skribent søges
Enslaved og High On Fire - Pumpehuset - 29. september 2018
High On Fire

Enslaved og High On Fire

Pumpehuset, København V

Grundet logistiske udfordringer, har vi beklageligvis ikke kunne anmelde Krakow.

Den proverbiale røg lå tykt over Pumpehuset, da High On Fire satte ild til publikum

”Den her sang handler om tjald”

Jeg har flere gange undret mig over, hvordan i alverden man kan retfærdiggøre at sætte de ukronede konger af stoner sammen med de ukronede konger af ekstrem-prog og forvente, at folk ikke studser over blandingen. Det er et spørgsmål, der var på manges læber i løbet af aftenen, men efter tågerne er lettet, er det nærmest ligegyldigt. For hvad jeg end måtte have haft af vage indvendinger, blev de kørt fuldstændigt over, af den energi og overlegenhed Matt Pike & co. lagde for dagen.
 

”We love you, Matt!”

Fra det øjeblik d’herrer High On Fire betrådte scenen i Kransalen, til det sidste riff ringede af, var der ikke andet end kærlighed i salen. En veloplagt Matt sørgede for at holde ild i piben, og var der ikke fyldt ved showstart, blev der det lige så stille under første nummer. Men selvom mit kendskab til trioen før showstart var minimalt, stod det ikke i vejen for, at jeg kunne forelske mig i deres tunge toner. Mine noter bærer dagen derpå præg af en lettere imponeret feltarbejder, for ord som ”dejligt svinsk” – brugt om ”Fertile Green”, der minder om alt, hvad Phil Anselmo har rørt ved i sludgekassen, og ”snusket tråd” om ”Rumors of War”, springer i øjnene. Der var alt godt fra ziplock-posen, og vi blev trakteret med hele tre numre fra deres kommende plade, hvoraf det sidste nummer på programmet, naturligvis blev dedikeret til forbilledet Lemmy.

Flere gange måtte jeg lade mig rive med af deres hypnotiserende, uldne lyd, og især ”Steps of the Ziggurat” fra den kommende plade gjorde et behørigt indtryk. Matts kække kommentar om, hvordan bands altid siger, at de har noget særligt til publikum, hvorefter han selv spillede rollen som de forkælede fans, der ”har hørt den frase før”, var med til at understrege den gode stemning band og publikum i mellem. Der var plads til en enkelt fodfejl i starten af ”Blood From Zion”, men jeg bemærkede den såmænd ikke, heller ikke da de selv gjorde opmærksom på den. Det lader mig forstå, at de som band sætter standarden højt for hinanden, og den blev holdt hele vejen igennem. De spillede næsten lige så godt, som de gør hjemme i min stue, og selvom jeg nok aldrig kommer til at lære deres bagkatalog at kende udenad, har de under alle omstændigheder fået slået kløerne i mig.
 

Slangen i paradis

Skal jeg dog være helt ærlig, synes jeg koncerten ind imellem stod lidt for stille. Som udgangspunkt er High On Fire lidt et festband, og selvom de er dygtige, også rent teknisk, så blev det til tider en monoton affære. Bevares, der var masser af lejlighed til at øve sit slowbanging, men når de bare høvler derudaf på bedste Motörhead-facon, så kunne jeg lige så godt have været til coverband-koncert. De har en masse interessante riffs, der i den grad også gør sig godt live, så med en smule mere omtanke for sætlister og eventuel ensformighed i lyden, kan de sagtens rage sig en topkarakter til, næste gang jeg deltager i deres underholdende show.

8/10

Enslaved kom, så, og gik igen.

To ud af tre

Enslaved har fødderne på dansk jord hele tre gange i år, og lørdagens koncert stod højt på ønskelisten, efter den lidt for sene og lidt for korte koncert på sommerens Copenhell. Som sådan blev forventningerne indfriet rent musikalsk, men endnu en gang måtte de fremmødte tage sig til hovedet over aftenens forløb. For ikke nok med, at de to headlinere egentlig ikke havde det store til fælles, så var aftenens andet hovednavn alvorligt stækket både tidsmæssigt, men indledningsvis også rent lydmæssigt.
 

Mere vil ha’ mere

Forud for koncerten herskede der en del forvirring om, hvornår showet egentlig startede. Ifølge tidsplanen skulle nordmændene invadere kl. 23.00, men på en oversigt over aftenen, stod der kl. 22.30. Det afstedkom en del forvirring hos undertegnede og den medbragte fotograf, men uanset starttidspunktet, kan vi hurtigt blive enige om, at 55 minutter på ingen måde er nok. Lidt hurtig hovedregning ud fra sætlisten giver 45 minutters musik i alt, og der er derfor sat godt og vel 10 minutter af til kommunikation og bifald. Når man hedder Enslaved, kan man i sagens natur ikke koge musikken ned til så lidt, og den generelle konsensus var, at koncerten sluttede, netop som alle var varmet godt op.
 

Men al brok til side, så slap de nådigt fra mødet med Pumpehuset. Indledningsvis var der nogle lydmæssige udfordringer, der resulterede i, at clean vocal-passagerne i ”Ruun” forsvandt totalt, og kun Grutles grumme growl skar igennem. Heldigvis fremstod lydbilledet overordnet mere harmonisk end High On Fires som til tider blev lidt skingert, og det er et stort plus. Enslaved spiller kompleks musik, og vi fik temmelig mange detaljer med – deriblandt den mundvandsfremkaldende keyboardsekvens på mægtige ”Sacred Horse”. Den fik mig til at lægge min sorte bog fra mig et øjeblik og bare nyde musikken. Men fordybelsen i de lange instrumentale passager blev desværre forstyrret af folk, der tog det som en opfordring til at tale ind over musikken – dog opvejede glæden ved at se de øvrige gæster overgive sig til tonerne af en godt sammensat sætliste, den momentale irritation ved andres højlydte small talk. Lyden blev bedre i løbet af showet, deres nye trommeslager udførte atter sit job til topkarakter, og det er så hyggeligt at høre nordmænd tale dansk. Aftenens store (positive) overraskelse var ”Havenless” der, ifølge manden på scenen, ikke er et nummer, de spiller ofte. De har aldrig spillet den på dansk grund, så jeg kunne ikke lade være med at nyde den ekstra meget, og et hurtigt blik rundt i salen lod mig forstå, at jeg ikke var den eneste, der blev glad(ere).
 

Skuffejern

Men lige pludselig var det slut. Bare sådan. Intet koket ”tak for i aften, medmindre I klapper os tilbage på scenen”. Ingen encore, ingenting. Kun undren og en langsomt voksende frustration blandt de mange fans. Jeg må indrømme, at jeg som fan deler skuffelsen ved at blive spist af med en sætliste på seks numre, og som anmelder synes jeg, det lidt at tage pis på betalende gæster at spise dem af med en festivalslængde koncert. Utilfredsheden til trods, skal de dog stadig roses for deres tekniske overlegenhed, deres velskrevne musik og det faktum, at de i de mindste ikke virkede ligeglade med de mange publikummer, der mødte op til det første stop på touren.

Fotos af Lasse Jacobsen. Billeder kan ses her!

7/10

Tilføj kommentar