komplicerede eller progressive som sådan; i stedet fastholder Leah interessen ved at udvikle instrumenteringen og kraften i musikken. Både ”Light of this World” og førnævnte ”Upon Your Destiny” vinder således på dynamikken, mens den middelalderligt lydende folkevise ”Puer Natus” er som folkeviser er flest: ørehængende, simpel og kort.

Jeg aner ikke, hvor mange mennesker der har bidraget til Ancient Winter, men Leahs crowdfunding-kampagne har båret noget seriøs frugt. Troy Donockley er atter at finde i persongalleriet, hvor han får selskab af både Anna Murphy (hurdy-gurdy) og Shir-Ran Yinon (violin) fra Eluveitie samt Oliver Philipps og Rupert Gillett på henholdsvis piano og cello (tror jeg). Alt ovenstående kunne Leah have klaret med et keyboard, men virkelige kunstnere med virkelige instrumenter giver en virkelig musikoplevelse, og dette gør en virkelig forskel for oplevelsen af Ancient Winter. Albummet nyder i øvrigt godt af en mere rummelig master (tak til Tom Müller) end The Quest, hvilket hjælper hvert enkelt instrument til at fremstå tydelig og klangfuld. Celloen, for eksempel, lyder varm og organisk, og Gilletts strøg tager til og ebber ud på en følelsesfuld måde, man ikke kan syntetisere.

Vinteren kommer

I forhold til The Quest er Ancient Winter et stærkere album. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige det, men Leah har taget en god beslutning – en nødvendig beslutning – i at skrælle metalinstrumenteringen væk. Hvor vokalen føltes jævn på The Quest, har den nu fået den absolutte lederrolle – en rolle, som klæder Leahs anselige kundskaber fortrinligt. Instrumenteringen er ligeledes udvidet, og Leah fremviser et stort talent for at binde kompositionerne sammen og for at vælge sine partnere med omhu.