Laaz Rockit - Taste of rebellion & Live untold

Taste of rebellion & Live untold

/ Massacre Records · Udkom

Type:Album
Genrer:Thrash metal, Speed metal
Spilletid:51.02
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Old School Old School Old School.... Det er det snart fortærskede udtryk, der står frem i sjælen på en efter man har lyttet til Laaz Rockit.

Mærkeligt er det ikke, i og med der er tale om en genudgivelse af et livealbum fra 1991.

Laaz Rockit var en af de mange bands der i 80'erne spillede US Thrash bay area metal. Bandet gik i opløsning i 1992, men blev gendannet sidste år med et ganske udemærket comeback album "Left for Dead".

Nu er det så blevet tid til en relancering af deres tidligere materiale, og stemningen er som sagt old school på dette livealbum.

Man får ikke indtryk af at der er voldsomt med publikum på disse liveoptagelser, men musikken kører derudaf med højlydte gennemtrængende lilletrommeslag på trommerne, og svirrende guitarsoloer, som man kender det fra den tidsalder.

Musikken er ganske meget inspireret af Anthrax, og er man vilde med dem går man ikke galt i byen ved at investere i Laaz Rockit.

Teknisk kunne optagelsen dog godt have været bedre, men den rå lyd er jo også lidt thrash-agtig, så det må være til at leve med.

Personligt er jeg vild med numrene Suicide City og ikke mindst hyldesten til Motorsavsmassakren Leather Face, der ganske uoriginalt indledes med lyden af en motorsav.

Der er også blevet plads til en coverversion af Dead Kennedys Holiday in Cambodia, hvilket dog ikke er så vellykket.

Alt i alt en ganske fed liveskive, der vil give nogle nostalgiske og dejlige timer for gamle thrash-metal-heads.

Har man ikke stiftet bekendtskab med bandet før er det bestemt en oplagt mulighed nu, hvis man er til US Thrash metal.