Bedre end Popsi og Krelle – og klar til verdensherredømmet
De vanvittige tyskere har – endelig – udgivet Tanzneid, mere end to år efter at den første single, “RATATATA” med Babymetal, kom på gaden. Pladen er et opsamlingsalbum for en del af de senest udkomne singler, så faktisk bliver vi kun præsenteret for to nye numre i denne omgang – plus nogle Electric Bassboy-mixes, som ikke tidligere har været udgivet.
Electric Callboy kan for mange virke som lidt af en lynsucces, muligvis fordi bandet skiftede navn fra Eskimo Callboy i 2021 for at undgå at ende som relativt oplagt ragebait i cancel-kulturen. Året efter udkom TEKKNO, som for alvor cementerede deres plads på den større scene og da også bød op til en GIGA fest på Copenhell i 2023. Bandet har under deres tidligere navn udgivet hele fem albummer inklusive debuten i 2012 – med blandet succes.
Første gang jeg hørte Electric Callboy, var jeg meget splittet: Er den her musik en dårlig joke, eller er den dybt genial? Det hele gik op i en højere enhed, da jeg måtte give mig fuldstændig hen efter min 4-årige datter plagede timevis om at høre “RATATATA” for 147. gang – med den uigenkaldelige erkendelse, at bandet producerer markant bedre musik end Popsi og Krelle. Bandet var også få centimeter fra at komme med til Eurovision i 2022 med sangen “Pump It” – men blev desværre fravalgt af den tyske komite for ikke at være ‘radio-friendly’ nok ...
Gateway metal på Ibiza
Electric Callboy er bedst, når de fjoller, selvom der intet mangler på det instrumentale niveau – man er aldrig i tvivl om, at talentet er til stede. Men det er også helt okay at fjolle, når man er så djævelsk god til det. Numre som “Tanzneid”, “RATATATA” og “Elevator Operator” har allerede over 200 millioner streams samlet på Spotify, hvilket nærmest må gøre dem til et af historiens største gateway metal-bands. Dog vides det ikke, om det er schlager-elskerne, som lever med metallen, eller om det er metal-elskerne, der lever med alt fra Backstreet Boys til Hansi Hinterseer. “Tanzneid”, som i øvrigt havde verdenspremiere live i Royal Arena tidligere i år, blender sammen med “Elevator Operator” også hårdtslående Berlin-agtige technoelementer og drops ind i mikset, samtidigt med at vi får nedstemte guitarer og vanvittige screams og growls. Det forener elskere af metalcore, elektronisk og popmusik i en lallende lækker symbiose.
På skiven findes også numre som “Let The Good Times Roll” og “Still Waiting”, som stilmæssigt rammer en smule ved siden af. På papiret er det en genial idé at have The Offspring som feature på førstnævnte – men desværre er resultatet en smule undervældende. Det samme gælder coveret af SUM41-sangen “Still Waiting”, hvor tankerne flyder mere hen på, om pointen er at byde trommeslager Frank Zummo velkommen i bandet, selvom han stadig kun er krediteret som turnémedlem. “Hypercharged” og “Revery” trækker desværre albummet ned fra den allerøverste hylde ved at være – tro det eller ej – lidt for seriøse. Sidstnævnte udstiller desværre også Nico Sallachs clean vokal, hvor man på bedste Mick Øgendahl-vis tænker: ‘aaaaarhh’. Det vil alt andet lige være en smagssag, om man er til disse sange – men i min optik er Electric Callboy bare bedst, når de blæser derudad i fjollede kostumer og supersoniske breakdowns.
Et af de nye numre, “Heartclub”, starter lettere ukarakteristisk med høj metalcorefart, dobbeltpedal og et beskidt ‘blegh’ leveret af Kevin Ratajczak, der kører over i et super arenavenligt omkvæd, som helt sikkert kommer til at sparke røv live. De elektroniske elementer er også at finde og komplementerer som på så mange af deres andre numre deres stil helt perfekt. “The Savior” er desværre lidt mere en hit-and-miss. En klar 80’erhyldest med synthesizer, overproducerede chugg riffs og en klar Electric Callboy-opskrift bevares, men i sammenligningens klare lys er det svært at konkurrere med albummets øvrige numre.
Slutteligt får vi fire remix-udspil fra Electric Bassboy – som er bandets version af et DJ-sæt. “We Got The Moves”, “TANZNEID”, “Hypercharged” og “Revery” kommer i fuld smadderudgaver – her udelukkende badet i dubstep og techno uden guitarer og trommer. Fadøllene er skiftet ud med skinny bitches, og undergrundsklubben byttet ud med en båd ud for Ibizas kyst. Dette segment burde nok ligge på en EP for sig selv.
Absolute Callboy: Den ultimative festmaskine
Hvis man ikke allerede mener, at Electric Callboy er slået igennem på den allerstørste scene, så sender dette album kritikerne fuldstændig i gulvet. Electric Callboy gør verden til et bedre sted, hvor man som kunstner kan have det skide sjovt og lave fjollet musik, samtidig med at man fyrer den af, som om man kun havde en dag tilbage. Med ekstremt få undtagelser – særligt når bandet tager sig selv lidt for alvorligt – så er det et fuldstøbt og genialt album, der starter festen bedre end en ny udgave af Absolute Music. Electric Bassboy skal nok opleves live med en promille vel over svimmelhedsgrænsen, men jeg tiljubler dog innovationen og modet i en metalverden, der af og til kan virke lidt konservativ.
Jeg glæder mig til at se, hvor festen bringes hen – bandet har allerede scoret et af de mest prominente metalkoncertslots som hovednavn på Wacken i 2027. Ville jeg synes, det ville være en værdig afslutning på den muligvis sidste udgave af Copenhell på Refshaleøen? I dén grad!
