Hattrick fra dobbelt-A?
Scenen i Aalborg har virkelig fået min opmærksomhed i år. Det har den på grund af Kōyas fremragende debut-ep Fragments og Vægtløs’ fantastiske album Aftryk, som heldigvis røg min vej til grundig gennemlytning. Begge var af høj kvalitet, og nu er det byfællerne i Kollapse, der står for skud med deres nyeste album AR. Kollapse kan muligvis sikre Aalborg et vaskeægte hattrick, hvis deres plade er på niveau med de to nævnte bands. Kollapse er dog en anden størrelse, da de har mange flere år på bagen. AR er deres album nummer 3, og de har spillet overalt i det danske land, og jeg har efterhånden set dem et par håndfulde gange live. Derfor har jeg naturligvis en række forventninger til deres lyd, og med forventninger kommer der også større risiko for at blive skuffet.
Kunsten at skabe noget, der kan mærkes
Noget særligt, der kendetegner Kollapse for mig, er, at den post-metalliske trio har en nerve i deres musik, som kun få bands besidder i samme grad. Den nerve og ægthed, hvor man virkelig kan mærke alle følelser sidde udenpå tøjet. Og hvor musikken også er skabt på et næsten terapeutisk fundament ikke kun for bandet selv, men også for lytteren, der må lade sig opsluge af Kollapses fortærende følelsesunivers. Det er helt råt, og alt er lagt til skue. AR er ingen undtagelse, faktisk er der skruet op for alle de parametre her. Mikset og produktion har virkelig fået et anderledes og meget forbedret udtryk i forhold til forgængeren Sult. Det er mere støjende, usødet, og alle instrumenter står perfekt i lydbilledet. Basen er beskidt som bare fanden og skaber dybe ekkoer i lydbilledet med masser af groove. Guitaren er diskant og larmende og næsten smerteligt skinger – altså på den fede måde. Peter Clement Lund og Thomas Martin Hansen skriger på skift og i kor til deres lungers fulde kapacitet. Skrigene akkompagneres af ærketunge riffs og trommetakter. Man sidder med følelse af, at være taget som gidsel i deres konstante krig med sig selv og verden, som udformes i de verbale øretæver.
Pladen starter med, hvad der et af de absolutte største højdepunkter, hvor den korte intro ”AR” nærmest skriges a cappella mellem Lund og Hansen henover et guitarfeed, før bandet slår over i førstesinglen ”Autofagia”. Et moment der minder meget om noget, der kunne være skabt af Old Man Gloom, Sumac, Isis og lignende. ”Autofagia” er muligvis den bedste sang, som Kollapse har skabt i deres karriere, og det siger ikke så lidt. Alt spiller fra den melodiske guitarintro til det voldsomme breakdown midtvejs, hvor alt trækkes ned i tempo, og der fyres op på alle cylindre i det hidsige udtryk. Der er en melodisk bro med en lækker groovy bas og atmosfærisk melodisk guitarriff, før det hele eksploderer i et klimaks, som er tungere end det forhenværende breakdown. Det hele holdes sammen med tunge og bestemte trommeslag fra slagtøjsmaestroen Peter Drastrup. Hvad der især gør dette nummer godt, er alle de forskellige temposkift, som er virkelig skruet godt og klogt sammen.
Selvom ”Autofagia” er skivens bedste skæring, så følger resten godt med i slipstrømmen, hvor mange af de ovennævnte dyder går igen. Albumlukkeren ”Transformation” er lidt en undtagelse, da der laves en 3-minutters næsten instrumental guitarblues, før Kollapse slipper sludge-bæstet løs på albummets sidste 3 minutter. Dette lille guitarblues-moment er dog kærkomment, for AR er en ellers fuldstændig nådesløs plade, som gerne opsluger lytteren i sit tunge mørke.
Hattricket er i hus!
Kollapse gør absolut sine byfæller i Vægtløs og Kōya ære ved at fortsætte i samme stime. Følelserne og teksterne er lige så tunge som musikken, og bandet skåner ingen på deres 35 minutters kompakte rejse, hvor de vil have dig til stå på kanten til afgrunden sammen med dem. De har skabt, hvad der kan anses, som et af de bedste post-metal/slugde-metalalbummer fra et dansk band. Det er alt, hvad det skal være uden ekstra fedt eller dikkedarer. Det er en tur i følelsernes og musikkens vold. AR er brutalt smukt i sin nerve og kompromisløshed, og selvom man nok kunne finde små huller i osten, så ville jeg ikke have AR skulle være anderledes.
