En global bersærkergang
Efter at have lyttet sporadisk til bandets 2015-album, Absolute Hope Absolute Hell, blev det en sen nattekoncert på Wacken Festival, der overbeviste mig om Fit For An Autopsy’s potentiale. De få mennesker, der stadig var i live klokken 1:30, obduceredes på stedet af amerikanernes groovede deathcore. Ulig flere af deres genrebrødre og landsmænds musik er der dog mere end bare brutalitet i dette bands breaks og broer. Inspirationen fra det progressive felt – a la Gojira, Opeth og Meshuggah – er blevet tiltagende tydelig siden da, og med bandets anerkendende nik til Australiens deathcorescene har musikken fået stærk global appel. Jeg sad derfor spændt klar ved højtalerne, da den aktuelle plade, The Sea Of Tragic Beasts, kastede sin skygge på det seneste efterår.
Tyktflydende dræberprog
Der findes efterhånden utallige bud på vellykkede krydsninger mellem dødsmetal og progressiv/teknisk metal. De er ofte udtryk for en smuk symbiose, der opstår mellem det simple, tunge, brutale metal og det stemningsvarierede, pludselige og eksperimenterende prog – som en opdagelsesrejsendes konfrontation med et altædende bæst. Hvordan passer The Sea of Tragic Beasts ind i dette? Albummet agerer hverken teknisk djent-musik eller tro Gojira discipel. Musikken tager derimod med konstant snerrende, dybe growls og eksplosive trommerytmer udgangspunkt i moderne deathcore. Oven på denne bund tilsættes stemningsfyldte, groovede guitarriffs, der sammen med de til tider tekniske taktarter giver sangene et progressivt udtryk. Især med guitarspillet på ”Napalm Dreams” males der med den tykke progressive pensel. I den anden grøft finder man den hårdtslående ”Warfare” med sine lækre, tunge breaks, som har en perfekt anledning til krigsførelse i moshpitten, når sangtitlens kommando vredt udstødes.
Balancen mellem det dyriske og det sofistikerede er blevet forskubbet på The Sea Of Tragic Beasts i forhold til tidligere albums. Produktionen er mere mudret og det hidtidige fokus på knivskarp riffeksekvering er blevet tilsidesat til fordel for en mere sumpet stil. Dette klæder albummets mere proggede udtryk, og lader Fit For An Autopsy rykke sig tættere på sine progressive inspirationskilder. I passager som broen på nummeret ”Mirrors” sejrer den nye retning med sin drømmende atmosfære. Konsekvensen bliver dog et mindre tab i mosh-faktor for de simplere passager, der ikke står helt så brutalt, som de har gjort på f.eks. ”Absolute Hope Absolute Hell” og ”Heads Will Hang” fra tidligere albums. Ikke et radikalt skift, men alligevel noget, der lader albummet skille sig ud fra sine forgængere.
Dystopiscenarier og udforskning af sindet og livets mørkere sider er som ofte omdrejningspunktet for lyrikken; der bliver i stadig højere grad kigget indad. Psykens dystre vandreture besøges og de smertefulde konsekvenser heraf brøles ud. Efter ture ind i mørket kigges der udad igen på en verden, som lyrikkens fortæller ikke har meget tilovers for. Bliver det for sortseende? Det skal det være med Fit For An Autopsy. Bliver man træt af at føre krig mod verden, kan man halvvejs gennem albummet sætte lidt Avantasia, en Volbeat single eller noget andet kærlighedsmetal på, før man igen lader sig opsluge af drømme om napalm, desperation og social krigsførelse.
Endnu en succesfuld plade
The Sea Of Tragic Beasts fremstår som et godt bud på en kontrast til alle de klassiske ekstremproggeres stadig lækre, men efterhånden knap så ekstreme numre. Bandets udgangspunkt i ond deathcore er stadig tydeligt og er livskilden til magien i det maleriske lag af progmetal, der pensles henover. Fit For An Autopsy bekender sig i højere grad til det penslede lag, men gør det på elegant vis, uden at musikkens grundelementer går tabt. Endnu en plade, der retfærdiggør deres stadig voksende rolle for moderne deathcore.
