Interview med Ivar Bjørnsson
Enslaved - E
Enslaveds 14. album er lige på trapperne og i den sammenhæng, fik vi, trods en ringe forbindelse, en god lang snak med Ivar Bjørnsson fra pladeaktuelle Enslaved, om Ouroboros, minimalisme og overlap med mainstreamen.
I betegner jer selv som et ekstremmetal band og ikke et black metal band. Hvad inspirerede jer til at bryde med reglerne for, hvordan musikken skulle lyde den gang?
Ivar trækker vejret dybt og, som skulle han til at læse skabelsesberetningen for mig indIeder han interviewet med ordene ”I begyndelsen...tilbage i... ’92? Der handlede det mest om konceptet indenfor black metal”, siger han og fortsætter med at forklare, at det var det eneste, folk gik op i. ”Hvis nogen så siger, at de spiller black metal, så siger det slet ikke noget om hvordan de egentlig lyder.” Ivar uddyber, at hele den særlige lyd, det blot kræver at lukke øjnene og genkalde sig for sit indre øre for at kende, først kom til senere, så i begyndelsen havde de, som band, egentlig ikke gjort sig hverken tanker eller bekymringer over, hvordan det ville lyde. ”På det tidspunkt handlede det om at være unik, det var noget, der gav respekt fra de andre bands. At kunne komme med noget nyt. Men det var der mange bands, der gjorde. Emperor havde ”that symphonic thing”, Immortal var black ’n’ roll fra begyndelsen, og for vores vedkommende... jamen efter et par år begyndte vi at interessere os for melodisk prog rock, og vi følte aldrig, vi gjorde noget skørt.”
Jeres musik har inspireret en masse bands. Men hvem har I ladet jer inspirere af?
Mit spørgsmål afføder én af mange tænkepauser, men aftenens hovedperson er også en mand, der har meget på hjerte og gerne deler ud af det. Han virker næsten overrasket ved tanken om at have inspireret andre, og han ler lidt ved tanken om at have ”gjort nytte.” Dog er det ikke så enkelt at svare på spørgsmålet, for jeg bliver trakteret med en alsidig liste over kunstnere, der har gjort en forskel, og han lægger på intet tidspunkt skjul på, at inspirationskilderne er mange. ”Vores inspiration er både nyt og gammelt musik. Jeg synes, det er underligt, når kunstnere siger, de ikke er blevet inspireret af andre. Det er som om, de ser det som et svaghedstegn. Men jeg bliver inspireret hele tiden. Om det er ”kommerciel” metal som Deftones eller Maiden or whatever, det er den slags, jeg lytter til, men også undergrund, for eksempel det nye album af Bölzer.” Men det er såmænd ikke kun af andre musikere, han lader sig inspirere. Han nævner flere filminstruktører og forfattere og runder af med et henkastet filosofisk post scriptum: ”Det er derfor, vi spytter albums ud, verden er et inspirerende sted!”
Hvordan går den nye og eksperimenterende lyd i spænd med jeres status som et langvarigt medlem af en scene, der er kendt for at hylde traditionerne?
”Det er paradokset ved metalscenen. Specielt den her. Nogen gange møder man nogen ”fucked up” konservative. Men der er en uudtalt anerkendelse fraktionerne i mellem. Der er dem, der holder de klassiske dyder i hævd, og så er der dem, der eksperimenterer. Det giver en livlig scene. Men et band som os, vi anerkender vigtigheden ved traditioner og ønsket om at præservere dem, for hvis du taber dem af syne, bliver musikken udhulet efter et stykke tid. Enslaved er inspireret af nutidig musik og kunst, men på den anden side inkorporerer vi også et bagland i form af de gamle sagaer og instrumenter. Det er absolut muligt at kunne begge dele.” Jeg bliver nødt til at forhøre mig, hvordan det er muligt for dem at skabe den nødvendige kemi for at kunne kombinere et tekstunivers, der er dybt rodfæstet i nordisk mytologi og historie med et musikalsk udtryk, der er så, i mangel af bedre ord, moderne. Det afføder et svar, der er et af de der ”man skulle have været der”-øjeblikke. Men ifølge Ivars filosofi, også den musikalske, er Enslaved slangen, der bider sin egen hale. ”Vi er nu et sted i vores tidsalder, hvor vi fordyber os i traditioner og ”gamle dage”, især det man vil kalde ”vikingetraditioner”. Han bemærker, hvordan han synes, metallen bliver mere og mere velproduceret, til det begynder at lyde hult, og hvordan det får folk til at søge tilbage til dengang, tingene var mere organiske. ”Jeg tror det understreger, at tingene er mere cirkulære, end vi tror.”
Siden Monumension har I sunget på engelsk. Tror du, I kunne finde på at synge på norsk igen i fremtiden?
”Hvis jeg skulle gætte, ville jeg sige nej. Ikke Enslaved. Men igen, jeg har gættet forkert om vores fremtid før, hehe. Fordi - det er bare nødvendigt at synge på engelsk. Det er grunden til, vi skiftede.” Han beretter om dengang, Enslaved først skrev tekster på oldnordisk. Så på moderne islandsk. Så tilbage til norsk og så til sidst på engelsk. Han tøver lidt og forklarer, at skiftet kom i kølvandet på deres udvidede fanbase. De mødte jo naturligvis fans, der havde interesse i deres tekster og ”gerne ville diskutere deres teorier med os.” Det gik op for bandet, at deres egne oplevelser med at læse teksterne til deres favoritbands omhandlede mest at diskutere dem, og det giver, ifølge Ivar, noget ekstra, når man går meget op i den slags. ”Vi besluttede os for at skrive på engelsk, så der var en forståelig sammenhæng mellem tekster og musik. ”
Når du ser tilbage på jeres karriere, er der så et øjeblik, der står klarest?
Ivar prøver at slippe uden om det faktum, han har lavet musik i flere år, end han vil ud med ved at spørge, om sidste uge er ok, fordi han ikke kan huske noget, men genkalder sig dog alligevel tiden omkring udgivelsen af ”Isa”. ”Der skete en masse ting der. Vi skiftede pladeselskab, vi skiftede lineup, og vi fik en hel ny oplevelse med bandet, vi tænkte faktisk på enten at stoppe eller sætte det på pause , men så sagde vi ”fuck it, let’s just go for it and see where it takes us.” Vi tager alle de her nye ideer og putter ind i bandet, og hvis vi er de eneste, der kan lide det, ”who cares”. Det var godt se, hvordan det udspillede sig, og vi nåede et bredere publikum. 2004 var et spændende år... ”
Er der noget du fortryder eller ville have gjort anderledes?
Han stammer lidt. Famler efter ordene. ”Det er et kringlet spørgsmål. Vi er, hvor vi gerne vil være nu og selvfølgelig... Du ved ikke, om de valg, du har truffet, har ændret på tingenes udfald, men igen... Vi kunne sikkert godt stadig have endt med at sidde her, hehe”. Man kan høre, at han pludselig er længere væk end bare Norge, men hans tilbageblik forbliver fokuseret, og han erkender, han nok gerne havde været foruden enkelte hændelser i bandets personalehistorik, episoder der havde haft godt af, at han havde været bedre til at træffe svære beslutninger, lidt hurtigere. ”Men jeg er blevet en smule kynisk hen ad vejen, det fortryder jeg. Og det er ikke fordi, det ikke er godt nu, men inden for det sidste år er jeg blevet mere bevidst om, der er en afslutning på det her, det ved jeg nu. Der kommer en dag, hvor vi bliver gamle, og det er begrænset, hvor mange år endnu, Enslaved eksisterer. Det giver mig følelsen af, jeg måske burde have truffet nogle beslutninger noget før, men det er egentlig det eneste, jeg fortryder. Og så måske, at jeg ikke havde været så hensynsfuld de første 20 år i bandet, hehe. ”
Kan du fortælle lidt om Enslaveds rejse, og den retning du gerne så, bandet tog?
”Rejsen har været spektakulær. Vi har været modige og prøvet en del forskellige ting og været afslappede omkring udfaldet. Jeg tror, vi har haft en slags... enten held eller indsigt. Vi indså, at det, der kommer til at gøre os lykkelige i det lange løb, er netop den søgen efter udvikling, ”hvem kan vi blive”. Og selvom det måske gav os nogle svar, der ikke altid var lige positive, hjalp det os til at finde en retning og holde os til det, vi kunne. Det har resulteret nu i et band, der har en masse erfaring i forskellige former for eksperimenteren.” Ivar taler meget begejstret om muligheden for en fremtid, der står på vid gab, rent musikalsk. Men han erkender, at friheden i musikken til dels også er problematisk. ”Det kan godt gøre det svært at træffe en beslutning, det er vel derfor, folk søger struktur, rutiner og ritualer. Og jeg tror, at Enslaved er nået til et punkt, hvor vi har frihed, men også lægger lidt bånd på os selv. Jeg kan ikke helt beskrive det, jeg tror, vi ved, vi kan gøre, hvad vil, men vi har også en retning, vi vil.” Indtil nu har Ivar, for det meste, svaret seriøst og med vanlig norsk stoicisme på alt, men selvom man er frontmand i et af verdens mest markante metalbands, er der alligevel ingen grund til ikke at vedkende sig, man alligevel har humor, for Ivar lover mig on the record: ”Det er højst usandsynligt, at vi kommer med et ”chok-album” om to albums tid, ingen samba. Altså, det kunne godt ske, men det er usandsynligt. ”
Er der en side til musikken, I endnu ikke har udforsket, som du godt kunne tænke dig at inkorporere i fremtiden?
Svaret falder prompte, at ”der da er nogle teknikker indenfor komponering, der ville være meget interessante at se på”, ting han har hørt indenfor klassisk musik. Han tilføjer lettere opgivende at der nu nok er nogen, der bliver bekymrede og tænker: ”Åh nej, endnu et Wagner-inspireret symfonisk black metal band”, men jeg mener de ting, der sker i samtidig klassisk musik.” Han fremhæver den estoniske komponist Arvo Pärt, som benytter sig af, hvad Ivar refererer til som ”ekstrem minimalisme”, noget han giver udtryk for, han gerne vil fordybe sig i. ”Han har lavet ting, der virkelig har fascineret mig. Hvor meget mening kan man implementere i så lidt musikalsk information som muligt? Så det er også en vej, vi kan gå. ”
”E” har en meget blød prog-lyd, noget der ikke er så udbredt i ekstremmetallen. Hvad skyldes dette skift i en allerede eklektisk lyd?
”Det er svært at sige. Det har aldrig været en bevidst produktionsfilosofi. Det var ikke en beslutning, vi traf, før vi gik i studiet, at ”vi vil lyde sådan her eller sådan her”. Vores filosofi er, vi gerne vil lyde i studiet, som vi lyder på scenen. Det kan naturligvis aldrig blive helt sådan, men det er vores ... mål at forme lyden sådan.” For Enslaved handler det om mennesket og instrumentet og ampen, og de bevæger sig hen imod en mere organisk lyd i studiet, et studie de bruger mindre og mindre tid i, og det forklarer Ivar med, der kun er én fyr i studiet ad gangen, og han indspiller så, så meget som muligt. ”Og det må være forklaringen, det er meget direkte, og det kommer til at betyde, at lyden er mere i fokus, og der er mindre fokus på indspilningsteknikker.”
I har fået et nyt medlem i Enslaved. Hvor stor en del af den nye keyboard-lyd er han ansvarlig for?
”Han er i højeste grad ansvarlig for den!” Ivar forklarer, at da de arbejdede på ”E” blev keyboardsekvenserne skrevet samtidigt med guitaren, og de er skrevet af Håkon selv, og det skete på præcis den måde, alle ønskede det, hvilket betød han blev et fuldgyldigt medlem fra første færd. ”Han sagde, han gerne ville gøre det på den måde, men han bad også om, at bandet var med ham i studiet, så han kunne få feedback undervejs. Det var en meget organisk proces, han kom med forslag, reagerede på feedbacken, og det var en meget effektiv måde at få ham indlemmet i bandet på, og da vi forlod studiet, var han mere eller mindre allerede socialt og musikalsk integreret. Han var ikke længere ”the new guy”. ”
Når du ser på metalscenen i dag, både nationalt og internationalt, hvad tænker du så, og hvor står Enslaved i alt det her?
”Jeg tror, vi har set et par fuldendte cykler inden for metallen, hvor metallen pludselig er en stor ting – som i 80’erne, og så døde den lidt ud. Den kom så tilbage i slutningen af 90’erne, og jeg tror, den er her for at blive.” Han konstaterer, der naturligvis kommer til at opstå flere variationer i metallen i form af forskellige subgenrer, men den har fastslået sig selv som noget bestandigt - her taler han ikke kun om stadiumbands, men sit eget band. ”Vi tiltaler lige pludselig to generationer, folk har deres børn med til vores koncerter. Og hvis du kigger på større bands som Maiden og Metallica, that’s even more crazy. Der har du tre generationer, bedsteforældre, deres voksne børn og DERES børn. Så det er ikke længere en alternativ kultur, men en del AF kulturen.” Hvor Enslaved selv står, kan Ivar ikke sætte en finger på, men han påpeger, at de rejser jorden rundt og opdager nye elementer, de kan inkorporere i deres musik. Han håber dog på, at Enslaved bliver et band, der kan ”trække ”udefrakommende” lyttere ind i metallens verden. Så jeg vil være optimistisk og sige, vi ender med at spille en stor rolle i det her. ”
Hvad er det næste skridt for jer?
”Næste skridt er at tænke på liveshows. Det er vigtigt. Det vil vi opdatere og tilpasse. Vi har i mange år haft ry for at være et godt liveband, og det vil vi gerne bygge videre på. Vi vil gerne tage vores liveshow og tilpasse det, hvad vi har lavet med ”E”. Det er basalt set det, vi gerne vil bruge de næste to år på.”
Har du en lille hilsen til jeres danske fans?
”YES! De skulle tage at få pustet liv i spillestederne! I har nogle gode festivaller, vi har optrådt på, men det ville være awfully nice at kunne spille på flere venues i Danmark, som vi gør i for eksempel Sverige. We’re still a club band, og vi ville elske at få lov til det. Så hvis der er nogen, der kan gøre noget, gør noget. Jeg lover ham jeg nok skal se hvad jeg kan gøre. ”Ja tak, det ville være fedt! Vi ses!”
Ja, forhåbentlig gør vi det, men høres ved, det gør vi absolut. Læs med i morgen, hvor vi anmelder Enslaveds 14. studiealbum.