Alle gode gange syv
Den amerikanske sekstet Fit For an Autopsy har smadret både øregange og pitgulv med deres aggressive og atmosfæriske deathcore siden 2008. Deres to seneste albummer, Oh What The Future Holds samt The Sea of Tragic Beasts, fik begge 8 kranier af vores anmeldere. Derfor bliver det da også interessant, om dette album lægger sig i samme høje ende af skalaen; uanset hvad så er bandet klar med deres syvende i rækken, The Nothing That Is.
Tager ingen gidsler
Der findes utroligt mange deathcorebands derude, og mange af dem har nogenlunde samme formular til opbygning og sangskrivning – og ja, mange af dem lyder også ret ens. Især hvis man skærer vokalen ud. Men lad os bare slå det fast med det samme, at Fit For an Autopsy på trods af sine nu 7 albummer på bagen og over 15 års turneer stadig ikke lyder som de andre. De har en forrygende tæft for at blande groove, riffs, en nærmest kvælende ængstelig atmosfære, og så er de alle seks i bandet umanerligt dygtige til hver deres opgave.
”Hostage”, der åbner skiven, er på mange måder essensen af Fit For an Autopsy med sin aggressive angreb på lytteren fra første sekund. Den svinger en mukkert lige i fjæset på lytteren og byder på både fede guitarsegmenter fra de tre guitarister, Putney, Sheridan og Howley, catchy brutale omkvæd og ikke mindst utroligt effektiv vokal. For når Joe Badolato i front skråler ”Hell is calling”, så mener han det. Det fede ved Badolato er dog også, at han ikke er bange for at mikse en clean ind – og det gør han i øvrigt virkelig godt, uden at der går helt skønsang i den.
De fine clean momenter kommer blandt andet også på “The Silver Sun”, hvor både guitarer, trommer og vokalen laver smuk opbygning til det, vi alle er her for – hammeren rammer cirka to minutter inde, hvor alt bliver skruet op på maks. Vi når lige at få en velfortjent pause at trække vejret i, men så fortsætter bandet ellers ufortrødent. Musikken har flere steder nærmest proggede temposkift, men det kommer aldrig til at tage fokus. Numrene er både underfundigt sammensatte og holder lytteren i et fast greb – for hvis du ikke er fokuseret, så kører toget fra dig.
”Lurch” starter uventet blidt, men det brydes hurtigt af Badolatos hæse røst, der flænser igennem de blide toner. Smukke cleans fylder rummet, og så falder guillotinens klinge endelig i et gevaldigt break, fuld fræs på guitarerne og trommerne. De næste par minutter går over stok og sten, og bandet ikke engang skeler tilbage mod den blide start, og jeg kan se for mig, hvordan publikum kommer til at stå og råbe ”We Lurch!” efter bandet til koncerter. Det er klogt lavet.
Et nummer som “Weaker Wolves” kan jeg også sagtens se fungere sublimt som pit-åbner til koncerten i Amager Bio til december, så den kan vi jo kun håbe, kommer på sætlisten. Nummeret har masser af groove og melodiske hooks og i øvrigt masser af finurligheder at dykke ned i for lytteren, samtidig med at det inviterer til gedigne øretæver altså.
Sangene er skrevet i den sædvanlige ultrahøje kvalitet, der både drager nærmest proggede rytmeskift ind i puljen af aggressivitet, atmosfæriske øjeblikke så kvælende, at man snapper efter vejret, de dygtige skift mellem hvæsende skrig og flotte clean-segmenter, groove og et tekstunivers omhandlende mørke og sorg over, hvordan menneskeheden lever, og vores håbløse fremtid.
Vi skal ikke hjem, vi skal videre
The Nothing That Is bærer heldigvis intet spor af metaltræthed. På trods af nu syv albummer på bagen så fremstår bandet teknisk overlegne, Badolatos vokal er lige så hidsig og vedkommende, som vi er blevet forvænt med, og sangene er både interessante kompositorisk og stadig præcis, som vi forventer det af Fit For an Autopsy. Badolato, Putney, Sheridan, Howley, Spinazola og Orta har endnu en gang bevist, at de har fundet deres fokus for Fit For an Autopsy, og selvom bandet hele tiden lige så stille strammer skruerne for, hvad de kan opnå, så kommer de aldrig for langt væk fra kernen – brutal og kompleks deathcore. Pladen emmer derfor af både aggressive grooves, fræsende riffs og en både vedkommende og indebrændt vokal. Og det er præcis, som det skal være.
