For mange kokke …

Jeg kan ikke lade være med at sidde og fnise lidt for mig selv, når jeg ser, hvilke karakterer vi igennem årenes løb har givet hollandske Epica. De har fået tre, de har fået ti og de har fået alt midt imellem. Om det siger noget om bandet eller det faktum, at vi har haft seks (syv, når du har læst denne færdig) forskellige mennesker til at anmelde dem, er jo svært at sige, men mon ikke det spiller en lille rolle? Ikke desto mindre er det nu min tur til at dissekere det nyeste udspil fra disse hollandske symfonikere. Jeg har ikke det store forhold til Epica, jeg har engang set en kvart koncert på Copenhell, og min primære erindring var, at Simone havde utroligt rødt hår, og at Coens keyboard så utrolig underligt ud.

Symfonisk betyder ikke røvsyg!

Det er fem år siden, Epica sidst udgav et album, hvilket er en relativt lang pause, når man ser på, hvor ofte de ellers udgav albums. Omega er bandets ottende album, så spørgsmålet er jo, når der er gået så mange år imellem dette værk og deres forrige udgivelser, om tiden så er brugt på at forny sig, finde på nye ideer eller om man er tilfreds med at gøre, som man plejer?

Allerede nu kan jeg afsløre, at Epica stadig lyder som Epica – altså storslået, teatralsk og symfonisk metal, dog tilføjet riffs, trommemønstre og backupvokal, som man normalt forventer at finde hos dødsmetal og metalcore. Ergo er det symfonisk metal med noget mere ”kapow”, end jeg synes, man finder hos bands, der omtaler sig som et symfonisk metalband. Hvilket er en genre, jeg ofte har haft det svært ved, netop fordi det har manglet gennemslagskraft og virket decideret impotent. Det er en hån mod hele konceptet med at være symfonisk, Tchaikovsky, Bach og Beethoven ville alle vende sig i deres grave, hvis man kaldte deres symfonier for impotente.  Men Epica har altså det, som andre bands som fx Delain og Nightwish til tider totalt mangler – og det tjener bandet til ære. Især kontrasten mellem Simones fløjlsbløde vokal og Marks bjæfferi er hjørnestenen i Epica og er med til at hæve bandet mange niveauer over lignende bands. Netop derfor er det også klart, at albummets bedste numre er ”Abyss of Time”, ”Freedom – The Wolves Within”, ”The Skeleton Key” og ”The Kingdom of Heaven, Part 3 – The Antidilluvian Kingdom” – som er de numre, hvor kontrasten mellem lys og mørke (Simone og Mark) virkelig får lov til at mødes og slås – og når kontraster mødes, skabes der kunst.

Dog har Omega også en del skønhedsfejl, og Epica begår de fejl, som bands ofte gør, når de virkelig vil vise, hvad de kan. For det første starter albummet med en instrumental intro, hvilket jeg mange gange før har udtrykt foragt for – lad nu være! Hvis I endelig vil have en instrumental og langtrukken intro, så gør det som en del af intronummeret. Ingen – som i INGEN – vil jo vælge at høre intronummeret for sig selv. Derudover er der hele 12 numre på Omega, og når de korteste numre næsten er fem minutter lange så undrer det næppe nogen, at vi ender med et slutresultat, der hedder 100 minutter. Det er for meget af det gode, og trods musikernes kunnen kunne man altså nemt skære både sekunder og minutter af samtlige sange. ”Less is more”, uanset hvad Yngwie mener! Faktisk kunne man nemt fjerne et par numre, som for eksempel ”Rivers” eller det føromtalte intronummer, for de gør intet andet end at fylde – som cocktailbærret ovenpå en strassburger.

En solid syver

Dette blev altså ikke en af de gange, hvor Epica løber med en tier, ej heller en treer dog. De teatralske hollændere må se sig tilfredse med en syver, for Omega er et rigtig fint album – sågar det bedste symfoniske metalalbum, jeg har hørt, siden Ruder Konge var knægt. Men trods dette, så er der altså stadig nogle bump på vejen, og selvom lydpotten ikke helt er faldet ud, så har den da fået et par buler.