Alle er bange for noget

Folk tror, at det er løgn, når jeg fortæller dem, at jeg er bange for påfugle. Ikke desto mindre er det sandt, efter hvad jeg selv vil beskrive som en dybt traumatisk oplevelse i Randers Regnskov. Frygt er, hvad vi gør den til. Så jeg har lært at betragte påfuglen som en yderst flot fugl, så længe den holder sig langt væk fra mig. Med tryk på langt væk. Hvad relevans har det for Insomnium, tænker du sikkert. Jo, ligesom påfuglen kan finnernes musik være både aggressiv og skræmmende, men også betagende, når den folder sig ud. Hver sang har sit eget mønster, og Insomnium er et af de få melodiske dødsmetalbands, der aldrig har udgivet en dårlig skive. Deres nye konceptalbum, Netherworlds, kredser ifølge forsanger Niilo Sevänen om, hvordan kærlighed og død flettes sammen. Og hvis der er noget, som Insomnium mestrer, er det netop at forene brutalitet og skønhed. Lidt som en påfugl, bare med færre fjer og mere pedal.

Drøm stort og lev livet, før det er for sent

Ifølge Insomniums nye koncept er Netherworlds en underverden, vi ubevidst træder ind i, når vi drømmer. Men det er også de dødes rige. Et sammenflettet univers, hvor de levende kan møde afdøde familiemedlemmer, venner og kæledyr. Den eneste sikre ting i livet er, at vi skal dø, men vejen dertil er fyldt med så mange øjeblikke, at vi sjældent forstår deres betydning, før tiden er ved at rinde ud. Det er lige så meget et livssyn som et decideret koncept, men det er en smuk idé. Og potentielt en god undskyldning for at drømme om noget frækt. Finnerne har altid været mestre i at skrive stramme, veludførte riffs, og det har ikke ændret sig med Tomy Laisto på guitar, der har erstattet Jani Liimatainen, for Netherworlds er en utrolig god skive.

Efter en atypisk intro fra finnerne får vi førstesinglen ”Shadowlife”. Et fremragende nummer, hvor Ville Frimans rene vokal konstant skaber kontrast til Niilo Sevänens beskidte growls, mens den nye guitarist, Tomy Laisto, har rigeligt at se til – ikke mindst under en fantastisk afsluttende solo. Nummeret rummer hele tiden en snert af optimisme, et lille håb i mørket som understreget af lyrikken ’They say the night is strongest, but soon the sun is reborn’. En stærk åbner, der viser Insomnium fra deres bedste side. Heldigvis er det ikke en enlig solstråle i den finske vinter, men blot det første af flere excellente numre.

På ”The Hour Grows Late” har Insomnium slået pjalterne sammen med tre medlemmer fra Amorphis, heriblandt forsanger Tomi Joutsen, som efter min mening er en af de bedste nulevende metalvokalister. En smart beslutning og et herligt nummer, der skriger af nærvær og godt sammenspil. ”Gleam in the Black” fortjener også ros. Her får vi et af årets bedste og mest genkendelige guitariffs, som rammer plet fra første akkord. Et sindssygt vanedannende nummer, som allerede har flere end 150 afspilninger på min playliste.

Hvad fungerer så ikke? Introen på ”Remembrance” lyder mest af alt som en tynd kop te brygget på ”My Curse” af Killswitch Engage, et af metalcorens mest kendte numre. Vi får et klassisk 00’er-riff, som er blevet genbrugt så mange gange, at det snart burde få sin egen pensionsudbetaling. Her kunne der godt have været tænkt lidt mere ud af boksen. Men bortset fra denne intro og den atypiske åbner ”The Cold Song” er Netherworlds et herligt album.

Dødsens godt

Netherworlds er endnu et bevis på, at finnerne mestrer melodødsgenren, hvor melankoli og brutalitet går hånd i hånd. Med stærke riffs og en flot gæsteoptræden sætter albummet sig hurtigere fast i hukommelsen, end et brandmærke gør på huden. Vi skal alle sammen dø en dag. Netherworlds er god nok til at kunne blive spillet på vej hen til begravelsen, under præstens tale, under kisteløftet og endda komme med ned i kisten efterfølgende. Så god er den.