Fool me once, shame on me – fool me twice, shame on you!
Tilbage i 2016 måtte jeg erkende, at tyske Equilibrium havde taget røven på mig – og ikke på den gode måde. Jeg havde fået den tjans at skulle anmelde deres forrige album Armageddon, og det var faktisk en tjans, jeg havde set frem til. Den første single, ”Prey”, var en omgang suveræn melo-død a la Dethklok og Amon Amarth, så jeg var klar på en hel plade af den kaliber. Desværre skulle det vise sig, at det blot var den ene sang, for resten af albummet var en portion formularisk tysker-folk med masser af banjo og fællessang. Ergo endte jeg med at give albummet 6/10, og jeg sad tilbage med en dårlig smag i munden, og skuffelsen hang tungt over mig. Men nu er de muntre tyskere klar med album nummer seks, og det virker til, at de valgt at se fremad i stedet for tilbage – og så siger man, at man ikke kan lære en gammel hund nye tricks.
Mange gode ideer, faktisk for mange!
For Renegades kombinerer de to elementer, som Equilibrium altid har leget med: folk metal og melodisk dødsmetal – og det fungerer! Der er stadig masser af folk-rytmer og melodier, men de bliver nu leveret af keyboard og synthesizers i stedet for akustiske instrumenter, hvilket giver musikken et futuristisk element. Ergo er vi ude i noget ”electronic-neo-folk-melodic-death-metal”. Nej, jeg tror heller ikke, det er en ting, men nu er det! Det hele bliver leveret med masser af gennemslagskraft, som jo er forventeligt fra bands fra Tyskland, og en del af deres numre er fortsat på tysk, så hvis man har et behov for at blive råbt ad på verdens vredeste sprog, så er det også en mulighed!
Forklaringen bag det voldsomme (over)forbrug af keyboard, skyldes nok, at bandet har hyret Skadi Rosehurst ind i bandet, så der nu er en fast keyboardspiller, hvorimod det tidligere blev styret af René Berthiaume, der også skulle styre vokal og rytmeguitar. Skadi har ellers været med på sidelinjen i en del år, da hun har stået for at lave coverart. Nu er hun altså fuldgyldigt medlem – og jeg skal love for, at hun har fået lov til at plimre løs! Der er momenter på Renegades, hvor man ikke er helt sikker på, om det er metal eller house, man lytter til, for slet ikke at tale om den passage på nummeret ”Path of Destiny”, hvor der er et pludseligt intermezzo i form af noget rap på tysk – og det er skidt, virkeligt skidt! Generelt så er Renegades største styrke også dets største svaghed: nemlig, at hvert nummer har så mange elementer, så mange skift og så mange ideer. Det bliver overmættet. Som lytter bliver man nærmest behandlet som en foie gras-gås. Ens ører bliver proppet fyldt med musik igen og igen, og man kan dårligt nå at fordøje et indtryk, før der kommer et nyt. Tag fx nummeret ”Kawakaari – The Periphery of the Mind”, der skal man både have skønsang, vindharper, blastbeats, growl, sing-a-long og breakdowns – det bliver simpelthen for meget af det gode. Men som ekstra krymmel, som ingen bestilte, så får vi også lige et ligegyldigt cover af ”Johnny B” af The Hooters fra 1987 – endnu en af de beslutninger, jeg ikke helt kan forstå.
Less is more!
Jeg er helt klart fan af den retning, som Equilibrium har valgt at tage. At bruge keyboards til at fortolke deres folk-elementer fungerer rigtig godt, så længe det ikke tager overhånd. Men kære Equilibrium; ”less is more”. Ro på, skru ned for alt det ekstra halløj og gejl, eller lav måske en eller to sange yderligere, så det ikke bliver så overmæt og proppet!
