Arven fra Lemmy
Jeg var ikke vildt begejstret for High on Fires seneste album, Cometh the Storm, der udkom tidligere i år, men alligevel var det her en af de koncerter på årets Copenhell, jeg havde set allermest frem til. Uanset hvad man mener om deres udgivelser, og hvilken konstellation High on Fire er stillet op i gennem tiden, er Matt Pikes evner udi livekunsten jo legendariske. En lørdag aften på Pandæmonium var vel det perfekte tid og sted at bevise netop det. Med et blik på Copenhells noget alternative program for i år var vi givetvis også mange, der havde brug for at få skyllet de moderne og såkaldt progressive tendenser ned med noget beskidt, sludget heavy rock fra Lemmys åndelige arvtager.
En udvandring af bibelske dimensioner
High on Fire gik på scenen til masser af fuzz fra den store mængde af Orange-forstærkere på scenen, og så fik de ellers sat gang i den forventede fest med ”Burning Down”, et af de få rigtigt fede numre fra den nye udgivelse. Det blev hurtigt klart, at også live serverer High on Fire den lækreste guitartone, man kan opdrive på denne side af dommedag. Heller ikke denne koncert slap dog helt for lydproblemer, for så snart sidste riff fra en uhyre skarpt leveret ”Burning Down” ebbede ud, klagede bassist Jeff Matz om manglende lyd i sine monitorer. Det var ikke første gang, vi hørte den klagesang denne lørdag.
De gode takter fortsatte med blandt andet den orgastiske, jammede afslutning på ”Last” og især med ”Cometh the Storm”s fantastiske riffs, der fulgte lige efter. Her blev det helt tydeligt, at High on Fire er langt mere end et Matt Pike-soloprojektet; de er rent faktisk et ægte band. Eminente trommer fra Coady Willis og lækker bas fra førnævnte Matz fik frit spil sammen med Matt Pikes syrede guitar. Matz formåede endda at spille både fire- og seksstrenget på sin doubleneck-bas samtidig! Herefter fes gassen desværre langsomt af ballonen, og senere skulle det gå deprimerende hurtigt. De første tilskuere begyndte allerede nu at sive over mod Helviti og Tool, der skulle på lidt senere. Om Pike & co. lod sig påvirke, ved jeg ikke, men galt gik det i hvert fald.
”Rumours of War” bød på masser af fart, men lav respons, og under ”Fury Whip” fik vi godt nok det største circle pit foran scenen, men længere bagud fortsatte udvandringen, som om Moses førte an. Pike fortsatte dog, tilsyneladende helt uanfægtet, og optrådte naturligvis i bar mave – ’warts and all’, som man beskrev hans store forbillede, Lemmy Kilmister. Sådan set cool nok at holde fast i den formel, men jeg behøver egentlig ikke at genkalde mig billedet af Matt Pikes håndværkerrøv blæst op på storskærme lige foreløbig. Da vi endelig nåede til den fantastiske ”Snakes for the Divine” foran et halveret publikum, troede jeg, det var så god en afslutning, som det nu var muligt at opnå under de efterhånden håbløse betingelser. Desværre havde High on Fire helt mistet realitetssansen, og gav os helt mekanisk en sang mere. Det gjorde kun ondt værre, for udvandringen blev nu så markant, at det var decideret pinligt.
Det skulle være så godt …
Pikes stemme var stadig for vild, hans guitarspil så syret som altid, og i hvert fald de første 20-25 minutter spillede gruppen som nævnt fantastisk. Der blev desværre aldrig det samspil mellem band og publikum, som Copenhell-oplevelser ellers er så rige på, og masseudvandringen hev støt og roligt energien fuldstændigt ud af en koncert, der startede fint, men endte med at blive en fuser.
