Sultans of Swing
Der er 63 marokkanske bands på metal-archives.com. Det er flere, end jeg havde regnet med, men ud af de 200.000 bands, som hjemmesiden har i sin database, ja, så er det jo dårligt nok en dråbe i havet. Eller et sandkorn i ørkenen, om man vil.
Den afrikanske metalscene er fortsat ganske petit sammenlignet med alle andre kontinenter end Antarktis – hvilket primært skyldes, at pingviner kun er til swingjazz. Nafakh er et spritnyt projekt, født i det hvirvlende støv fra Marrakechs souker. Det er absolut ingen hemmelighed, at hvis jeg havde tiden, ville mit livsmål være at finde – og anmelde – black metal-bands fra samtlige lande i hele verden. Det er desværre ikke en mulighed. Men om ikke andet, så kan jeg da krydse Marokko af lige om lidt, og I kan læse om et band, I aldrig havde opdaget på egen hånd, så win-win!
Gammel vin på nye flasker
What We Leave Behind er Nafakhs første reelle udgivelse. Ganske vist er det ‘bare’ en EP, men med en spillelængde på omtrent 27 minutter, har vi at gøre med et værk, der er næsten lige så langt som Reign in Blood og stort set alle grindcore-plader nogensinde. Derfor er det åbenlyst, at der bestemt er masser af nybegynderfejl samt elementer, der tydeligvis er hentet fra alle de bands, der har ageret inspirationskilder.
Det Nakash dog alligevel formår at gøre, som ikke just er standard for en genre, der har hjemme i de kolde fjelde, er at kombinere ganske formularisk melo-black med de varme rytmer – og eksotiske instrumenter – fra netop Nordafrika. Helt præcis benytter bandet sig af en nafir og en rhaita. Kombination af disse ganske særegne instrumenter og de klassiske black metal-eskapader fungerer helt vildt godt. Ydermere er dette med til at give bandet en ganske unik lyd – hvilket er smart tænkt, når man er nogle helt nye spillere på banen. Bevares, det er ikke samtlige numre, hvor de får lov til at være med, men Nafakh er selvfølgelig heller ikke et rendyrket folk metal-band.
What We Leave Behind minder mig på mange måder om en god tagine-ret, hvor In The Nightside Eclipse, Dark Medieval Times, For All Tid og Echoes of Battles er blevet kogt godt og grundigt sammen til et stort uniformt misk-mask. Det i sig selv er en ganske herlig blanding, men igen ikke noget, vi ikke har hørt mange, mange gange før. Men har Nakash så andet oppe i kjortelærmerne end gamle toner og afrikanske blæsere? Både og. De har måske ikke genopfundet den dybe tallerken, men de har dog det der helt særlige ‘fuck jer!’-mod, som man kun har, når man er helt ny og ung. Det understreger de fem berber-knøse særdeles fremragende med ”The Last Mercy”. Det er så vildt et nummer at smide på sin debut-EP. Seks og et halvt minuts guitarlir og ikke så meget som ét eneste ord, bare stank face-shred fra start til slut. Det kræver altså de største falafler i byen at have sit tredje (!) nummer til at være et instrumentalt nummer – hatten af for det. Derudover, så spiller de helt overordnet fuldstændigt vanvittigt godt. De her drenge er virkelig dygtige, og man kan mærke deres ildhu og energi. Kan man så egentlig kræve mere?
Tårnhøje ambitioner og tårnhøjt niveau!
Jeg havde faktisk ikke de store forventninger til What We Leave Behind – eller Nafakh helt generelt. En debut-EP fra et ukendt og helt nyt band fra en udørk uden en reel metalscene? Hvor godt kan det egentlig være? Åbenbart rigtigt godt! Jeg tror virkelig, man bør holde øje – og øre – med Nafakh, for selv om de ikke skriver den mest banebrydende musik nogensinde, så formår de alligevel at tage nogle meget velkendte byggeklodser og sætte dem sammen på måder, man måske ikke helt har hørt før. Kombinationen af guitarlir, norsk melo-black og de nordafrikanske folkeinstrumenter kan virkelig noget.
Produktionen på værket her kunne nemt have været bedre og mere strømlinet, men omvendt er det tydeligt, at de forsøger at emulere en bunke plader fra 1990’erne, der, trods legendestatus, jo rent produktionsmæssigt var noget amatøristisk hø. Ergo virker det i højere grad som et bevidst valg end en tilfældighed eller et spørgsmål om, at budgettet var på niveau med en gennemsnitlig flaskebon.
Hvis Nafakh kan formå at holde det her niveau – eller eventuelt overgå det – så kunne de snildt gå hen og blive Marokkos nye black metal-håb!