Er det fee’ eller ikke fee’?
River of Slumber er måske nok udgivet her i 2026, men det er så også det eneste nymodens ved pladen her. Den græske trio har drukket dybt fra ursuppen og nået frem til, at dødsmetallen absolut peakede i starten af 1980'erne med bands som Death, Possessed, Asphyx og Pestillence. Den lyd har de så givet et gedigent skud svensker-pedal, alt imens de tyggede sig igennem Hammer Films samlede filmografi med notesblokken i hånden. Er det originalt? Nej, fandme nej! Men er det fee’? Måske!
Så retro at motorsaven kører på damp
Alt ved River of Slumber er gennemført retro. Intronummeret, ”Chapters”, som egentlig bare er 40 sekunders fortælling om alle de uhyggelige væsner, som vampyrer og zombier, man vil høre om i løbet af de næste otte numre. Det minder helt utroligt meget om den måde, Ed Wood tit fik The Amazing Criswell til at starte sine film, eksempelvis Plan 9 from Outer Space fra 1957. Selve musikken er præcis, som man forestiller sig, at motorsavs-død a la 1984 lyder. Det er hurtigt, det er grumt, og det er knastørt. Vokalisten/trommeslageren Vangelis Deligiorgis formår da også at lyde, som både Jeff Becerra (Possessed) og Chuck Schuldiner (Death) gjorde det i de tidlige år.
Nu og da krydrer de musikken med diverse gyserelementer, som en ond latter i slutningen af ”Fangs of the Vampire”. Det er dog utroligt fjollet og alt for langt, så det burde de afgjort have droppet. Dog er musikkens absolut største svaghed, at Casket Dweller ikke mestrer kunsten at skrive varieret musik. Jeg forventer bestemt ingen ballader, symfoniorkestre eller spontane banjo-soloer, men det havde nu været rart, hvis man kunne høre forskel på numrene.
Ud af de otte reelle numre føles det mestendels, som om man har hørt fire forskellige sange, der alle er ret lange. Det var sådan noget, man kunne slippe afsted med dengang, hvor der bare var markant færre bands at konkurrere med. Dengang alt var nyt, og der stadig var plads til at have en håndfuld bands, der alle lød relativt ens. Intet af det ændrer dog på, at de tre grækere alle spiller fremragende. Ydermere er pladen produceret og mixet rigtigt fint, lige dér har bandet valgt ikke at være helt så retro og autentiske. Men det gør ikke det store. Tværtimod.
Ikke fee’, men fin
Nu er markedet mættet, og konkurrencen er benhård. Man har nærmest brug for at skabe sig en række huskestrategier for at kunne holde styr på numrene. 'Åh, der var jungletrommerne, jamen, så var det nok ”Embalming Slime”, jeg lige hørte', eller 'hov, det nummer der var det med den langsommere intro … så var det sgu nok ”Burnt At the Stake”'. Det kan fungere, men alt andet lige havde det virket bedre, hvis sangenes identitet havde været stærk nok til, at lytteren ikke var afhængig af små bidder hist og pist for at kunne høre forskel.
River of Slumber er fin nok. Ikke fee’ nok, men fin nok. Albummet her er en arketypisk femkraniers-udgivelse. Det er rendyrket leverpostej af den billige slags på det tilsvarende billige rugbrød. Den gør ikke nogen fortræd, den gør ikke noget dårligt, men den gør virkelig heller ikke noget godt. Den er der bare, og nogle gange er det også helt fint. Nu er der jo tale om en debutplade, så hvem ved, måske rammer de plet på sigt? Om det så er kort sigt eller lang sigt, ja, det må tiden vise.