At vågne brat
Bare fordi man godt kan lide at spille tungt, betyder det ikke, at man ikke også kan spille hurtigt. Bare se på Matt Pike, der, udover High On Fire, også er ansvarlig for Sleep. Sleep er, groft sagt, bare en langsommere og meget mere syret udgave af High On Fire, som er bandet, hvor frontmanden får sin kærlighed til Motörhead vakt til live. Dog kan det være svært at se fidusen i konceptetet, hvis man ikke helt deler begejstringen. Men selvom de på intet tidspunkt lægger skjul på, at de i allerhøjeste grad har ladet sig imponere af de gamle drenge fra London, er det mere end blot et hyldestband.
I røg og damp
Pladen læner sig tungt op ad thrashen, og det hele emmer af en aggressiv whiskeybrandert med tilhørende opfordringer til nævekamp. ”Steps Of The Ziggurat”, som de spillede til UG i Pumpehuset, slæber sig af sted med en hjemsøgt Matt Pike i spidsen mod et crescendo af buldrende trommer og strømførende riffs. Hele albummet summer og kradser som en sweater af ståluld i en elektrisk storm, og jeg mindes, hvorfor de brændte sig ind i min hukommelse i første omgang for seks år siden. Når de er stærkest, er de i stand til at få mig til at sidde stille, holde kæft og bare lytte, mens de uhindret hælder tung honning i mine ører. Distortion er godt, men mere distortion er meget bedre.
Men med 20 år på bagen kan der godt blive tærsket langhalm på det velkendte. Monotonien sniger sig ind, og med den, også realiseringen af hvorfor det aldrig blev til mere mellem High On Fire og mig. Jeg er bare ikke så vild med bar mave og whiskeyånde, som Matt er, og særligt titelnummeret ”Electric Messiah” er bare Motörhead på MERE speed. Lædervest, tung røg og noget til næsen er velsagtens en glimrende opskrift på en aften i byen, men det er ikke noget, man gider hver evig eneste weekend. Derfor kommer jeg kun til at høre Electric Messiah i små bidder, da lædervest og balalajka-mel for længst er lagt på hylden til fordel for en strikket vest, tung røg og en lille lur på sofaen.
Rock og rul
High On Fire lyder, som da jeg hørte dem for første gang for seks år siden, så jeg fik, hvad jeg forventede. Men om det for kendere er godt nok, skal jeg ikke kunne sige. At kunne se forskel på forudindtagethed og forventning kan være svært. At få bekræftet en anelse er ikke udelukkende negativt. Er Electric Messiah en god plade eller en dårlig plade? Alt er relativt. Nogle foretrækker deres stoner-metal bøllet, mens nogen foretrækker det mere stenet. I min ydmyge optik findes der mange andre mere interessante muligheder for at få stillet sin fuzz-trang end lige her, men uanset om man er til det ene eller det andet, kan man ikke komme udenom det faktum, at Matt Pike giver den hele armen på en udgivelse, der nok skal fyre op under festen.
