Arbejdet er lønnen i sig selv
Der går næppe lang tid, før tyske Noise vælter Behemoth af pinden, som den artist jeg har anmeldt oftest gennem mine mange år som anmelder. Få artister er så produktive som denne enigmatiske preusser. Hvis ikke han har travlt med Kanonenfieber eller Non Est Deus, så er det hans tredje projekt, Leiþa, der brager derudad. Dette projekt udgav sin debut, Sisyphus, tilbage i 2021, samme år som han qua Kanonenfieber udgav mesterværket Menschenmühle. Sisyphus var ikke den mest spændende udgivelse og bar præg af, at hans kreativitet nok var tyndslidt efter at have udgivet sit magnumopus. Men nu skriver vi 2023, og det er hele to måneder siden, Noise sidst udgav noget, ergo er det da naturligvis tid til nyt Leiþa!
Weltklasse hysteri
Kender man Noise, har man en nogenlunde ide om, hvordan hans musik lyder – for uanset hvilket band han er i, har han en signaturlyd, og for det utrænede øre kan det være svært at høre forskel på mandens projekter. Der er fokus på stille introer, guitarpassager efterfulgt af et bombardement af trommer, tremoloriffs og frådende tyskervokal, der signalerer, at første vers er i gang. Produktionen er som altid helt i top, især guitarerne lyder krystalklare og barberbladsskarpe – og generelt har Noises udgivelser altid en utrolig professionel lyd, ulig de fleste andre enmandshjemmestudiebands. Vokalen er en af de største forskelle på Kanonenfieber og Leiþa. Når der er tale om Leiþa, er den betydeligt mere skinger og tenderende hysterisk, hvilket matcher perfekt, da Leiþa skal ses som Noises dsbm-band. Derudover får vi et indblik i hans krøllede, og formørkede sjæl. Megen apropos, så leverer Dany Tee fra det argentinske black metal-band Los Males del Mundo en hæsblæsende gæsteoptræden på nummeret "Fremdkörper". Jeg havde ikke just roser at give Los Males del Mundo, dengang jeg anmeldte deres debut, faktisk var min eneste reelle ros rettet imod netop Dany, som har et skrig så voldsomt, at det kan knuse glas – ergo er han en fantastisk gæst at hive ind i studiet.
Umiddelbart er det svært at finde noget at kritisere på Reue, for albummet er fantastisk velproduceret, sangskrivningen i top, og Noise formår at ramme den introverte og depressive atmosfære, som han går efter. Med efter et par gennemlytninger går det op for en, at albummet mangler en vis variation, samt at det efterhånden er lidt svært at høre forskel på Noises mange projekter. For nok er Leiþa mindre bombastisk og fremadstormende end Kanonenfieber, men i grove træk minder de to projekter virkeligt meget om hinanden, hvilket vel er enhver soloartists forbandelse, da man ikke får diverse input fra sine bandkammerater. Men når det så er sagt, så er der nogle voldsomme numre på udgivelsen som ”01.09.2022”, ”Fremdkörper”, ”Reue” og ”Abgang”, som er weltklasse. Men der er så også et nummer som ”Tier”, som ville være fremragende, hvis det ikke var for den rædderlige outtro, som er Noise, der bare råber diverse tyske gloser ud i æteren uden musik – et dybt unødvendigt element, der totalt dræber sangens flow.
Bedre end forgængeren, men …
Reue er på alle måder et bedre og stærkere værk end forgængeren, Sisyphus, der – meget passende måske – var rent sisyfosarbejde at komme igennem. Som udgangspunkt er nye udgivelser fra Noise altid noget, der er værd at se frem til, og dette gælder bestemt også Reue, der byder på en hidsig blanding af melodisk dsbm og fremadstormende dødsmetal. Men om det så bliver Noises bedste udgivelse i år, finder vi ud af senere, da Kanonenfieber står til at udgive opfølgeren til Menschenmühle til efteråret.