Insomnium spiller koncert i Pumpehuset, København V .
Insomnium - Heart Like a Grave

Heart Like a Grave

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Spilletid:60:57
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Metal bias

Her på heavymetal.dk elsker vi Insomnium, og deres sidste tre udgivelser har alle fået ni eller ti kranier. Faktisk skal vi helt tilbage til 2004, før de fik en karakter, der var under syv – ergo har vi en klar bias omkring disse muntre finner. Derfor er det også med, lettere, skælvende fingre og spændte ører, at jeg angriber deres ottende album. Insomnium har altid gjort det, de selv mente, var det rigtige, og har aldrig rigtigt prøvet at passe ind et bestemt sted – og måske er det en af forklaringerne på deres succes? Men efter 22 år og syv albums, hvoraf de fleste er blevet rost til skyerne – så må man da have peaket som band… Eller?

Nyt blod, klassisk lyd

Hvis man holder Heart Like a Grave op imod deres forrige album, Winter’s Gate, så står det klart, at der er tale om et mere klassisk album og ikke ét langt nummer. 

Men frygt ej. Insomnium lyder stadig, som de skal, dvs. hæsblæsende, bombastisk og sønderrivende finsk melo-død dog uden keyboard, som ellers så ofte sniger sig ind i finsk metal. Men deres største styrke er dog stadig vokalen, der leveres af gode gamle Niilo Sevänen. Hans stemme er, for mig, lyden af Insomnium – hans stemme er så unik, at man altid kan genkende den. Det var også derfor, der ikke gik længe, før folk blev enige om, at han måtte være vokalen bag tegneserie-bandet Belzebubs, hvis debut Pantheon of the Nightside Gods udkom tidligere i år. Hans gutturale, dog alligevel utroligt forståelige, vokal er altid et hit. Derudover er musikken fortsat utrolig Insomnium-agtig, dvs. storladne numre med masser af plads til alskens musikalske udskejelser: akustiske instrumenter, tremolo-picking, blastbeats, growl, skønsang, bassoloer etc. Deres lydbillede er som en stor legeplads af lyd, tag fx nummeret ”And Bells They Toll”, hvor bandet virkeligt folder sig ud.

Dog bliver albummet lidt langt i spyttet mod slutningen, da de sidste tre numre (deriblandt titelnummeret) alle har en spillelængde på lidt over syv minutter. Det skal dog hurtigt siges, at der ikke er nogle dårlige numre på albummet – bestemt ikke, og hvis man er inkarneret Insomnium-fan, så vil man nok kun sætte pris på hvert sekunds akustisk guitars-plimren. Men hvis man skal tage den kritiske brille på, så må man erkende, at der godt kunne være blevet skåret et par minutter fra hist og pist.

Et grænseland

Ergo lander vi på otte kranier – i et grænseland mellem Winter’s Gate og Shadows Of The Dying Sun. Dette er et fremragende værk, men det er ikke det bedste, Insomnium har præsteret, der mangler altså et my af den magi, som er at finde på tidligere udgivelser. Men derfor er det stadig en rigtig god skive, og jeg bliver kun mere fan af Niilo for hver gang, jeg hører ham råbe af mig.

Tracklist

  1. Wall of the North
  2. Valediction
  3. Neverlast
  4. Pale Morning Star
  5. And Bells They Toll
  6. The Offering
  7. Mute Is My Sorrow
  8. Twilight Trails
  9. Heart Like a Grave
  10. Karelia

Tilføj kommentar