Det skal gøre ondt, før det gør godt!
Apati, grådighed, korruption, magt, håbløshed, dystopi og den totale afmagt. Vi løber imod afgrunden, som var vi de bibelske svin fra Gadara. Vi flygter fra den nutid, vi har skabt, og den fremtid, den vil bringe – og ud over de mange forpinte skriger den eneste lyd, vi hører, Unmaker. LLNN er et band som få, et band, hvor larm, kaos og dissonans er den soniske treenighed og lidelse og smerte den eneste handleplan, der bliver fulgt. Tag en dyb indånding, og forbered dig, for denne rejse bliver ikke behagelig, men det er okay – nogle gange skal det gøre ondt, før det gør godt.
Lyden af det totale forfald
Normalt ville man lave sammenligninger, når man skal forklare et bands lyd. Problemet er blot, at der er utrolig få bands, der lyder som den københavnske postmetalkvintet LLNN. Bandet lyder mere som et mareridt, som en nærkommende apokalypse og menneskehedens deroute. Selv forklarer bandet, at de er inspireret af sci-fi og horror samt filmiske soundtracks af folk som John Carpenter. Måske er det derfor, den prisbelønnede tonemester Peter Albrechtsen fik øjnene op for bandet. Han beskriver LLNN som ”soniske eventyrere”, der ikke er bange for at udforske selv de mørkeste afkroge af musikkens væsen. Med andre ord er Unmaker ikke just kandidat til ”feelgood-record-of-the-year”-prisen, derimod burde der følge et pilleglas med antidepressiva med pladen.
Den rå, industrielle lyd kombineret med Christian Bonnesens maniske og paniske vokal er nok til at kickstarte et mentalt nedbrud hos selv den mest stabile spidsborger. Bare tag afslutningen på nummeret ”Scion”, hvor mandens stemme næsten knækker midt over i ren og skær frustration/desperation over verdens tilstand. Men midt i al melankolien opstår der også sporadiske momenter af skønhed, som ”Interloper”, der med sin blide intro er med til at tilføje tiltrængt kontrast til albummet, så det ikke udelukkende er lyden af menneskehedens totale deroute. At nummeret så slutter af med måske albummets mest kaotiske segment, er blot med til at understrege, at alt håb – i sandhed – er ude.
Unmaker stiller uhyre store krav til lytteren, det er så tungt og dystert et album, at man godt kan få brug for en pause, for LLNN tager ingen gidsler og viser ingen nåde. Der er ingen catchy melodier, ingen sprøde soloer eller memorable broer – nix! Der er bare rå vold direkte ind i dit kranium, om du vil det eller ej. Der er heller ingen humor eller charme, for den slags findes ikke i bandets fortælling om fremtiden – så man skal virkelig holde tungen lige i munden og bevare fokus. Og jeg må være ærlig: jeg er ikke helt sikker på, jeg har den stamina, som LLNN’s postmetalliske og kaotiske, industrielle metal kræver – det er simpelthen for overvældende, og til sidst tigger og beder man om, at det stopper. Og selvom jeg ikke ser mig selv som en traditionalist, så må jeg da indrømme, at jeg sidder og savner et riff eller et omkvæd – bare et lille, bitte et … Be’ om?
Jeg vil af!
Unmaker er utvivlsomt det mest voldsomme danske metal album i 2021. Selvom vi kun er i september, så har jeg svært ved at forstille mig, at et andet band kan lave noget så grumt inden for de næste få måneder. Bandet formår virkelig at lave utrolig ubehagelig og krævende musik – hvilket skal forstås som et kompliment, da det jo har været intentionen fra start. Men det bliver simpelthen for meget af det gode, og selvom albummet ”kun” varer 40 minutter, så føles det som meget mere, for LLNN har en evne til at få tid og rum til at ophøre. Men det er som en karrusel, der aldrig stopper, og jeg vil gerne af! Jeg forstår absolut bandets kompromisløse stil samt visioner for albummet, men den maskinelle og industrielle monotoni bliver for anstrengende og krævende til mine sarte ører og forstand – hvilket er et ”mig”-problem; ikke et ”LLNN-problem”.
