Den mægtige Frygt Fabrik er tilbage med deres ottende studiealbum, og det første siden 2001's Digimortal, hvor Dino Cazares er med. Sammen med Burton C Bell, Byron Stroud og legendarisk Gene Hoglan udgør han nu det nye Fear Factory hvor der ikke var plads til Christian Olde Wolbers og Raymond Herrera længere. Dette medførte et retsligt cirkus, hvor først den ene part og så den anden part ville fortsætte som FF. Det fadt så ud til fordel for Dino og Co. Eller de tre tykke og den fede stemme, som man kunne kalde dem.

Det er med stor spænding og forventning at jeg pakker cd’en ud og sætter den på. Med Dino tilbage, vender Fear Factory så tilbage til noget der minder om deres storhedstid i halvfemserne? Eller vil det være et halvfesent produkt med et par gode numre på, som de seneste albums har været? Hvordan vil trommespillet være uden Herrera bag gryderne?

Da titelnummeret "Mechanize" blæser ud af højtalerne står det hurtigt klart for mig, at Dinos fravær de sidste par albums, har betydet mere end man umiddelbart skulle tro. Tilbage er de klassiske Fear Factory-riffs der tryllebandt mig i halvfemserne, og når Burton C Bell slår over i sin rene stemme på omkvædet i "Industrial Discipline" får jeg gåsehud over hele kroppen. Halvvejs igennem albummet er det klart for mig at Fear Factory er tilbage på tronen, og når albummet slutter er jeg helt forpustet og lykkelig. Hvilket album, mand. Hvis jeg skal fremhæve nogle numre (det er svært, de er allesammen gode), så må de blive de fantastiske "Powershifter", "Christploitation " og "Controlled Demolition ". Og var der nogensinde nogen tvivl om at legenden Gene Hoglan kunne erstatte Herrera, er den blæst bort af luftrykket fra stortrommerne. Dette er bedste album fra Frygt Fabrikken i mange år. Fuldt på højde med klassikere som Obsolete og Digimortal og lige under den uslåbare Demanufacture. 9 kranier