De var bedre i de gamle dage!
Med fare for at lyde som en af de der karikerede 'X band har ikke været noget værd, siden deres demo fra 1982!'-typer, må jeg erkende, at jeg helt bestemt synes, at Enslaved toppede tilbage i 1994 med Vikingligr veldi og Frost. Jeg har forsøgt mig med mange af deres andre udgivelser, gamle såvel som nye, men de klikkede simpelthen aldrig. Men så udgav de den fantastiske single “Solar Will”, og med ét kunne jeg mærke, at det her album godt kunne blive rigtigt interessant. Noget tid efter udtalte vokalist/bassist Grutle Kjellson, at han havde været meget inspireret af gamle nordiske myter, gåture i skoven og Bathorys Blood Fire Death og Under the Sign of the Black Mark, da han skrev pladen her. Ergo står vi jo i teorien med et potentielt mesterværk. Omvendt skal man nok ikke stille de største krav til et bands 17. udgivelse.
Skæve strøtanker og sprøde riffs
Mið er en spøjs plade. Bandet selv har udtalt, at det er deres mest ambitiøse album til dato, samt at det markerer en ny begyndelse for Enslaved. Sådanne udtalelser fra etablerede bands skal virkelig ofte tages med et gran salt, da det som regel er en gigantisk fis i en hornlygte. Ydermere skal man forstå, at albummet her er en ganske spontan størrelse, som delvist blev til i studiet i et hav af løse ideer og strøtanker.
Det kan man så sandelig også godt høre! ”The Mountain” er nok det bedste eksempel på sådan en strøtanke-tankegang. Halvdelen af nummeret består af noget 70’er-rundkreds-syrerock, mens den anden halvdel er klassisk prog-metal med skæve taktarter og nogle knastørre riffs. Det kunne måske have fungeret, men det gør det virkelig ikke. Heldigvis er der andet end konfust flipper-prog på Mið! ”I Am Ice” er nok den sang, der kom ud af Kjellsons Bathory-genbesøg, for den lyder især henad noget, man kunne finde på Blood on Ice eller Hammerheart. Et stærkt nummer, selvom jeg virkelig godt kunne have undværet det hammondorgelagtige keyboard – som desværre går igen ret tit på pladen.
Generelt er der, desværre, ret meget på albummet, som jeg godt kunne have været foruden. Det kunne være det totalt ligegyldige intronummer, ”Non-Being”, som bare er 70 sekunders blæst og keyboard. Det kunne være ”Spirit Helper”, et nummer med en sympatisk baggrund og historie, men som reelt set er et ret fesent nummer. I det mindste er jeg da glad for, at bandet undlod at inkludere de to sømands-viser, som de udgav tilbage i marts. Så var jeg altså sprunget over bord, eventuelt iført nogle meget tunge sko.
Trods bandets udsagn om enorme ambitioner og en ny start, så lyder skiven her nu ganske lig de sidste mange Enslaved-skiver – på godt og ondt. Mesterligt udført prog-black/viking metal spillet af nogle af de mest kompetente musikere, der nogensinde er kommet ud af Norge. Nogle gange formår de at holde tungen lige i munden, hvilket resulterer i heftige og mesterlige numre som ”The Parting”, ”Solar Will” eller ” I Miðju”, mens der andre gange altså går for meget Pink-Floyd-og-fluesvampe i projektet.
Langt fra miðdelmådig
Ser man bort fra, at jeg gerne så, at Enslaved havde skåret et sted mellem ti og femten minutter af pladen her – hvilket selvfølgeligt er en del, nu hvor den kun varer omtrent 42 minutter – så er det faktisk en ganske habil skive, de garvede nordmænd har udgivet. Bevares, der er ikke tale om noget, der vælter Vikingligr veldi eller Frost af pinden, men mindre kan bestemt også gøre det. Mið har formået at åbne mine øjne – og ører – for, at det nok ikke ville være rendyrket spild af tid at dykke ned i nogle af de mange andre udgivelser, som bandet har lavet, for at se om der ikke skulle være lidt guld i gemmerne alligevel. Meget kan man sige om pladen her, men den er langt fra miðdelmådig.
