Er du sulten? Så tag en Kollapse-plade

Når man er rigtig sulten, kan man godt ryge i et humør, som det ene øjeblik kan være vredt og det næste være næsten opgivende. Afhængigt selvfølgelig af, hvor man er i processen. Måske er det derfor, aalborgensiske Kollapse har valgt lige netop Sult som titlen på deres nyeste plade. Det er i hvert fald ikke helt kavt, som man siger på de kanter.

En nordjysk mur af lyd

Kollapse beskriver sig selv som en “power-trio fra Aalborg.” Det kan man selvfølgelig tolke på mange måder, men i det her tilfælde betyder det, at de spiller noget hård og tung musik, og det gør de temmelig habilt. Sult er trioens anden plade, og her er grundstenene til noget, som kan blive rigtig godt. 

Sult følger på mange måder genren fint. Kæmpestore lydflader og en hæs, sludget vokal skaber en stemning i grænsefeltet mellem vrede og fortabthed. De gode af den her slags plader trækker dig nemlig ned i sølet, samtidig med at de fortæller dig, at det er ok – vi er sammen om det her – og Sult er en af de gode. Musikalsk bevæger Kollapse sig i et sludget og postet land, samme sted som deres kolleger i eksempelvis Redwood Hill og LLNN, hvor idéen virker til at være at skabe en mur af lyd, som rammer dig lige i ansigtet. Især på numre som “Knæler” og “Libido” viser Kollapse, at de kan strikke effektive numre sammen med en stemning så tyk, at man nærmest kan skære i den. Samtidig er Sult en af de plader, som bliver ved med at vokse for hver gennemlytning, og hvor der kigger nye detaljer frem. På langt det meste af pladen er det faktisk svært at sætte en finger på Kollapses evner og energi.

Men – for der er selvfølgelig et men – som post-metalband danser man hele tiden rundt på en knivsæg. Musikken skal gerne være ekstremt tung, men den må helst ikke blive gumpetung. Den knivsæg formår Kollapse for det meste at holde sig på på Sult. Dog tipper det for dem på pladens sidste nummer, “Der Hvor Jeg Tænker Er Der Altid Mørkt”, som også udgør 11 af pladens 41 minutter. Det bliver simpelthen for langt og for langsomt. Og hvad laver den trompet? Nå, men det skal ikke stoppe glæden over, at resten af Sult er en gennemsolid gang post-metal – you could do a lot worse, som de siger på den anden side af sundet. Helhedsindtrykket, når Sult har spillet færdigt, er nemlig rigtig fint. Er du til sludget, beskidt post-metal, så er det bare med at komme af sted til pladepusheren eller Spotify.

Tungt, solidt og lige lidt for langt

På nær en enkelt svipser til sidst så er Sult et intenst, krævende og godt bekendtskab. Langt størstedelen af vejen holder Kollapses mørke univers, og i vanlig post-metalstil dukker der nye nuancer op med nærmest hver gennemlytning. Havde pladen været lige 10 minutter kortere og produceret en anelse skarpere, så havde vi for alvor nærmet os toppen.