Jeg har været i Amager Bio et antal gange, som jeg lige akkurat stadig kan tælle uden at skulle tage sko og strømper af. Alligevel blev jeg mødt af de to dørmænd med den sædvanlige joke, og en bekendt, som jeg mødte derinde, hilste da også på mig og min medbragte fotografkollega med ordene: 'Er det nu jer igen?' Og ja, det var det. For når Abbath og Vreid spiller op til dans i påsken, ja, så er det med at rejse sig fra dyngen af chokoladeæg og snaps og drage mod de hellige haller. Nå ja, Vomitory og Hypocrisy var der også, mere om det senere.
Vomitory
Hvis jeg skal rose Vomitory for noget, de gjorde perfekt, så var det at gå på til tiden. Præcis 18.50 spillede de op med ægte, ufortrøden og klassisk svensker-død. Absolut ingen dikkedarer eller fine fornemmelser, eller variation for den sags skyld, dog med undtagelse af nummeret “War Unbound” fra den kommende plade, som lød markant mere som en Bolt Thrower-kopi end motorsavsdød fra Stockholm. Vomitory har, i grove træk, spillet siden 1989, ergo er bandet og jeg lige gamle – og med tanke på det, så er der egentlig vildt nok, at de kun lige akkurat måtte få 25 minutter at spille i.
Til trods for den gode start med at gå på til tiden spillede bandet uden skyggen af glæde eller glimt i øjet. Det var helt utroligt kedeligt, og selvom der dkom en enkelt bemærkning om, at de spiller gammelt lort og ægte svenskerdød, så var den eneste respons fra publikum et nik eller to, samt en enkelt herre der af fulde lungers kraft brølede 'Systembolag!' Lydmanden var bestemt heller ikke på Vomitorys side, instrumenterne gik klart igennem, men man kunne absolut ingen vokal høre – bortset fra når han altså skulle snakke til os.
Med andre ord, så kom, så og gik Vomitory igen. Aftenen kunne kun blive bedre herfra.
Vreid
Når Vreid er gode, så er de rigtig gode. Desværre har de sidste par år været nogle af dem, hvor de netop ikke har været særlig gode. Men man kan sagtens slippe af sted med at udgive ringe plader og så levere fantastiske shows, hvilket de fire herrer fra Sognadal beviste her til aften.
Til tonerne af det komplet ligegyldige David-Lynch-på-skovtur-instrumentalnummer, “Kraken”, fra bandets nyeste skive indtog Vreid scenen – og derfra gik det stærkt. Ulig Vomitory, så var Vreid kommet for at danse, feste og generelt sparke røv. Bandet havde lige akkurat fået 35 minutters spilletid, så hvert sekund skulle udnyttes.
Vi fik de gode numre fra den nyeste plade, hvoraf titelnummeret blev dedikeret til Ozzy Osbourne, men også det gedigne nakkeknækkernummer “Lifehunger”. Der skal derudover lyde en enorm ros til deres trommeslager, for selvom han til forveksling kunne ligne vores fungerende udenrigsminister, så spillede han som ind i helvede – føj, hvor var han vild at se på!
Spilleglæden strålede ud af Vreid, og der var rigeligt med publikumsinteraktion. Man fornemmede godt, at Vreid ikke er det mest trve band, der findes, trods sine sorte rødder – det var generelt lidt aftenens tema, men det kommer vi til. 35 minutter var alt, alt for lidt til Vreid, og de virkede faktisk også kede af, at de skulle gå af, da de skulle, og jeg savnede da også nogle af deres allerstærkeste numre som “One Hundred Years” eller “Socrates Must Die”. De kunne nemt have fået 10-15 minutter til, eller måske skulle de bare have snuppet de 25 minutter fra Vomitory.
Abbath
Abbath er en legende på metalscenen og har været det siden 1990'erne. Han er på alle måder en mand, der aldrig har fået at vide, at black metal skal være ondt, seriøst, introvert og misantropisk. Manden er en rendyrket entertainer, og det er tydeligt, at hans store idoler hverken er Satan eller Anton LaVey, men derimod folk som Ace Frehley, Lemmy og Michael Schenker.
Personligt havde jeg håbet, at han denne aften havde valgt primært (læs: udelukkende) at spille Immortal-numre – og jo jo, jeg ved godt, at han netop lige har været på en tour, hvor det var tilfældet. Men faktum er, at hans eget solomateriale virkelig er en tynd kop te målt op mod det, han og Demonaz tidligere har bedrevet. Dette var desværre ikke tilfældet denne aften, men omvendt, så beviste Abbath, at det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad han spiller – han skal nok sørge for, at det bliver underholdende.
Jeg har aldrig fnist eller grinet så meget til en black metal-koncert, som jeg har her – og det skyldes udelukkende Onkel Abbath. Det siges, at han er tørlagt, men jeg har sgu mine tvivl, for jøsses, hvor han dog tumlede rundt og generelt opførte sig præcis lige så åndssvagt, som man havde håbet på. Manden er en klassisk rockstjerne, bare med panda-makeup og en alt for stram læderbuks. Han og hans kumpaner spillede alle fuldstændigt eminent, og det var både humor og showmanship, der fik lov at være i højsædet. Lyden var desværre ikke specielt god, især lød lilletrommen helt utroligt ringe, men i det mindste spillede de åndssvagt højt.
'Kamelåså!' råbte Abbath som en reference til den klassiske norske sketch, hvilket blot understregede, hvor stærkt et publikumstække manden har. Folk responderede gentagne gange ved at skråle 'Abbath!', og hver gang det skete, tog han imod ved at tage hånden op til øret, hvilket fik folk til at råbe igen – enkelte råbte dog også 'kebab', man må antage, de var gået forkert. Desværre blev ikke til mange Immortalsange (det blev faktisk til nul), men skidt pyt, når man er så underholdende og stærk en persona, så er det sgu lige meget, hvad man spiller.
At Abbath ikke var hovednavnet, er egentlig en gåde, ligeså kunne jeg slet ikke se, hvordan i alverden Hypocrisy ville toppe denne koncert – eller Vreid, for den sags skyld. Spoiler: Det kunne de heller ikke.
Hypocrisy
Efter hvad der føltes som en evighed, indtog de svenske X-Files-dødsmetallere endelig scenen. Og hvis man troede, at Abbath spillede højt, ja, så kunne man da godt tro om igen – for er du da sunshine, hvor havde Hipocrisy dog fundet en ekstra volumenknap frem! Av!
Lyden var dog markant bedre her end hos føromtalte nordmænd, hvilket da altid var noget, når nu det skulle være så absurd højt.
Hypocrisy spillede fantastisk flot og godt, og de er jo mestre udi teknisk sci-fi-melo-død, så der var ikke en finger at sætte på deres tekniske formåen.
Desværre var det ikke en ret spændende koncert, og svenskerne gjorde virkelig ikke meget væsen af sig – bevares, de var markant mere livlige end Vomitory, men det siger heller ikke ret meget. Jeg tror, jeg har oplevet moselig være mere levende end dem.
Jeg er helt med på, at Hipocrisy var hovednavnet, men jeg er slet ikke med på hvorfor. Deres materiale er slet ikke spændende nok til at få så meget tid på en scene – og ej heller var deres optræden.
Teknisk snilde alene skaber ikke en god koncert, og det hele virkede da også ganske rutinepræget, som om det her bare var endnu en koncert for de svenske ufo-entusiaster.
Så sandheden er derude, og det er, at Hipocrisy leverede en fin, men kedelig koncert.
Ergo var aftenens tema, ganske ironisk, at dødsmetallen fik lov til at være introvert og kedsommelig, mens black-metallen fik lov til at indtage dansegulvet og feste igennem. Ganske ejendommeligt, egentlig.
