Begravelsesoptog i ondsskabsfuldt dødsmetaludspil

Det svenske dødsmetal band Bloodbath har været i omløb siden 1998, og selv om bandet formelt blot er et sideprojekt begynder bandets udgivelseskadencen nu mere og mere at ligne et traditionelt bands sædvanlige bagkatalog. Bandet er også snart aktuelle på vores fælles sommerudflugt på Refshaleøen, så der er alt mulig grund til, at følge trop og hægte sig på dette morbide begravelsesoptog. 

Uhygge kombineret med en makaber atmosfære

Bandet er oprindeligt dannet ud fra en fælles passion for god svensker død med landsmændene Entombed som referencer. Dén mission har ikke forandret sig nævneværdigt siden. Bandet består af medlemmer fra Katatonia og Opeth, men størst fokus har i denne forbindelse været på ny mand på vokal; Nick Holmes fra Paradise Lost. Ikke mindst forbi manden ikke kan knyttes sammen med et godt gammeldaws gnavent growl siden 1992 Paradise Lost's "Shades of God”.

Ligesom mange andre frygtede jeg derfor, at Åkerfeldts afgang ville reducere bandet til statister, men det er heldigvis ikke tilfældet.
Bloodbath er hverken blevet elektroniske eller har ændret ophav. Generelt har bandet blot bibeholdt deres styrker, og måske ligefrem oprustet på et par fronter.

Mørkt og beskidt

Albummet er muligvis blandt bandets mørkeste og mest beskidte. Her er både dødsmetal kombineret med doomy tunge riffs. Men mest fremtrædende er en grundlæggende uhygge kombineret med en makaber atmosfære. Albumtitlen matcher musikken - og hvad så med ham Nick Holmes?

Nick Holmes er tilbage med en hæs growlende vokal. Ikke branchens bedste på nogen måde, men ond, ond ondskabsfuld og passer fint til resten af udtrykket. Det leder tankerne i retning af Vaders halvt talende og growlende dødsmetal vokal. Det slipper Holmes godt fra, uden dog, at overtrumfe nogen. Men af frygt for hvordan det kunne være gået, er der god grund til at være tilfreds.
Det skal blive interessant at se ham på en scene sammen med resten af bandet på Copenhell. At dømme efter pressebilleder og videoer kan vi forvente et noget mere ondskabsfuldt setup i forhold til den ekstraordinært ekstroverte Åkerfeldts små sjove gags mellem numrene.

Ikke smukt, men smukt udført

Albummet er indspillet i Ghost Ward Studios og City of Glass Studios i Stockholm, og mixet af David Castillo. Efter at jeg forlod min anmelderkopi og søgte hjælp på en streamningstjeneste opdagede jeg, at de to har ramt produktionen ganske godt og understøtter hvad man kan forvente inden for genren. Det er ikke smukt, men det er smukt udført.

Albummet er i sin helhed en god og helstøbt oplevelse. På den positive sider skal nævnes, at Nick Holmes tilføjer en ny dimension til bandets udtryk, og vekselvirkning mellem total dødsmetals overstyring og doomy tungt metal er fint afmålt. Titelnummeret er muligvis bedste eksempel på dette, mens `Famine Of God's Word´ også kan nævnes.

Nogle anmelderkollegaer snakker om, at dette kunne være et af årets bedste dødsmetal udspil. Dertil er jeg nu ikke kommet, og kommer der næppe. Men det er afgjort svært at finde saglige og tungtvejende grunde til at snige sig uden om dette stykke ondskabsfulde svensker død.