Hypocrisy - A Taste Of Extreme Divinity

A Taste Of Extreme Divinity

/ Warner Music Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Death metal
Spilletid:50.04
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Svenske Hypocrisy har efterhånden 19 år på bagen, og alligevel har jeg indtil nu stort set kun kendt dem af navn. Ud fra det af deres ældre materiale, jeg har lyttet til på nettet, er det mit indtryk, at deres nye udgivelse "A Taste of Extreme Divinity" fortsætter den stil, de har lagt for dagen på deres seneste udgivelser, hvoraf det sidste reelle album, "Virus" er helt tilbage fra 2005. Pausen skyldes vist bl.a. forgrowler og guitarist Peter Tägtgrens engagementer andre steder (som producer, i det goth- og industrialprægede Pain m.m.). Under alle omstændigheder er "A Taste of Extreme Divinity" en ganske fængende blanding af dødsmetal i den lidt mere melodiske afdeling (omend der ingen rene vokaler er) og elementer af power og thrash metal.

Rytmisk er der masser af afveksling hele albummet igennem, fra den hurtige, halv-grindede start på "In the Valley of the Damned", hvor dobbeltpedalerne dog lidt over halvandet minut inde kommer til deres ret i et cool medrivende groove (der i lige så høj grad af drevet af guitar og bas), over et nærmest Amon Arnath-agtigt "rytter"-beat på "Solar Empire" til den mere doom'ede puls i starten af "Taste the Extreme Divine". Læg dertil ind imellem masser af varierede dødsmetalgrooves i forskellige tempi. Et nummer som "Weed out the Weak" byder på til tider nærmest progressivt spil (i alle instrumenter) og kommer hele vejen rundt om grind- og blastbeats, passager à la Dimmu Borgir i det knap så blackagtige hjørne og tillige en flot iørefaldende guitarsolo, mens f.eks. "Alive" er et eksempel på bandets evne til at indflette power- og thrash-fornemmelser i musikken. Trommeslager Reidar Horghagen har selvfølgelig en del af ansvaret for de mest groovy passager, men både Tägtgrens guitar og Mikael Hedlunds bas ligger lækkert ovenpå. Sagt på en anden, mere gammeldags måde: "A Taste of Extreme Divinity" swinger simpelthen.

Produktionen er god - klar og med et godt rum omkring instrumenterne, hvor der også af og til bliver plads til en smule diskret keyboard, men alligevel tung. Peter Tägtgren har et fedt og afvekslende growl, og i hvert fald de første 8 numre minder ikke for meget om hinanden. På de sidste tre numre keder jeg mig imidlertid en smule - ikke fordi numrene isoleret set fejler noget, men efter både "The Quest" og "Tamed-Filled with Fear" har jeg en fornemmelse af, at nu er albummet færdigt... men så kommer der alligevel lige en sang mere. At netop disse to numre og det afsluttende "Sky's Falling Down" har visse harmoniske ligheder, bidrager måske også til tomgangsfornemmelsen, men primært tror jeg, det har noget at gøre med rækkefølgen af numre. Dette er dog ikke nogen lammende kritik af Hypocrisys nye opus, og jeg vil bestemt anbefale, at man tjekker albummet ud, hvis man holder af stilen.

Tilføj kommentar