Whitechapel - Kin

Kin

· Udkom

Type:Album
Genrer:Deathcore, Progressive Deathcore
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hvem siger, at deathcore er død?

Med fremragende udgivelser fra både Humanity’s Last Breath, Lorna Shore og Carnifex har 2021 allerede vist sig som et godt år for deathcore. Og nu ser det søreme ud til at blive endnu bedre: Amerikanske Whitechapel, der absolut må betragtes som en af grundpillerne i genren, melder sig nemlig klar med ottende fuldlængde Kin. Elleve numre, 48 minutter – lad os komme i gang!

Deathcore i nye klæder

Det er ingen hemmelighed, at Whitechapel i de seneste år har lagt kursen en smule om: Fra at være et rimelig entydigt deathcore-band med aggressivitet, voldsomhed og afgrundsdybe growls i front er bandet i dag langt mere eksperimenterende, særligt hvad angår vokalen. Phil Bozeman overraskede alle, da han pludselig sang med ren stemme i ”Bring Me Home” fra 2016 – og siden da har bandet fortsat med at udforske den rene vokals potentiale. Således spillede den en hovedrolle på The Valley fra 2019 – og det gør den altså også på spritnye Kin.

At Phil Bozeman er en formidabel sanger, både når det gælder ren og beskidt vokal, kan der ikke herske nogen tvivl om: På ”I Will Find You” og ”Lost Boy” komplementerer de to vokalstile hinanden upåklageligt, og de skaber dynamiske, interessante numre, der på intet tidspunkt mangler nerve eller intensitet. Og sådan fortsætter det egentlig på langt størstedelen af Kin.

Den aggressive stemme findes også i ”Anticure” og ”History is Silent”, men her er det altså den rene vokal, der er i centrum. Førstnævnte er både stemningsfuld og fængende, og Bozeman leverer en ekstremt følsom vokal, der heldigvis aldrig kammer over i det sentimentale. Det samme sker på ”History is Silent”, der – flot flankeret af bandets instrumentale side – demonstrerer Bozemans evner udi både tekstskrivning og sang. ”Orphan” er et nummer helt uden growl – og dét var der nok ikke mange, som havde forudset, da bandet i 2008 bragede igennem med den hårdtslående This is Exile.

Men bare rolig: Der er stadig masser af aggressivitet og tyngde på Kin. ”A Bloodsoaked Symphony” minder stedvis om hitsinglen ”Elitist Ones” og hamrer af sted med tunge guitarer, dundrende trommer og vrede brøl fra Bozeman. ”To the Wolves” er groovy på den tunge måde, og ”The Ones That Made Us” blander groove, aggression og atmosfære på fornem vis. Faktisk minder sidstnævnte – i hvert fald med hensyn til det instrumentale – en del om Humanity’s Last Breaths seneste album, Välde. Det er mørkt og atmosfærisk, men ikke uden sans for det melodiske.

Et band i udvikling

Med Kin har Whitechapel begået et fremragende album, der viser et både modent og modigt band; det gælder ikke bare om at spille hurtigst og vredest, men om at afsøge nye grænser og nye potentialer. De mest hardcore puritanere vil sikkert afskrive Kin med det samme – og det må de jo selv om – men går du til pladen med et åbent sind og virkelig lytter, venter en brandfed oplevelse. Udgivelsen har masser af kontraster, Whitechapel gør en indsats for at forny genren, og selvom alt ikke lykkes til ug – for eksempel kunne man indimellem savne et endnu stærkere hook – får Kin en kæmpe anbefaling herfra.

Tracklist

  1. I Will Find You
  2. Lost Boy
  3. A Bloodsoaked Symphony
  4. Anticure
  5. The Ones That Made Us
  6. History Is Silent
  7. To the Wolves
  8. Orphan
  9. Without You
  10. Without Us
  11. Kin

Kommentarer (2)

Jesper Terkildsen

Tidligere anmelder

Indlæg: 11

Syntes der er en vigtig

Syntes der er en vigtig detalje i historien/ albummet som måske ikke shiner så meget i anmeldelsen og som efter min mening og de gange jeg har hørt Phil tale om pladen, er med til at forme pladen og en naturlig efterfølger til “The Valley” hvor flere af de “nye ting” allerede blev implementeret. Taget det lyriske univers i betragtning, det gudegeniale musikalske niveau og Phil’s vokal så er det her fandme en af årets plader!

Emilie Dybdal

Anmelder

Indlæg: 5

Tak for kommentaren

Hej Jesper. Tak for kommentaren! Ja, sammenhængen med The Valley kunne sagtens fylde mere i anmeldelsen - men nogle gange er der bare ikke plads til det hele :-) Og ja, Kin er klart blandt de bedre udgivelser i år. I det hele taget er der udkommet meget godt i genren.

Tilføj kommentar