Bound In Fear - The Hand of Violence

The Hand of Violence

· Udkom

Type:Album
Genre:Deathcore
Spilletid:43:38
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Bunden er lagt

Med udgivelser fra både Whitechapel, Carnifex og Thy Art is Murder har 2019 allerede vist sig som et fantastisk år for deathcore. I håbet om at gøre det endnu bedre vil britiske Bound in Fear nu også lege med. Den tonstunge kvintet er nemlig klar med debutalbummet The Hand of Violence – en plade, der ikke helt lyder som sine genrefætre ovenfor.

Chug-chug, boom-boom

Mens Whitechapel eksperimenterer med ren vokal, Carnifex låner fra black metal, og Thy Art is Murder stikker snuden i den traditionelle dødsmetal, går Bound in Fear andre veje. På The Hand of Violence får vi 10 langsomme deathcore-numre i stil med amerikanske Traitors. Jeg tror ikke, der er et eneste nummer på denne skive, som sniger sig op over 60 BPM. Ok, det er måske nok en overdrivelse – men det går viiiiirkeeeliiig laaangsomt. Er downtempo deathcore din store kærlighed, er dette måske din nye yndlingsplade. Foretrækker du derimod din deathcore med lidt mere spræl og variation, er det ikke The Hand of Violence, du skal smide dine sparepenge efter. For netop tempoet og den tiltagende monotoni er albummets største hæmsko: På sin vis virker The Hand of Violence som et 44 minutter langt breakdown. Nuvel.

”Saint of Sorrow” sparker albummet i gang med en uhyggelig dæmonstemme, der skaber en fin stemning. Halvvejs gennem nummeret overtager de klassiske chug-chug-guitarer, og frontmand Ben leverer en af de ondeste vokaler, jeg længe har hørt. I det hele taget er Ben Mason den store stjerne i dette band; hans vokalpræstation sidder lige i skabet på samtlige 10 numre.

På den monsterfede ”The Rot Within” lyder Mason som en frådende rottweiler på størrelse med Godzilla, og er man til den slags vokal, kan man trygt trykke play. Han leverer en overbevisende præstation, og aggressionen virker ægte. Jeg forstår ikke et ord af, hvad Mason eller gæstesanger Alex Teyen (Black Tongue) brøler, men jeg tror på det. Det virker aldrig påtaget.

Andre højdepunkter er ”Stigmata” og ”Hate Circuit”. Hvor førstnævnte indeholder nogle atmosfæriske undertoner og et breakdown, man kan knække nakken på, eksperimenterer ”Hate Circuit” – en smule – med forskellige tempi. Desuden har titelnummeret ”The Hand of Violence” et lækkert groove. De fleste numre er faktisk ganske anbefalelsesværdige, selvom de på ingen måde bringer noget nyt til genren eller træder uden for de sikre rammer.

En blandet fornøjelse

Der findes rigtig mange rigtig ringe deathcore-plader, og jeg synes bestemt, at The Hand of Violence er over middel. Der er momenter af ligegyldighed, øjeblikke med monotoni, men også en del højdepunkter. Lad mig sige det sådan her: Albummet er en fornøjelse at lytte til – et par numre ad gangen; det bliver simpelthen for meget med 10 så enslydende numre lige efter hinanden. Jeg savner noget variation eller nogle overraskelser, særligt på den instrumentale side. Har man hørt de første tre numre, ved man, hvordan de sidste syv lyder.

Tracklist

  1. Saint of Sorrow
  2. The Rot Within
  3. Condemned
  4. Stigmata
  5. Void of Life
  6. Paralells
  7. Hate Circuit
  8. The Hand of Violence
  9. So Long, So Cold
  10. Absution

Tilføj kommentar