Swanens død
Da Maceration i 2022 vågnede op til dåd efter 30 års albumdvale, blev It Never Ends… belønnet med otte kranier her på siden. Tre år senere faldt Serpent Devourment til seks, da genkomstens charme var blevet afløst af forhastet fanservice, fortærsket Lovecraft-mytologi og middelmådig metervare. Nu er de vestjyske dødspionerer allerede klar med genkomstens tredje og karrierens fjerde fuldlænge. Samtidig er Dan Swanös navn tilsyneladende helt ude af ligningen for første gang. Svenskeren lagde stemme til både debuten og It Never Ends…, inden han formede lyden på efterfølgeren. Denne gang har Lawrence Mackrory overtaget mix og mastering, mens Jan Bergmann Jepsen står alene tilbage ved mikrofonen. Maceration har dermed kappet den sidste forbindelse til manden, der fulgte dem fra fødsel til genopstandelse. Kan veteranerne flyve videre ved egen kraft, eller efterlader Swanens død et gabende hul i kadaveret?
Pels og puslespil
Titelnummeret åbner ganske vist både melodisk og aggressivt; den lovende brutalitet rammer bare aldrig med den forventede vægt. Mackrorys mix virker lettere og mere luftigt end Swanös kompakte lydbillede, men den ekstra plads får ikke nødvendigvis musikken til at fylde mere. Især Jepsens vokal fremstår tyndbenet og ubehjælpeligt anstrengt. På Serpent Devourment tog han sig ellers myndigt ud på plade, men her melder mistanken sig, at resultatet skyldtes mindst lige så meget Swanös kundskaber bag knapperne som manden foran mikrofonen. “Mercy to the Miserable” er moderat fængende, men mangler både bund, fylde og råstyrke. Havde man håbet på en velskænket musikalsk årgangsøl, smager første mundfuld snarere af pislunken Esbjerg Pilsner. Herfra bliver albummets 38 minutter ’møj, møj’ lange.
Problemet begrænser sig nemlig ikke blot til produktionen. De tunge riffs og insisterende trommemønstre bliver gentaget, indtil bevægelsen fejlagtigt ligner fremdrift. Maceration fremstår træge og tunge som regionsmesterskaberne i traktortræk, men trækker konsekvent i den forkerte retning. Jeg siger ikke, at jeg hellere ville skridtprygles med en varmrøget vesterhavsmakrel af den lokale storbonde end udsættes for mere af Jepsens anstrengte brægen. Men pressearkets sammenligning med Bloodbath gør ingen tjenester. Efter et nyligt genhør med “Eaten” fremstår Maceration i bedste fald som den ligblege grandfætter fra en fjern sidegren af familien. Guitarsaven snurrer ganske vist lystigt, men hvor Bloodbath med lethed flår kødet af knoglerne, formår Maceration knap nok at penetrere huden. “Absolution of Grace” skulle ellers hente inspiration i Hellraiser, men den musikalske puzzlebox nægter at åbne sig. Nummeret mangler både den forbudte fristelse, den sadistiske gru og den sanselige modbydelighed, som Clive Barkers univers burde fremkalde. Pedalen er den rigtige. Problemet sidder i foden, der træder på den.
Tematisk får det efterhånden skamredne Lovecraft-æsel ellers endelig fred. Cthulhu er foruden Hellraiser erstattet af varulve og menneskesindets mørkeste afkroge, men de nye rædsler lever mere i titlerne end i musikken. På “Lycanthrophic Carnage” fistrer pelsbolden forvildet rundt i jagten på sin egen hale, mens stortrommepedalen hamrer omtrent lige så febrilsk, som den frådende lopperede forsøger at befri sig for parasitterne i pelsen. Tankerne vandrer tilbage til Arlas gamle Mini Meal-reklame, hvor et lovende ungt band ved navn The Beatles affejes med dommen: “Sorry, lads, you’re wasting my time.” At en fyldt mave kunne have forhindret reklamens historiske bommert, ændrer intet her. Om jeg så egenhændigt havde inhaleret et jysk skaldyrstårn (læs: stegt flæsk) i tre etager – naturligvis kronet med kartofler og persillesovs – ville Maceration stadig spilde min tid. På “Mind in a Chokehold” er det således ikke sindet, men øregangene og lytterens tålmodighed, der fastholdes i et ubønhørligt halsgreb. Selv når motoren presses op i albummets højeste omdrejninger, kommer den esbjergensiske fiskekutter ingen vegne. Den tog vand ind fra første færd og synker blot hurtigere mod havbunden.
Ingen nåde for den nødlidende lytter
Maceration ville undersøge, hvad en ny mand bag knapperne kunne gøre for lyden. Kun en hidtil ubeskrevet form for masochistisk stockholmsyndrom kan få resultatet til at ligne en forbedring. Hvor It Never Ends… byggede bro mellem fortid og nutid, og Serpent Devourment trods alt rummede sporadiske hooks og skæve indfald, står Mercy to the Miserable tilbage som genkomstens kreative lavpunkt. Produktionen mangler fylde, Jepsen mangler pondus, og den kompositoriske sangskrivning savner både variation og mindeværdige idéer. Det sidste rådne kærtegn bliver heller ingen forløsning: “Fetid Frail Caress” bekræfter blot, at Maceration hverken har gemt det fængende riff eller den grumme finale til sidst. Jeg kommer nok tidligere til at kærtegne et komposteret lig, førend jeg frivilligt sætter stiften i dette makværk igen. Maceration har ikke alene begået deres med afstand svageste udspil til dato. De tegner sig samtidig for en af de største derouter, dansk dødsmetal har oplevet i nyere tid.