forbrænd
Cryptopsy - An Insatiable Violence

An Insatiable Violence

· Udkom

Type:Album
Genre:Tech/Brutal Death Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: 4/10 baseret på 1 stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Katarsis udeblev i ørkensandet

Da canadiske Cryptopsy den 1. december 2023 som det allerførste internationale metalband spillede i Saudi-Arabien, skrev de ikke blot musikhistorie – de indtog samtidig en kulturel frontlinje i et land, hvor blastbeats og guttural growling fortsat betragtes som subversive over for det religiøst forankrede styre. Kort forinden havde min kollega kastet sin fuldt berettigede spy og galde over As Gomorrah Burns – et album, der ganske vist dannede grundlag for Mouniers møde med den stenrige ørkenstat, men som i praksis blot bekræftede bandets kreative deroute efter næsten et årti i udgivelseseksil. Så bringer An Insatiable Violence mon den længe ventede forløsning? Signalværdien er i hvert fald ikke til at tage fejl af

Ensporet ekstremitet i otte varianter

Cryptopsy har på linje med pionerer som Suffocation, Gorguts og Dying Fetus historisk været garant for en ufravigelig kombination af teknisk tæft og besnærende brutalitet. Men trods en titel, der advokerer lystigt for både vildskab og antisociale tilbøjeligheder, er det mest slående, hvor dræbende forudsigelig og enerverende den umættelige vold i grunden fremstår. Jovist aner vi momentant intentioner om dynamik og temposkift, men det bliver ved tilløbet. Allerede andet nummer, ”Until There’s Nothing Left”, bekræfter fornemmelsen af brutalitet for brutalitetens skyld. Her tromles lytteren over af en rytmisk ensformighed og teknisk magelighed, der desværre viser sig symptomatisk for det resterende album.

Med ”Dead Eyes Replete” sætter frustrationen for alvor ind. Altså, jeg siger ikke, at en glødende strikkepind i øregangen allerede efter tre numre begynder at fremstå som et forjættende alternativ … (!). Og forstå mig ret, det skyldes ingenlunde bandets manglende talent – men mere deres insisteren på at holde det som gidsel. Med andre ord: Pinard og Donaldson bliver konsekvent overdøvet af Mouniers altopslugende tøndetæsk og McGachys monotone grynten. Først på ”Fools Last Acclaim” fornemmer man frelsen i form af et C-stykke med endog ganske hæderlige riffblokke. På samme vis lægger ”The Art of Emptiness” fra land med mere afdæmpede fraseringer, hvilket tænder et flygtigt håb – for snart tegner sig atter et mønster af kluntet vokal, overkomprimeret produktion og idéforladte strukturer.

Enter ”Our Great Deception”, hvor man forsøger sig med noget så aparte som en klaverintro. Et kærkomment afbræk, der dog forsvinder, før det kan nå at slå rødder. I stedet bliver vi endnu en gang trukket gennem tjørnekrattet af retningsløse riffudfletninger, hvor man sidder tilbage og undrer sig over, hvordan i hede hule Helmand dette dog kan komme fra samme band, som i sin tid skabte None So Vile. Bevares, godt nok er Flo Mounier det eneste tilbageværende medlem fra dengang. Men ikke desto mindre illustrerer det, hvordan Cryptopsys identitet og arv for længst er begyndt at smuldre. Selv konkluderende ”Malicious Needs” – udgivelsens maratonløber og højprofilerede andensingle – dissonerer som et skingert ekko af de foregående spor. Først langt over halvvejs åbner nummeret sig en smule – men for sent. På det her tidspunkt har undertegnede for længst afført sig hørebøfferne i trodsig affekt for at testamentere sin lever til JustEat i anledning af ugens børnefrie aften. Døden bør have en mere meningsfyldt årsag!

Fra None So Vile til noget så trættende

An Insatiable Violence er måske ikke et decideret makværk, men glansen er i den grad gået af både Sankt Gertrud og den gruppe, der engang revitaliserede genren med None So Vile. Hvor klassikeren fra 1996 formåede at balancere teknisk snilde med manisk vildskab og en klaustrofobisk intensitet, fremstår canadiernes seneste værk uden hverken mål eller retning. Det hele larmer – men uden at sige noget. 4 kranier gives for den trætte resignation, der indfinder sig, når man er blevet overdøvet i en halv time – og knap nok orker at mønstre et indifferent skuldertræk, endsige et mellemfornøjet ’meh’.

Tracklist

  1. The Nimis Adoriation
  2. Until There's Nothing Left
  3. Dead Eyes Replete
  4. Fools Last Acclaim
  5. The Art of Emptiness
  6. Our Great Deception
  7. Embrace the Nihility
  8. Malicious Needs