Et øje i det høje
Fit For An Autopsys amerikaner-deathcore var allerede i gang med de dybe knæbøjninger, da jeg ankom til Pandæmonium på festivalens sidste dag. Af mange årsager er det ikke ligefrem min yndlingsscene, og det blev det heller ikke efter denne koncert.
Men sådan går det, når man kommer i sidste øjeblik. Det kan diskuteres, hvor langt væk man skal være fra scenen, før man ikke længere ser en koncert, men hører den i stedet. At være vertikalt udfordret var dog ikke det helt store problem. Jeg havde, i ordets bogstaveligste forstand, en synstolk med, der kunne fortælle mig, hvad jeg gik glip af med øjnene.
Indledningsvis var det ikke så meget, andet end at folk var mødt op med intentionen om at få det meste ud af aftenen. Det udmøntede sig blandt andet i *kigger i mine noter* en dobbelt circle pit. Det er noget nær en kærlighedserklæring, for frontmand Joe Badolato lagde på ingen måde skjul på, hvor glad han var.
Den halve glæde ved at opleve en metalkoncert (i det fri) er at være omgivet af smilende mennesker og god energi, noget bandet i den grad fik at føle. Det var, som om at bandet fik et boost af publikums villighed til at dyrke konditionstræning i den bagende sol, og kvitterede med en veloplagt frontmand med overskud.
COOPER-test
“Red Horizon” fra sidste års The Nothing That Is fik mindet mig om, at -core har været sørgeligt underrepræsenteret på dette års Copenhell. Den har nærmest overtaget rollen som prügelknabe fra nu-metallen. Jeg skal ikke kunne kloge mig på hvorfor, men den faldt en bestemt type højlydte portvogtere for brystet og er stadig genstand for hån. Den slags negativitet var der dog ikke plads til her i centrifugen foran Pandæmonium. Grundet absolut elendig lyd, forårsaget af menneskehavet mellem mig og musikerne, tog jeg alligevel chancen og møvede mig tættere på scenen, hvor jeg med egne øjne kunne få lov til at opleve, hvordan det ser ud, når deathcorefans kommer på græs.
Det var ikke ligefrem et hav af tragiske væsner, jeg så tilbede Fit For An Autopsy til “Sea of Tragic Beasts” eller den overordentligt velspillede, thrash-tilbedende “Saviour of None/Ashes of All”. Tværtimod. Det var, som om at publikum fik mere og mere energi af de utallige, og veludførte, breakdowns, der er så herligt passende for genren. Tillige er de to af de numre, der er mere death end core, så selv den argeste modstander burde kunne anerkende slægtskabet.
Det var dog ikke helt perfekt. Trods mit held til at komme tættere på scenen, stadig med respektfuld afstand til kødkværnen, faldt lyden aldrig helt på plads for mig. Josean Ortas dobbeltpedal overdøvede Peter Spinazolas bas, der alligevel præsterede at drukne samtlige guitarister og vokalen. Badolatos clean singing har aldrig været helt clean, men den lød, som om den havde svært ved at finde sig til rette på scenen.
الحرية لفلسطين
Der er dem, der mener, at politik og musik ikke bør blandes sammen. Jeg er ikke en af dem, og det er Fit For An Autopsy heller ikke. Jeg synes, det er befriende, når et band tør bekende sig til en holdning, der, underligt nok, er mere kontroversiel, end hvad vi har oplevet fra f.eks. blackmetallens side. Badolato undlod at holde et decideret foredrag og nøjedes med en kort, simpel udtalelse om sit ønske om et frit Palæstina – nok må man gerne give sin mening til kende, men nu er vi trods alt til koncert.
Enig i udsagnet eller ej så var der i det mindste enighed om, at “Warfare” blev spillet, som om frontlinjen nærmede sig. “Hellion” åbnede helvedes porte på vid gab, og generelt bar hele koncerten præg af både disciplin og den spilleglæde, jeg har påtalt ved næsten alle de koncerter, jeg har tygget mig igennem på dette års Copenhell. Fit For An Autopsy vækkede min slumrende kærlighed til en underkendt genre til live igen og gik sejrrige fra Pandæmonium.
Sætliste:
Lower Purpose
A Higher Level of Hate
Red Horizon
Black Mammoth
The Sea of Tragic Beasts
Savior of None / Ashes of All
Warfare
Pandora
Hellions
Far From Heaven
Hostage
Two Towers
FB: Fit For An Autopsy rev Pandæmonium ned og satte ild til ruinerne på Copenhells sidste dag.
