Far er ikke sur, far er enttäuscht!
Jeg faldt første gang over Equilibrium, da jeg opdagede deres nyeste single, ”Prey”, fra deres kommende skive, Armageddon, og jeg var ellevild! Det lød fænomenalt. Robert Dahns stemme var tonstung og lød nøjagtig som Nathan Explosion/Brendon Small fra Dethklok, hvilket i min bog er et stort plus. Skide være med om Dethklok er et jokeband eller ej – de leverer sgu møghamrende solid melodeath til folket! Så at Equilibrium lød præcis som Dethklok, bare lidt mere eventyrligt og måske atmosfærisk, gjorde mig fyr og flamme. Desværre skete der hurtigt det, der hurtigt sker, når man skal til at opdage et band bagfra, og man går i gang med deres bagkatalog efter at være blevet forblændet af deres nyeste udkast: Man bliver skuffet. Væk var Dethklok-stilen, og i stedet var der fløjter, harper og ellers fuld pedal på rollespil i de tyske skove. Ikke at der er noget i vejen med det, overhovedet, men for satan da, hvor kom det bag på mig. Jeg havde godt læst, at de var kategoriseret som epic-folk-melodic-death metal, hvilket havde undret mig, da der intet fløjte-gøgl var over ”Prey”, men da jeg så gik på opdagelse i deres eventyrlige bagkatalog, gav kategoriseringen jo meget fin mening. Jeg tænker, at min skuffelse kan sammenlignes med en, der opdagede Metallica ved Load/ReLoad som så senere blev skuffet over den totale mangel på country-blues samt en solid hurdy-gurdy solo på Kill ’Em All.
Men når nu det er sagt…!
Efter at have surmulet nogen tid over at det var ”Prey”, der var udstikkeren, og ikke resten af deres musik, så kaster jeg, gladelig, håndklædet i ringen og overgiver mig til det faktum, at Equilibriums ’rigtige’ lyd er mega fed. Det er tungt og poleret døds-power med ondsindede tyskerbrøl (med undtagelse af 4 numre, der er på engelsk). Jeg fatter personligt ikke en tøddel af, hvad Robert Dahl råber ad mig, men nu har jeg heller aldrig rigtigt fulgt med i tysk i folkeskolen, så det er jo nok min egen fejl, og jeg har ikke hørt nok Rammstein til, at Till Lindemann kunne have lært mig et par gloser eller floskler, undtagen sætningen ’Feuer frei’, men den er ikke skide brugbar!
Armageddon er mindre symfonisk og har mindre violin-halløj end nogle af deres tidligere skiver, såsom Erdentempel eller Sagas, og skiven er langt bedre produceret, hvilket gør lydbilledet mindre råt og rodet. Trods det, så står fløjten og de andre muntre gøglerinstrumenter simpelthen i for stor kontrast til Roberts dybe troldevokal, hvilket giver en lidt rodet sindsstemning. Muntre melodier og growls er sgu en løjerlig blanding i mit hoved. Det fungerer ikke helt, tag et nummer som ”Born To Be Epic” – jeg aner ikke, om jeg skal moshe eller bryde ud i folkedans!
Das Fazit
Equilibrium er sgu dygtige, og de er legesyge, hvilket er tydeligt. De blander rask væk alle de genrer, man oftest finder i Tyskland, og de gør det godt – sådan rent objektivt. Rent subjektivt er det sgu noget pudseløjerligt rod. Bedst som man sidder og headbanger og venter på, at der skal komme en grum solo og rive det hele midt over, så bliver tempoet slået ned, og i stedet er der folkedans i Schwarzwald med nisser og trolde med som gæster. Jeg ville så gerne elske den her skive samt det her band, men det kan jeg simpelthen ikke: Sorry Equilibrium, it’s not you, it’s me!
