What do we say to retirement? Not today!
Hvis der er én ting, Cirith Ungol er dårligere til end at udtale navne fra Ringenes Herre korrekt, så er det at gå på pension. De har forsøgt hele to gange, men alligevel kan de ikke holde sig fra hverken pladestudiet eller scenen – og det er vi faktisk ret glade for! De gamle, gamle drenge nægter simpelthen at gå i graven, og helt ærligt, når man stadig kan spille og komponere på det niveau, som Cirith Ungol har holdt siden 1981, hvorfor så stoppe?
Kaos og konstanter
Vi lever i nogle vilde tider præget af kaos, uorden og forvirring. Vi skal hele tiden være klar til, at det, der var sandt i går, er løgn i morgen. Vi skal være parate til at forholde os til en storm af nyheder, informationer og opgaver – vi skal være omstillingsparate døgnet rundt. Derfor er det så uendeligt rart og trygt med konstanter i sit liv, og Cirith Ungol … de er en konstant! Det kan da godt være, at vi snart skriver 2027. Det kan da godt være, at den moderne metalscene er præget af kønsløse eksistenser med halstatoveringer, næseringe, grydehår og ankelsokker, som kun går op i breakdowns og deres egne navler. Alt det vil Tim Baker og hans følgesvende da skide højt og flot på, for de gør præcis, som de har gjort det siden altid. Du ved, hvad du får, når du sætter Cirith Ungol på, og All The Shadows er naturligvis ingen undtagelse. Klassisk storladen heavy metal med proto-doomede elementer. Som altid handler lyrikken om Elric of Melniboné fra Michael Moorcocks totalt underkendte fantasy-univers. Og som prikken over i’et, jamen, så er det fortsat Michael Whelan, der står bag albumcoveret. På mange måder er Cirith Ungol den musikalske pendant til at sidde og gense Friends for 666. gang, med tømmermænd på sin sofa en søndag formiddag, mens man gnasker sig gennem en nummer 17 nede fra den lokale møllehjulsfabrikant. Det er meget som at få et kram fra en god ven, man ikke har set længe. Det føles trygt og sikkert.
All The Shadows gør absolut intet, som bandet ikke har gjort mange gange før. Det er guitarlir i stride strømme akkompagneret af Bakers vokal, som mange nok vil beskrive af den slags, kun en mor kan holde af, men dem, der siger det, skal til ørelægen. Mandens banshee-vræl er på mange måder det, der altid har adskilt Cirith Ungol fra alle de andre morfar-heavybands. Dog forsøger han sig med noget skønsang på ”On Broken Wings”, og det skulle han virkelig lade være med, for det fungerer nul procent. Helt generelt er det nummer faktisk ikke særligt godt, med undtagelsen af c-stykket, som er drønfedt. Helt generelt er der ikke så meget fart over feltet på All the Shadows, som der eksempelvis var det på Forever Black, men der havde de måske også lidt mere, de skulle bevise, for når man sådan vender tilbage efter en pause på 30 år, er det vigtigt at slå til Søren. Til gengæld er bundniveauet højere her, selvom toppen måske ikke helt når derop, hvor den tidligere har været.
Reject modernity, embrace de gode gamle dage!
Cirith Ungol har gentagne gange vist, at de ikke er til at stoppe – og igen: Hvis man stadig kan og har, hvad det kræver, hvorfor så stoppe? Der er betydeligt mange andre bands, både ældre og yngre, som burde være stoppet for længst, men kvartetten fra Californien er bestemt ikke et af dem. Bevares, leder man efter et band, der tænker ude af boksen, har innovative ideer og gerne vil gøre tingene på en ny måde, ja, så skal man dælme ikke sætte Cirith Ungol på anlægget. Men nogle gange er det sgu rart at vende ryggen mod moderniteten og omfavne de gode gamle dage.
