En, to, mange
For tiden skorter det ikke på black metal-udgivelser i alskens varianter og grader af succes. Og ud af Norge er der så kommet endnu en af slagsen til at deltage i kampen om lytternes opmærksomhed. Iskald, som de hedder, er ikke nye på scenen og har siden deres tilblivelse for 13 år siden udgivet en pæn håndfuld albums. De siger selv, at de laver melodisk black metal, og det kan jo betyde så meget, men hvad betyder det så for os som lyttere? Hvad kan de? Det skal jeg sige jer: De kan lige nøjagtig, hvad de skal, og så heller ikke mere.
Lidt af det ene, lidt af det andet
Uden omsvøb startes pladen med en for genren obligatorisk riffsalat, som vi kender og elsker den. ”Atrocious Horror” hedder første nummer, men jeg føler efter flere gennemlytninger ikke den store rædsel, blot en snigende kedsomhed. Jeg følte mig indledningsvis hensat til mindet om en Mastodonkoncert engang i 00’erne, hvor jeg fem minutter inde måtte opgive alt håb om mening og rytme – noget der skulle vise sig at være et af de to store aber dabei ved Innhøstinga. Skiftene mellem den førnævnte lige ud af landevejen-black og den lovede melo-black ødelægger oplevelsen af to ellers glimrende sider af samme sag – noget der gør sig gældende et langt stykke ad vejen. Alt, hvad de laver, er såmænd godt nok, men det lykkes dem aldrig helt at koble de forskellige elementer af deres musik sammen til en helstøbt udgivelse. Et glimrende eksempel på dette er efterfølgeren ”No Amen”, som kunne have været virkelig ørehængende – hvis de havde holdt sig til det gennemgående tema: black metal. Hvilket de naturligvis ikke gør.
Men om man er til den slags eller ej, er en diskussion, der bliver irrelevant, når alt kommer til alt. For pladens andet store problem er, at intet af det bliver siddende, når pladen er slut. Jeg bemærkede overhovedet ikke, at vi gik fra et nummer til et andet, og det er ikke, fordi der er glidende og naturlige overgange, men slet og ret fordi numrene er ganske forglemmelige. Tag nu for eksempel ”De Siste Vintre”. Jeg måtte starte forfra flere gange undervejs af den simple årsag, at den er skruet sådan sammen, at bestanddelene tilsammen bliver temmelig anonyme, selvom de enkeltvis er ganske fine. Dog vil jeg gerne fremhæve ”Resting, Not In Peace” for at være stik modsat resten af albummet. Fra første øjeblik er jeg investeret i nummeret, og det kan i højeste grad tilskrives modsætningen mellem den klassiske rustne black-vokal og det velsyngende clean vocal-kor.
Jaaaa, men nej
Der er meget, der taler for denne plade. Deres fremføring af black metal er ganske solid. ”Even Dawn” er et glimrende eksempel derpå, men jeg kan ikke se bort fra, hvor travlt de har med at forsøge at skille sig ud. Deres forsøg på at tilføje nye facetter til den klassiske black uden at gøre brug af symfoniorkestre eller at glo på deres skosnuder er ganske velmenende, men resultatet bliver en udgivelse, der ikke rigtig er det ene, og ikke rigtig er det andet. Der er ikke en finger at sætte på produktion eller noget som helst, men når man først føler, at pladen for alvor bliver interessant ved sidste skæring, sidder jeg tilbage med følelsen af at have spildt min tid.
