Fra ungdomsild til ulvetime
Der er sket mangt og meget med måden, hvorpå vi opdager ny musik, siden jeg som 7-årig fik mit første mixtape helt tilbage i 1993. Før streamingtjenester, algoritmer og personaliserede spillelister kunne en musikalsk anbefaling således komme fra et levende menneske på den anden side af en pladedisk. For mit vedkommende hed mennesket Mads Volf (eks-Manticora, Red Warszawa), stedet var Fona i Lyngby Storcenter, og pladen Wolfs The Black Flame. 20 år senere udgør både pladeafdelingen og Fona et stadigt fjernere levn fra fortiden. Wolf har til gengæld modstået tidens tand. Og på deres tiende album, Hour of the Wolf, går svenskerne endda så langt som til at dimensionere deres album efter én side af et 90-minutters kassettebånd, indspille den i egne studier og beklæde den med et håndmalet cover begået af Thomas Holm (Mercyful Fate, King Diamond). Det lyder næsten provokerende anakronistisk. Efter tre årtier er spørgsmålet heller ikke længere, hvorvidt Wolf kan lyde som Wolf. Men om ulven stadig kan andet end at knurre og vise tænder.
Den gamle måne kaster nye skygger
Det korte svar kommer allerede snigende med “Death Satellite”: Ja, Wolf lyder i dén grad stadig som Wolf. Niklas Stålvinds hæse, nasale vokal befinder sig fortsat på frekvensen mellem King Diamonds teatralske kant, Dave Mustaines mavesure vrængen og Bruce Dickinsons mere heroiske projektion, mens de harmoniserede tvillingeguitarer høvler sig vej gennem lydbilledet med vanlig vildskab og overskud. Håndværket er i det hele taget svært at sætte mange fingre på, et ordspil, vi naturligvis tager helt frivilligt på os. Samtidig ligger bandets klassiske arv fra Priest og Maiden konstant under overfladen, mens slægtskabet med landsmændene i Enforcer ej heller fornægter sig. Mest tydeligt bliver det på “Streets of Necropolis”, hvor drømmen om De Dødes By dog aldrig for alvor bliver meget mere end tungmetallisk ornamentik. Til gengæld er selve udførelsen så sikker, at man hurtigt tilgiver manglen på nyt landkort. Wolf ved præcis, hvor deres territorium ligger, og har absolut ingen planer om at rive hegnet op.
Heldigvis bliver Hour of the Wolf langt mere interessant, når bandet begynder at lege med de mørke motiver, der gennemsyrer albummet. “The Music of Erich Zann” tager afsæt i Lovecrafts fortælling om den stumme violinist og hans natlige musik, men i stedet for blot at male kosmisk horror med de sædvanlige farver dropper Wolf det traditionelle omkvæd og lader krøllede guitargreb, skæve taktfornemmelser og forskydninger drive fortællingen frem. Det føles næsten som en gradvis opløsning af menneskesindet. Endnu mere helstøbt er “Waltz Post-Mortem”, hvor omkvædet går i 3/4 og gør dødevalsen konkret. Når Stålvind erklærer, at han ikke er interesseret i sjælen, men blot i de kolde knogler, inden “Our love goes beyond the grave” følger efter, rammer Wolf en dejligt grotesk blanding af gotisk nekromantik og sort humor. Her arbejder tekst, rytme og idé faktisk sammen i stedet for blot at dele adresse.
Også titelnummeret illustrerer, at Wolfs motivkreds rummer langt mere end kirkegårdsjord og horrorrekvisitter. Inspireret af Stålvinds eget liv tæt på skov og marker bliver ulven her mindre et monster end et billede på frihed, instinkt og ønsket om at slippe civilisationens snærende bånd. “Above the Fallen” vender derimod blikket indad med bitterhed, fremmedgørelse og trods, mens “Doppelgänger” kredser om skyggejeget og den bekvemme mulighed for at projicere sit eget mørke over på en anden. Her fremstår førnævnte slægtskab med Mustaine næsten slående, når frasen 'The real me' leder tankerne direkte mod “Sweating Bullets” og dens splittede ego. Albummet lukker med “Dirty Little Secret”, et regulært NWOBHM-hurtigløb, hvor Stålvinds vokal får ekstra luft under vingerne. Den samme nasal, der giver Wolf karakter, bliver dog også en af pladens tydeligste begrænsninger. Over et helt album bliver udtrykket ganske enkelt en anelse for endimensionelt.
Stadig bid i bæstet
Hour of the Wolf er derfor ikke et album, der forsøger at revolutionere traditionel heavy metal. Tværtimod. Wolf står musikalsk næsten demonstrativt stille, og flere steder er forskellene mellem kompromisløs konsekvens og decideret stagnation ganske små. Alligevel lykkes svenskerne med at holde pladen levende, fordi idéerne omkring musikken bevæger sig mere end selve formsproget. Lovecraft, dødevals, dobbeltgængere, naturlandskaber, fremmedgørelse og indre mørke er velkendte ingredienser, men de behandles med nok personlighed til at undgå ren nostalgisk staffage. Guitararbejdet er stadig forbilledligt, sangskrivningen solid og enkelte steder decideret inspirerende. Bevares, der er ingenlunde tale om en ny The Black Flame, og ulven har næppe heller lært helt nye tricks. Men hjørnetænderne sidder stadig ganske godt fast, og der forekommer faktisk også at være en vis mængde tankevirksomhed bag biddet.