Luftkastel eller ej
Det er ikke mere end to år siden, finske Insomnium præsenterede albummet Heart Like a Grave. Et fremragende værk, hvor bandet endnu en gang cementerede at mestre kunsten at blande sart melankoli med iskold brutalitet. Argent Moon indeholder fire numre, og bandet har valgt at smide tre af numrene som singler på gaden før albummet udkom, så man kan føle, hvor stolte og tilfredse de selv var med resultatet – så er spørgsmålet jo blot, om den stolthed er forståelig eller blot et luftkastel?
Hvordan siger man Corona på finsk?
Insomnium er et band, jeg tit glemmer eksisterer, men de er altid en glædelig genopdagelse. Deres melo-døds-doom rammer altid plet, og trods det at du ikke kan svinge en død kat uden at ramme et finsk melo-dødsband, så lyder Insomnium helt særligt. Det skyldes især Niilo Sevänens fantastiske growl-vokal, som er så ikonisk, at selv når han er en tegneseriefigur, genkender vi ham øjeblikkeligt som en metal-Lars Thiesgaard. Som rigtig mange udgivelser fra dette år er Argent Moon et coronabarn, for når man nu ikke kan komme ud og turnere, hvad gør man så? Her virker det til, at det svar, metalverdenen kom med, var, at man enten kunne lave et sideprojekt eller ny udgivelse – og det har da vist sig, at en hel del bands havde lidt ekstra materiale gemt i glemmekassen. Det er dog ikke tilfældet her; alle fire sange er spritnye, påstår bandet, men de matcher dog alle lyd og stemning på Heart Like a Grave – hvilket personligt passer mig glimrende, da det var en herlig udgivelse med masser af skønhed og råhed.
Argent Moon byder derfor på klassisk Insomnium med storladne melodier, enorme omkvæd og tonsvis a melankoli. ”The Conjurer” og ”The Reticent” er de to store og tunge drenge i klassen med guitarlir, brølen og keyboard smurt ud i hele ansigtet, mens ”The Antagonist” og især ”The Wanderer” tager tingene noget mere langsomt. Her er fokus på stemningen, og man får associationer til både Katatonia og My Dying Bride. Ergo er EP’en ikke den hårdeste eller vildeste udgivelse, de nogensinde har udgivet. Derimod viser de en mere introvert og indelukket side af sig selv, men de forklarer også, at målsætningen var ”nordisk melankoli” (som godt kunne være IKEAs vinterkollektion) – og det er en stemning, de formår at ramme.
”The Conjurer”, EP’ens åbningsnummer, er det absolutte højdepunkt på udgivelsen og har alle de elementer, som er med til at gøre Insomnium til Insomnium – jeg vil faktisk gå så vidt at påstå, at det er et decideret smukt nummer skabt til både at kaste horn og svinge nakken, men også til at stå med en højthævet lighter side om side med tusindvis af andre koncertgæster. De tre andre numre er også udmærkede, men ikke nær så gode. Det havde dog også været tenderende mirakuløst!
Mission fuldført, men…
Insomnium har derfor lavet en værdig opfølger til Heart Like a Grave, de genopfinder dog ikke den dybe tallerken, men når nu missionen var at kigge tilbage i stedet for frem, så giver det jo perfekt mening. Jeg kunne måske have fortrukket et lidt større fokus på melo-dødsdelen i stedet for doom-delen, da der går lidt for meget lejrbål i den til slut med ”The Wanderer”, men de to dele er nu engang bandets DNA, og man forlanger jo heller ikke, at en fisk skal klatre i træer.