Ventetiden værd
Equilibrium er et tysk band dannet i 2001. De spiller episk metal siger de selv, og de er også svære at kategorisere. Dog er folk elementerne så kraftige at de er specielt populære blandt folk metal fans. Deres første demo kom i 2003, og debuten blev udgivet i 2005. Allerede her begyndte successen lige så stille, og den er kun blevet større siden. Nu, fire år efter tredje album Rekreatur, er fjerde album Erdentempel her, og det har været ventetiden værd.
Gennemgang
Vi starter ud på en kort intro, som hurtigt bevæger sig over i nummeret "Was Lange Währt". Det starter brat med en god energi og en attitude så man ikke er et sekund i tvivl om hvilket band man hører. Verset starter hurtigt og er behageligt at lytte til. Der ligger et lille instrumentalt stykke efter første vers, og her kan man rigtig høre den dybde der går igen gennem hele albummet. Efter det stykke kommer andet vers i samme stil som det første. Nummeret sætter farten med cirka midt i sangen, men kun for at bygge op til endnu flere instrumentale herligheder. Andet nummer starter med en let men tempofyldt intro. Nummeret hedder "Waldschrein", og indeholder samme fede tempo og dybde som nummeret før. Første vers starter halvandet minut inde i nummeret, men så bliver der også gået til den. Omkvædet er lidt tungt, men her er der til gengæld skruet op for den episke følelse. Tredje nummer er lidt langsommere. "Karawane" starter ud med en kort akustisk intro, hvorefter musikken får et episk twist, og så begynder verset. Det foregår i samme tempo. Omkvædet kommer ret hurtigt, og her skrues der op for den episke følelse og dybden i sangen. Ligesom på de andre sange er der store instrumentale passager, hvilket virker super fint efter min mening. Gennem albummet er der meget fokus på det instrumentale. Der er eksempelvis en lille fløjtesolo på " Uns'rer Flöten Klang" efterfulgt af en keyboardsolo. Vi finder også nogle mere stille numre, såsom den tidligere nævnte "Karawane", "Freiflug" og "Heavy Chill". Generelt er der meget tempo på gennem hele albummet, hvor der growles og lægges meget vægt på forskellige folk-elementer og episke dele. Guitaren er generelt rigtig hurtig, men det er ikke altid man lægger mest mærke til den. Det skulle da lige være på "Wirtshaus Gaudi", hvor den også gør et fremragende arbejde. Trommerne gør også et super godt arbejde, og løfter albummet en hel del. Der growles primært gennem hele albummet, undtagen på meget få passager. Vokalen er behagelig at lytte til, og trods mængden af instrumental musik formår den alligevel at være rimelig spændende. Et nævneværdigt nummer er det sidste nummer på albummet, "The Unknown Episode". Det er bandets første nummer der ikke er på tysk, men på engelsk. Nummeret er i midt-tempo og et det eneste nummer hvor der ikke decideret growles. Vokalen er utrolig dyb på versene og med god variation i omkvædet. Her finder bandet desuden en fed balance mellem guitar og de episke elementer.
Konklusion
Erdentempel har været ventetiden værd. Albummet har utrolig meget dybde, og virkelig mange forskellige instrumenter inde over, hvilket gør musikken spændende hver gang man lytter til albummet, men også lidt svært at tage det hele ind ved første gennemlytning. Der er nemlig nogle steder hvor man tænker "Whaaaat?" ved første gennemlytning, men det giver god mening senere. Albummet er sammensat supergodt, og det hele virker grundigt gennemtænkt, samtidig med at musikerne udstråler en god energi. Musikken er desuden supergodt varieret og viser store fremskridt siden Rekreatur, også hvad angår cover art. Equilibrium fans bliver i hvert fald ikke skuffede over Erdentempel, og det vil også falde i god jord hos langt de fleste folk metal fans. Jeg vil i hvert fald varmt anbefale albummet til alle interesserede.
Wirtshaus Gaudi er albummets single med en efter min mening ret hyggelig video til.