Fit For An Autopsy - Oh What The Future Holds

Oh What The Future Holds

· Udkom

Type:Album
Genrer:Deathcore, Progressive Deathcore
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 3 stemmer.

En øjenåbner

Jeg indrømmer gerne, at jeg var alt, alt for længe om at opdage Fit for an Autopsy. Faktisk var det først med bandets forrige udspil, The Sea of Tragic Beasts fra 2019, at jeg fik øjnene op for dem – men så har jeg til gengæld også hørt den plade cirka 10.000 gange siden! Amerikanernes femte studiealbum var nemlig en ren opvisning i moderne deathcore og fyldt med drømmende, progressive elementer, der slet ikke var til at slippe. Fantastisk plade! Det var derfor med en vis spænding, at jeg takkede ja til at skrive et par ord om opfølgeren Oh What the Future Holds – for kan bandet virkelig holde det tårnhøje niveau?

Lidt for enhver deathcore-smag

Tillad mig at mane al tvivl i jorden med det samme: Oh What the Future Holds er præcis lige så imponerende som sin forgænger. Den amerikanske sekstet leverer således stadig spændende, velkomponeret og vedkommende deathcore med progressive elementer og klare paralleller til Gojira og indimellem Opeth såvel som Meshuggah. Pladen igennem får vi en hårdtslående, men også kreativ og udfordrende instrumentalside, og forsanger Joe Badolatos vokal sidder lige i øjet. Der er simpelthen ikke meget at udsætte på bandets musikalske indsats.

Pladen skydes i gang med fire stensikre hits: ”Pandora” lægger for med et miks af aggression og stemning, hvorefter skivens stærkeste skæring, ”Far from Heaven”, rammer lytteren. Gojira-inspirationen er her ikke til at tage fejl af – den præger både vokal, stemning og guitarriffs – og den fungerer perfekt sammen med sekstettens sans for groove, melodi og energi. Bundsolidt nummer. ”In Shadows” følger trop med legende guitarer og en tungere instrumentalside, mens ”Two Towers” vender tilbage til det progressive og drømmende. Bandet formår på alle numre at blande det aggressive og det progressive på en overbevisende måde, og det er ganske enkelt imponerende.

En tungere omgang får vi på ”A Higher Level of Hate” og ”Savages”. Førstnævnte brillerer med opfindsomt trommespil, et guitarriff, der lyder som en bisværm, og en flot vokal fra Badolato, mens ”Savages” byder på stærkt groove og en blodtud – jeg tør godt garantere, at dette nummer sætter gang i publikum, når det engang rammer spillestederne rundtomkring.

Genreudfordrende

Med Oh What the Future Holds har Fit for an Autopsy altså begået en plade, der fuldstændig matcher 2019’s flotte The Sea of Tragic Beasts. Bandet skaber en fantastisk balance mellem det progressive og det aggressive, det drømmende og det tonsende, og det er virkelig befriende at høre et deathcore-band, der gør noget for at forny genren. På den måde lægger Oh What the Future Holds sig tæt op ad Whitechapels seneste plade, Kin, der også bød på udfordrende og intelligent deathcore. Mere af det, tak!

Tracklist

  1. Oh What The Future Holds
  2. Pandora
  3. Far From Heaven
  4. In Shadows
  5. Two Towers
  6. A Higher Level Of Hate
  7. Collateral Damage
  8. Savages
  9. Conditional Healing
  10. The Man That I Was Not