Alle gode gange tre
Jeg har anmeldt Kanonenfieber, jeg har anmeldt Leiþa, og nu er tiden så kommet til at anmelde Non Est Deus, Noises tredje band. Teknisk set startede han Non Est Deus før de andre projekter og har da også udgivet album sideløbende med sine andre projekter i klassisk Noise-stil. Hvor Kanonenfieber fortolker første verdenskrig, og Leiþa bearbejder depression, så er Non Est Deus et decideret frontalangreb på religion – et klassisk black metal-emne. Men til trods for de konceptuelle forskelle, så er den største forskel på dette og de andre projekter, at Noise her synger på engelsk i stedet for tysk – hvilket jeg personligt ikke er fan af, da hans tyske råberi er langt mere overbevisende. Men når nu man udgiver musik i en så lind strøm, som Noise gør det, så kan man frygte for, om man er vidne til kvantitet frem for kvalitet.
Kender du MGLA?
Konceptet bag Legacy er desværre nok det mest interessante ved albummet. Ideen bag værket er at tage diverse bibelske fortællinger, og så fjerne det guddommelige og mirakuløse fra historierne, hvilket efterlader disse historier ganske tragiske som albummets lukker, ”The Last Act”, hvor Jonas drukner i stedet for at blive reddet af en hvalfisk, og Maria var et voldtægtsoffer og ikke en fattig jomfru, der sad i løn. Det er jo alt i alt super black metal, det er rendyrket trve kvlt-lyrik og billedsprog, og ud fra det koncept forventer man jo helt arketypisk 90’er-black a la Bergen med nitter, fakler og corpsepaint. Men hvordan lyder Legacy så rent faktisk? Jo, altså, kender I MGLA? Legacy er 42 minutters midt-tempo atmo-black med riffs og rytmer, der nærmest virker til at være pivstjålet fra de maskerede polakker. Bevares, MGLA er da også blevet virkelig populære de sidste par år, i en sådan grad at hvis et nyt black-band tager en hættetrøje på, bliver de straks anklaget for at være MGLA-kloner, om de så lyder som dem eller ej. Men lige her, er anklagen helt fair – for hold nu magle da!
Men er det så et problem? Ja – for jeg er nok en af de få black metal-fans, der ikke er faldet ned i MGLA-gryden. Jeg må virkelig erkende, at jeg finder de polske hætte-blackere helt ubeskriveligt kedelige og uhyrligt ensformige. Så at Noise her har valgt at lyde netop som dem, gør ham absolut ingen tjenester i min bog – tværtimod.
Samtlige numre, undtagen ”Redemption I”, der ikke engang varer ét sølle minut, følger den samme formel, og det bliver simpelthen så repetitivt. Jeg skal blankt erkende, at det tog mig mange forsøg at høre hele pladen ud i et. Jeg var nødt til at stoppe og starte forfra så mange gange, da jeg simpelthen zonede ud eller endte med at kede mig så bravt, at jeg måtte sætte noget andet på i stedet. Så trods sit anti-religiøse budskab ender albummet med at være omtrent lige så kedeligt som en regulær gudstjeneste.
Kvalitet fremfor kvantitet – tak!
Som jeg tidligere har givet udtryk for, har jeg været bekymret for, at denne konstante strøm af udgivelser ville få kvaliteten til at styrtdykke – og jeg må jo desværre konkludere, at min frygt er velbegrundet. Derfor kan jeg da også helt få koldsved ved tanken om, at der kommer en ny Kanonenfieber-EP senere i år samt en opfølger til Menschenmühle næste år. Noise, kære Noise, tag det nu med ro, og fokuser i stedet for at tonse derudad med 400 km i timen! Kvalitet fremfor kvantitet, bitte!
