Forbuddet er ophævet
Der findes bands, som nægter at holde sig i graven. Amerikanske Forbidden må efterhånden siges at høre til den kategori. Efter opløsningen i 1997 fulgte et comeback i 2008, som to år senere kastede OmegaWave af sig. Dengang kvitterede Heavymetal.dk med otte kranier og fremhævede blandt andet sangskrivningen og Russ Andersons karakteristiske vokal. Siden blev der atter stille i lejren. Først i 2023 blev thrashkværnen tændt på ny, da Forbidden genindtrådte på livescenen, denne gang med Norman Skinner bag mikrofonen. Nu, 16 år efter seneste langspiller, er Forbidden klar med et selvbetitlet album, hvor Craig Locicero og Matt Camacho fortsat udgør de historiske ankerpunkter. Med mere end en times nyt materiale og ambitioner, der rækker ud over genrens mere traditionelle rammer, er der tilsyneladende stadig masser af musikalsk appetit. Spørgsmålet er blot, hvorvidt veteranerne selv har noget nyt at berette, eller om fortidens bedrifter fortsat vejer tungest.
Melodisk vovemod og manglende mådehold
Allerede på åbneren “Single Point Failure” demonstrerer Forbidden et teknisk overskud, der næppe efterlader tvivl om veteranernes fortsatte instrumentale formåen. Norman Skinner boltrer sig i en vokalpalet, der spænder fra klassisk hæs Bay Area-bjæffen over Iced Earth-inspireret croon til King Diamond-flirtende falset. Bag ham buldrer trommerne fremtrædende i produktionen, mens guitarerne leverer progressive krumspring med masser af swagger. Alligevel savner man det uimodståelige riff, den mindeværdige solo og refrænet, der for alvor bliver hængende på lystavlen. Hvor pokker er arenabaskeren? Men måske er det slet ikke den slags musik, Forbidden ønsker at skabe. For efterhånden som Skinner finder en naturlig autoritet i mellemregisteret, og trommernes dynamiske samspil med guitarerne får plads til at udfolde sig, tegner der sig et langt mere interessant billede. På “Divided by Zero” dukker den efterlyste umiddelbare slagkraft så alligevel op, komplet med flabet guitarstaccato og et insisterende, næsten messende refræn. Se, det kan de jo godt!
Men det er i virkeligheden hverken hastigheden eller de fængende hooks, der gør Forbidden særligt interessant. Det er snarere bandets næsten demonstrative aversion mod at lade sig diktere af thrashmetallens dogmer og doktriner. På “DCLXVI” sniger guitarerne sig gennem et dystert og drævende univers, hvor kontrasterne får lov at tale uden nødvendigvis at skulle forløses i en traditionel forstand. Andre steder får både Matt Camachos bas og de melodiske tværsnit lov at skabe luft mellem de aggressive passager, så selv genrens mest indspiste purister kan få deres lyst styret, uden at resten af os skal trækkes gennem Best of Bay Area Vol. 6666. Mest overraskende er dog “Jisei”, hvor en kvindelig japansk voiceover, snigende guitarer og Skinners forpinte, melankolske stemmeføring skaber noget så usædvanligt som en regulær sjæler på en thrashskive. Og minsandten om ikke den også rammer følelsesmæssigt! Her er der ikke blot tale om eksperimenter for eksperimenternes skyld, men om et band, der tør sætte noget på spil. Mine damer og herrer, sådan kan thrash metal anno 2026 altså også lyde!
Desværre viser den nærmest ungdommelige begejstring for egne idéer sig efterhånden at være en tveægget størrelse. Indimellem minder Forbidden om en flok super talentfulde unger, der har fået fingrene i fars svinedyre Gibson Les Paul. Ambitionerne er tårnhøje, kreativiteten smittende, og ingen synes at have fortalt dem, hvornår de skal stoppe med at spille. På “Sycophantasy” bliver Mastodons Brann Dailors gæstevokal eksempelvis en anelse for skinger og krukket, mens nummerets indtalte rant om politiske sykofanters parasitære natur faktisk gør større indtryk. Og da ordene »The curtain is dropping, but no one is applauding« dukker op på “Sol Grave”, fristes man efterhånden til et tørt I rest my case. For nok er håndværket fortsat imponerende, men enkelte kompositioner kunne med fordel være beskåret, mens andre måske helt burde være blevet på klippebordet. Alligevel får Forbidden det sidste ord med den godt ni minutter lange “Flower of Life (Chaos by Design)”, hvor strygere og pianopassager føjer en nærmest cinematisk dimension til en storslået og overraskende helstøbt finale. Et decideret blæret punktum, der heldigvis minder os om, hvorfor vi overhovedet blev så begejstrede.
Forbuden frugt i overflod
Man siger, at forbuden frugt smager bedst, og Forbidden har da også dækket op til et veritabelt thrashgilde. Men selv den mest glubske thrashaficionado kan få for meget af det gode, og med elleve anretninger fordelt over mere end en time begynder mætheden unægtelig at melde sig. Alligevel er Forbidden en udgivelse, hvis kvaliteter først for alvor åbenbarer sig i kontinuiteten frem for i de enkelte kompositioners gennemslagskraft. Numrene supplerer, udfordrer og kontrasterer hinanden, så helheden bliver større end summen af delene, selvom summen med fordel kunne have været en anelse mindre. Norman Skinner viser sig som en alsidig frontmand, mens det instrumentale samspil emmer af erfaring og kunstnerisk eventyrlyst. Havde nogen blot haft modet til at svinge beskæringssaksen lidt mere konsekvent, kunne resultatet have været decideret fremragende. Men efter 16 års albumpause er det trods alt mere end almindeligt opløftende at opleve veteraner, der ikke alene har noget på hjerte, men tilsyneladende også har ualmindeligt svært ved at holde mund. Årets comebackalbum? Forbidden har i hvert fald meldt sig ind i kampen.
