Inferno Festival 2013
På det 13. år af Inferno Metal Festival satte jeg for første gang fod i den norske hovedstad Oslo, og blev mødt af et syn, som vi, med hang til metal, kender Norge bedst for; op og ned ad gaderne var folk iklædt mørke klæder med diverse, ulæselige logoer, ravnesort, langt hår og med corpsepaint ud over hele krydderen. De kolde grader lå på -5 til 0°C, og hele området omkring spillestedet Rockefeller, summede af vrede, men stadig glade og festlige metallere.
1500 stk. af denne nævnte folkefærd var der plads til dagligt, og hver dag var der fuldt i den store bygning i Oslos midte, som husede to scener; på stue-etagen og i kælderen. Opbakningen fra publikum var høj, til både store så vel som små bands, alle samlet foran scenerne, for igen i år at hylde Påsken på den mest tænkelige, ukristelige måde.
Kim Holm og Tattoo Fair
Ligesom året før, vendte kunstner Kim Holm igen i år tilbage til Inferno, for at forevige de optrædende bands, i malerier han lavede under koncerterne.
Jeg mødte selv den rare mand, og så hans udstilling nede i Bushwick-pubben under John Dee.
Allerede som ung knægt, begyndte tkunstneren fra Bergen, Norge, at selv-publicere sine tegneserier, og er sidenhen blevet tegner for Forlaget Egmont, og Nemi Magazin, samt lavet kunst for en række norske metalbands.
Det er netop af denne årsag at du finder kunst fra dette års festival, lavet af Kim Holm, på sidstedagen af denne reportage, da mit kamera gik i stykker.
Inferno Tattoo Fair
Igen i år kunne man blive tattoveret på Inferno, af 8 forskellige tattovører, håndplukket af Lucky 7 Tattoo og Hipp Hurra Hammer. Jeg så selv til, mens diverse folk valgte at udsmykke sin hud, og på trods af jeg ikke var helt enig i at det var det rigtige sted at gøre det, nød jeg alligevel afslappetheden i at se nålen penetrere deres skind igen og igen. Jeg kom jo selvfølgelig selv til at fristes om en tattovering, men jeg valgte fra, da jeg udmærket godt vidste at norske priser var dyre, så mon ikke de var på dette punkt også.
Dog så jeg til mens andre fik nogle fantastiske værker foreviget på sig, og kan hundrede procent anbefale disse dygtige tattovører.
Torsdag:
Min ankomst til spillestedet havde været et af de forsinkede, og jeg måtte derfor misse mit fædrelands bidrag til dette års festival. Horned Almighty havde spillet på John Dee-scenen i kælderen, og af hvad jeg forhørte mig om, havde det gået de danske drenge det så godt, som det nu kan gå for en blackmetaller.
Som trøst, fik jeg dog en kæmpe bøtte af Iskald lige i fjæset til at vågne op på, og bestemt om det var lige det jeg gjorde. Jeg var netop nået i fotopitten, da en langhåret, Gollum-tynd mand stirrede mig ind i øjnene og gav et skrig der rystede helt inde i marven på mig. Han tog mig straks mentalt ud i de kolde, vinterdækkede skove i de norske fjælde, og da jeg kiggede tilbage på crowden, kunne jeg se vi alle var i samme båd. Temperaturen havde været over de tyve grader foran scenen, men Iskald præsterede at levere et show, der i den grad passede til deres navn. Bandet havde styr på showet, og publikum i deres hule hånd, med den hule ånd, som musikken kun får når den kommer direkte fra en blackmetallers kolde indre. Koncerten blev alt i alt leveret uden fejl og mangler, og med en rigtig kold fornemmelse i maven bagefter, men på den gode måde, som bare gjorde at jeg glædede mig endnu mere til at se, hvad resten af festivallens line-up havde at byde på.
Det næste band jeg fik stavret mig hen til på mine syv tomme hæle, var det indiske band Zygnema fra Mumbai, som et halvt år tidligere havde gjort deres debut på Wacken Open Air 2012, efter at vinde Metal Battle i Indien. Lige ud af posen, har jeg aldrig været typen der har siddet og googlet indisk metal, så jeg så vældig meget frem til at finde ud af, hvad disse fire glubske gutter havde i hatten.
Da forhænget gik, skal jeg da love for jeg ikke blev skuffet. Op trak de en kanin fuld af brutalitet og kraft, som fik hele kælderen af John Dee til at ryste og skælve, og gav vores knogler et hopla eller fem, hvilket fik gang i både nakke og ben.
Efter den sorte kulde ovenpå, var det rart at blive varmet godt op igen af de mellemøstlige toner fra den hårde thrash/groove disse fire drenge leverede. Hvad jeg bed mest mærke i ved Zygnema, var deres glæde for at stå på scenen med alle disse øjne på sig fra den fulde sal. Dette er et band med noget på hjerte, og når de først går på, skal de nok nå til dig. Om det bliver i de tunge riffs og den buldrende baslyd, eller de hårdtslående tekster, det er op til den enkelte lytter at mærke efter på.
Stemningen var i hvert tilfælde i top til denne indiske quartet, som præsterede at få den norske crowd i bevægelse, hvilket de her i Norge ikke er så stor fan af. Men på trods af den kollektive vrede over en halv ltr. øl til 100kr, fik Zygnema alligevel humøret i vejret i det mest larmende sted i Oslo i år, og leverede en kraftfuld koncert man ikke lige sådan glemmer.
Næste levende billede af en død gris, som min folkeskolelærer plejede at kalde mig, var Kristiansand-baserede Faanefjell, med vores egen danske Benjamin ?Syrtroll? Isar i forgrunden. Det norske black metal band, bestående af fem trolde, marcherede ind og blæste den sidste smule religion, der var tilbage i lokalet, ud af alle åbninger i bygningen, og mindede os om at hedningens time var kommet, og hvad Påske i hvert tilfælde ikke var længere. Energien var på sit højeste, da crowden fyldte sig foran scenen, og på opfordring fra Syrtroll, også foran baren, og glemte alt om vrede ølpriser, men fyldte i sig for den næste 35 minutters fest med fjældefolket. De vrede trolde trampede rundt, som tre bukke brose på en bro bedst gør det, og fik revet folk godt med på skrig og skrål, og knytnæver mod himmelen, som et hårdtslående bevis på at her kun herskede trold og mørkemænd.
Faanefjell leverede alt i alt et godt og underholdende show, og beviste for os endnu engang hvorfor de var vinderne af sidste års Metal Battle til Wacken Open Air 2012.
Mit første indtryk af Taake var overraskende positivt, og musikken faldt straks i min smag. Medlemmerne gik godt til biddet, og gav publikum hvad alle de runebeskriftede, t-shirtbærende metalhoveder havde ventet på. De mestrede deres optræden godt, lige indtil omkring slutningen, hvor mit indtryk af Taake skiftede markant.
Frontmanden Hoest, som jeg ellers havde synes vældig godt om, begyndte at te sig som en diva, som først kastede en mikrofon i gulvet, og derefter råbte og skreg som et trodset barn over, at mikrofonen var blevet slukket i faldet.
Til slut vælger han at afbryde en sang, fordi han kom skævt ind på den, og hele bandet går af scenen som de åh så trve kvlt folk de er. Før Hoest tager sin afgang, giver han os en racistisk joke for at slå i jorden hvor cool og edgy han er, og forlader scenen mens crowden ryster opgivende på hovedet.
Resten af festivalen blev jeg bla. positivt overrasket over Solstorm, som spillede en frysende doom metal, der satte mig i en dejlig, behagelig stemning mens de tunge og hårde toner rummede i mine øregange. Indtrykket var rigtig flot, og vokalisten gjorde et fremragende job omkring sig, for at sætte crowden i den velkendte stemning som doom giver.
Derudover var der Chrome Division, hvilket er det mere rockede band af Shagrath som er kendt fra Dimmu Borgir. Musikken var veldig catchy, og selv om jeg ikke havde hørt bandet før, blev jeg stående længe og nød de solbrillebeklædte rockmetallere.
Afsluttende band var dødsmetalpioneerene Deicide, der spillede temaet til min time lange ventetid på en taxi. Mine fødder var efterhånden smertende af de høje hæle, men disse sko var en nødvendighed hvis jeg skulle have en mulighed for at se Deicides grimme ansigt, og ikke ham foran?s nakke. Havde jeg givet mig tid til at nyde musikken, havde jeg sikkert haft et veldigt andet indtryk, men på dette tidspunkt tænkte jeg blot på at komme hjem at sove.
Så festlig er jeg.
Fredag:
Efter at ankomme forsinket, igen i dag, nåede jeg blot de sidste toner af Aeternus før Witchcraft gik på. Det var med en bittersød fornemmelse, at jeg begav mig ud i oplevelsen af denne svenske quintet, da mit hoved tidligere havde været strengt indstillet på de høje forventinger og glæder fra Ghost, som måtte aflyse i sidste sekund. Så jeg bed på musikken med negativitet over at folkene foran mig ikke spillede i flotte dragter og masker, men i stedet bare stod der i deres vanlige tøj og var vanlige og kedelige og slet ikke Ghost.
Denne attitude vedvarede i omkring tyve sekunder, plus minus. Ikke engang om jeg havde forsøgt, kunne jeg have holdt den længere. De flotte lyde og toner begyndte at tumle sig udover scenen og tryllebinde mig med deres hekserier, rev mig ind i en skøn stoner/doom rus, jeg ikke sådan lige kom ned fra igen, og sagte hviskede for mit indre at de der Witchcraft måske ikke var så slemme en erstatning endda. Først forsanger Magnus Pelander's underholdende, bløde bevægelser rundt på de skrå brædder, med hænder i konstant, glidende motion, og nærmest dansende vibrationer ned langs nerv og knogle, efterfulgt af en fantastisk vokal der slår stemmen på albummene helt af led, med afrunding af en dejlig, varm kop tunge riffs og fantastisk fremføring at et fejlfrit sæt. Hvad end Witchcraft havde brygget sig deroppe, så ud til at virke Inferno over, da publikum samlede sig foran Rockefeller-scenen, og vuggede sig selv fra side til side, mens nakken endnu engang blev motioneret og hår mod hår, mod hår, så fint blev båret af den tykke, sydende damp.
De havde koncerten hele vejen igennem, i forsanger Pelander's afvejende hænder, og forlod til slut scenen som et helende og trøstende plaster på såret Ghost havde revet op tidligere.
Jeg havde hørt meget positivt om Moonspell før koncerten, og så derfor frem til at opleve dette portugisiske, melodiske metalband selv. Og forventningerne blev ikke straffet, da scenen lyste op og ulvehyl bredte sig ud over salen. I starten havde jeg ellers været lidt skeptisk, da forsangerens ansigt havde sat sig i en vred grimasse, som om jeg ikke var velkommen her oppe ved hegnet. Men efter kort tid accepterede jeg citronfjæset, og da han takkede publikum og udtrykte sin glæde for at være her, måtte jeg bare sige til mig selv at jeg skulle acceptere folk som de så ud, og ikke dømme manden foran mig på andet end den fantastiske, klare vokal, som adskilte sig fra festivallens growl og skrig. Den fine lyd på Rockefeller gjorde underværker for dette band, hvor stemningen i den grad ligger i detaljerne, og med lidt hjælp fra den sødeste, ravnehårede, lille dame på vokal, blev jeg grebet af den magi disse fem mennesker præsterede at tryllebinde os med.
Jeg gik fra koncerten med stor nysgerrighed til bandet, og en iver i maven efter at høre mere.
Nede på John Dee var dette core-band allerede godt i gang. Før jeg fortsætter skal jeg understrege, at dette er egen subjektive smag og holdning, og altså ikke beskriver bandets optræden. Kort fortalt ved jeg ikke om det var fans eller band der var værst, men disse var i hvert tilfælde pioneerne indenfor alt forfærdelig metal i denne moderne tid, og nok det værste band mødt op på Inferno, med fans der latterligjorde sig selv til ukendelighed. Med det sagt, må jeg indrømme de godt nok fik tre-fem personer med, dog alt, alt for meget, til det punkt hvor mit kamera fik et slag så linsen gik i stykker. Denne detalje kan selvfølgelig også have noget at gøre med indtrykket. Energien på scenen var dog god. Det skal de have. Men jeg håber og beder til jeg aldrig får dem at se igen.
Sidste band på de mørke aftentimer blev Suffocation, som så lig alle andre bands på festivalen, var en gruppe jeg heller aldrig havde set live før.
At opleve Suffocation var meget blandet. For på den ene side var der dygtige musiker, der kunne deres til punkt og prikke, og havde styr på deres arbejde, hvilket førte til en gennemført koncert med fornøjelser i øregangene. Men på den anden side var det kun forsanger Frank Mullen, som faktisk præsterede at levere et aktuelt sceneshow. Nu er jeg jo en af de hurtige, der har fuld forståelse for hvorfor trommeslageren ikke lige smider sættet om halsen, og bevæger sig rundt i manegen, men at begge guitarister og bassist stod som frosset fast til underlaget, har jeg svært ved at finde interessant. Ja, jeg forstår det kan være noget af en omvæltning, når man er vant til 15 graders varme, og pludselig står på norsk grund i -5 graders frost. Jeg forstår at man så kan låse lidt i leddene,. Men jeg må ærligt indrømme jeg havde håbet på at det dødsmetalliske band ville tø lidt op i løbet af settet, og levere lidt mere action og lidt mere energi mod publikum, i stedet for blot være fem individuelle mennesker der spillede hver sit. Dette skete dog ikke, hvilket resulteret i at jeg kun havde mulihed for at nyde blot musikken, mens det var fuldstændig irrelevant om jeg stod forest op ad hegnet i crowden, eller om jeg stod tre etager oppe på tagterassen og tog en smøg. Dog tror jeg mine ører ville tage betydeligt mindre skade af sidstnævnte mulighed. Så efter en stund gjorde jeg netop det, og hørte resten af koncerten, med røg i lungerne og kaffe Bailey's i hånden, og det var sgu egentlig en meget fin afslutning på en god Fredag aften.
Lørdag:
Oslo blev, lørdag aften, lukket ned for trafikken, og en masse omkørsler og omveje måtte tages, samt lange bilkøer både ind og ud af storbyen. Dette betød jeg blev to timer forsinket, og nåede først at ankomme akkurat til de sidste sange af Solefald.
Jeg havde hørt positivt om dette stemningsfyldte band, og da jeg selv fik æren af at lægge øre og øjne til dem, kunne jeg ikke være mere enig. Jeg nød mig selv, mens jeg nød musikken, og min tilstedeværelse her midt i Rockefellers midte. Musikken skildte sig ud fra de forrige kunstnere jeg havde oplevet, da der var nogle meget melodiske temaer, og en smuk og drømmende, tung lyd over bandet, men samtidig de elementer vi kender fra den norske blackmetal, på en hel ny måde.
Jeg nød Solefald i stor stil, og var positivt overrasket over den specielle stemning den tunge, melodiske musik skabte. Dog blev jeg der ikke længe, da jeg på opfordring fra en medpassagér måtte tage på John Dee og se hvad der skete der.
Jeg havde egentlig ikke hørt om det her band før, men i bilen sad jeg som sagt med en mand, som fortalte mig at han havde spillet guitar i bandet nogle år tilbage. Han sagde jeg burde tjekke det ud, så uden nogen idé om hvad jeg ville opleve nede på John Dee, drog jeg derned, og gjorde mig klar med et glas vand mens jeg ventede.
Ikke mange sandkorn gik igennem timeglasset før bandet gik på, og i starten var jeg positivt overrasket, mest over en lækker, crunchy baslyd, som de fik frem i lokalet, men kort efter da en vokal begyndte, og jeg søgte rundt på scenen for at finde ud af hvem i alverden det var der sang. Der gik nok to-tre minutter, før jeg opdagede, at mikrofonen stod ved trommeslageren, og at det var ham der brølede mens han tordnede derud af på dobbeltpedaler, og dygtigt talent. Indtrykket af Diskord var straks i det positive, og den gode lydopsætning på John Dee gjorde alt andet end problemer for dette veldig faglærte band. Der var ikke så meget sceneshow, hvilket nok mest skyldes den dybe koncentration, men på trods af den manglende bevægelse, formåede de stadig at få publikum med og invitere dem ind i musikken, ulig Suffocation, som udførte samme dygtighed, men dog med en usynlig mur mellem scene og crowd.
Jeg nød Diskords musik i stor grad, og de tekniske færdigheder gjorde, jeg citerer min kæreste her, at alle der spillede eller ville spille et instrument, måtte forlade lokalet hvis de stadig ville beholde deres selvtillid og deres fremtidsdrømme i god stand. Så for at overleve nedgørelsen af dette fantastiske band, måtte jeg tage min en øl til, og græde indeni, mens jeg nød resten af settet fra Diskord's live-oplevelse.
Jeg er ikke den store fan af dette ikoniske band, men må dog indrømme at de alt i alt gjorde det godt. Sceneshowet var spændende og flot, med ild-elementer på scenekanten, som så også betød at vi fotografer pænt måtte stå i siderne og vente til fjerde sang, før vi fik adgang til fotopitten.
Mit første positive indtryk kom, da forsanger Satyr begyndte at tale til publikum, og udtrykke hans optimisme for at stå her i dag. Det gav en meget mere afslappet stemning over bandet, som jeg ellers havde fået indtrykket af som værende nogle rigtige divaer. Men da de slap deres famøse ydre, og indviterede publikum ind i dette mørke og kolde univers af Satyricon, var det som om koncerten blev mere af en helhed, og min respekt for dette band steg.
Der var aktivitet på scenen, ikke den højeste, men dog var den tilstedeværende, og alt i alt leverede Satyricon en helt udmærket koncert, som fornøjede de fans der var mødt op for at se bandet.
Inferno festival 2013 var nær sin afslutning, og på John Dee kunne man opleve sidste input af dette års Satan-påske. Det var good ol' Saint Vitus, som var kommet for at levere en god, gammeldags gang doom, og med de tunge, dybe toner, runde de tre dages skrig og skrål af, på en afslappende men medrivende måde.
Jeg har kun hørt lidt af bandet, før jeg mødte op nede foran scenen, men hold da fast, hvor skal jeg love for at jeg blev overrasket. Medlemmerne i St. Vitus er jo ved at være godt oppe i årene, men det satte ikke stopper for en guitar med Godzilla-lyd, eller den hæsbrølende stemme fra forsanger Wino. Dette er et band der har været gennem to reunitions, men den eneste måde at det kan mærkes, er på den store erfaring de har fra de tidligere år, hvor talentet, afslappetheden og sceneshowet kun er blevet bedre. Under koncerten holdte Wino og guitarist Dave en god kontakt til publikum, og sørgede for at joke og underholde mellem numrene.
Igen og igen blev der brokket over deres korte spilletid, som de havde fået på John Dee, og jeg forstår deres klager, for dette band burde bestemt have været på Rockefeller, og fået 1½ time, i min mening. De var så medrivende og havde så meget styr på deres performance, at man bare kunne være der, til stede, føle musikken og lade sin krop svinge på alle de måder den havde lyst til det.
Og da deres set burde have nået sin ende, var det som om alle i lokalet var udmærket klar over, at det ikke var sådan her man afsluttede en festival, og tog derfor et par sange over tid, til alles store fornøjelse.
For mig var dette doomband fra 1978 den perfekte måde at afslutte en god og hyggelig festival på, med kort reflektering på de tidligere dages events, og et godt "vi ses næste år" til alle de sortklædte, headbangende metalfolk, der var dukket op for at fejre påsken med at jage kristendommen godt og grundigt væk fra dette gudsforladte sted. Og tak Satan for det!