Synergi eller usammenhængende sammenskudsgilde?
Royal Arenas træbeklædte ølboks har huset mangt og meget gennem tiden: Gamingturneringer, monstertruckstævner, sportskampe og koncerter med toner fra både metalgiganternes blastbeats from the past og den elektroniske musiks dakkedak. I aften var publikumsgrupperinger fra alle disse events samlet under samme tag. Et tag, der vel og mærke sad lidt skævt på efter koncerten med Wargasm, Bury Tomorrow og Electric Callboy, for de fik blæst det godt og grundigt af. Nok var hænderne skruet fast på meget forskellige mennesker, men denne dag dannede de et homogent håndhav, da vi alle rejste hænderne mod himlen for at skubbe yderligere til taget i technometallens tegn. De tre bands har meget forskellige profiler, og jeg var således spændt på, om de trods deres diverse genreudtryk kunne skabe en sammenhængende synergi eller mere fremstod som et ukoordineret sammenskudsgilde. Der var under alle omstændigheder lagt op til en stemning, som var højere end Electric Callboys højtbelagte firserparykker.
Wargasm
I 2022 var den britiske duo Wargasm stærkt skeptiske om, hvorvidt publikum kendte dem, da de åbnede ballet på Copenhell. Samme år brød de bylden med deres første EP, og I dag kan de ikke længere være i tvivl: For bandet har siden haft regulært vokseværk og kunne fint udfylde de brede græsgange i Gunnersbury Park, da jeg så dem spille med Korn sidste år. Derfor er det også lidt overraskende, at de blev budt så kort en spilletid denne aften, at de ikke kunne nå at affyre alle de mange hits, som deres repertoire er ladet med. Vi blev dog heldigvis ikke snydt for klassikere som “D.R.I.L.D.O.” og “Spit”. Had er også en form for publikumskontakt, og bandet sendte både spydige blikke og soniske knytnæver ned over publikum. Duoens ene halvdel, Milkie Way, lignede en mordlysten Marilyn Monroe, mens den anden halvdel, Sam Matlock, kom både musikalsk og fysisk helt ud over scenekanten. Sceneteknikerne måtte løbe efter ham for at forhindre ham i at forvandle mikrofonledningen til båndspaghetti. Wargasms lyd er kun blevet mere hårdtslående og skurrende, efter bandet har fået deres troner tilbage fra musikindustriens `men in suits´. Det er særligt tydeligt på deres nye single, “Small World Syndrome”, som samlede publikum i fællesskrål og fællesskål. Deres numetal-inspirerede postpunk fortjente mere tid og bedre lyd for at udfolde sig til fulde, men det kuede ingenlunde bandet. De leverer stadig vrede sange til triste mennesker og har hverken mistet fremdrift eller brod gennem tiden.
Bury Tomorrow
Det britiske metalcoreband Bury Tomorrow har nået flere store milepæle gennem deres karriere: At udgive deres 8. album, skabe et af genrens genkendelige hits med sangen “Choke” og være et af de få bands, der har fået en bundskrabende anmeldelse på ét enkelt kranie. Det var dog tilbage i 2012, og der er flydt en tsunami af vand under broen siden. Bandet står med sneakersnuderne lige foran grænsen til deres 20-års jubilæum, men det kunne ikke mærkes på deres energi, der stadig var lige så ungdommelig som altid. Nok kan de ikke sparke lige så højt længere, men de kan stadig ramme der, hvor det gør ondt. Bandet lagde ud med det førnævnte monsterhit “Choke” og sendte en følelse af “nå, er det dem, der har lavet den” gennem salen. Der var dog også plads til sange fra deres nyeste udgivelse, Will You Haunt Me, With That Same Patience. Det blev dog hurtigt lidt ensformigt og mudret, da de ofte genanvender den samme sangstruktur. Deres metalcore følger genrens klassiske opskrift med en relativt simpel, repetitiv trommekomposition og melodiske, lavtunede riffs med flere breakdowns end mig under specialeskrivningen. Det var bedst, da forsanger Daniel Winter-Bates sendte vokalen helt ned i growlenes dybder - og hans stemmeomfang er i det hele taget imponerende. Bandet udmærkede sig særligt på publikumskontakten og fik hevet flere crowdsurfere op på hændernes bølger - med en lille sidekommentar til de Sleep Token-fans, der efter sigende havde tabt crowdsurfere med vilje. Det var dog ikke praksissen her, og alle kom sikkert i havn bag bølgebryderen. Lydbilledet blev en anelse bastomt i salens højre side, og mikrofonlyden savnede af og til lidt saft og kraft. Bury Tomorrow gjorde dog deres bedste for at sende mest muligt energi ud til publikum med de vilkår, som ølboksens noget hule klangbund gav dem.
Electric Callboy
Musikalsk Sauerkraut
Jeg har det med Electric Callboy, som jeg har det med sauerkraut: Alt taler imod, at jeg burde kunne lide den snaskede smagssammensætnings fermenterede særprægethed. Men jeg elsker det. Ligesom sauerkraut er Electric Callboy for mange højborgen af dårlig smag med deres sammenblanding af tekno, schlagere og metal. Bandet har fundet deres helt egen musikalske niche, som de dominerer med både selvironi og professionalisme. De fik sparket støvet op i en regulær sandstorm på Copenhell, for om man kan lide det eller ej, så er det svært at stå stille til tyskernes tunge toner - spørgsmålet var så, om de denne aften ville få publikums nakker til at bevæge sig i headbanging eller bedrevidende hovedrysten.
Forfejlet Fuckboi
Man skal stå tidligt op, hvis man vil nå Electric Callboys telefontid, for bandet havde netop udgivet den nye single, “Tanzneid”, som de flåede koncerten åben med. Ligesom singlen var deres turné dugfrisk fra trykken, for bandet valgte af uransagelige årsager at begynde den i Danmark. Det kunne mærkes på deres massive energiudladning, hvis højspænding fik de friserede firserlokkers frisure til at rejse sig med hænderne mod taget. Deres spilleglæde virkede ægte, nærværende og nyfunden. Vi blev både introduceret til nyt materiale og en kærlig hilsen til de hardcore fans med dybe deep cuts i diskografien. Mellem sangene udfyldte animationer af sindrige kæmperobotter pauserne, så bandmedlemmerne kunne gennemføre deres mange kostumeskift uden at opholde showet. Der skete så meget på scenen, at man stirrede sig skeløjet for at få det hele med, og ved koncertens afslutning lignede vi alle papegøjefisk med øjnene på hver side af hovedet. Bandet spillede rollerne som alt fra Jane Fonda-lookalikes i neonlysende workoutdragter til diskoaliens, og man kunne på intet tidspunkt gætte, hvad der nu var i vente. Mellem teknobassens gennemtæskning af vinkedellerne og de metalcoreinspirerede screams var der også plads til en sjæler med den akustiske version af “Fuckboi” spillet nede blandt publikum. Her indtraf den eneste ulempe ved, at vi var første stop på turnéen: De havde simpelthen ikke prøvet det før og vidste ikke, hvorvidt det ville virke. Det gjorde det ikke. Tredje gang er lykkens gang, siger man, men vi var oppe på en del flere fejlslagne forsøg, før teknikken makkede ret. “Fortæl alle, at koncerten var så gennemført, at de endda havde planlagt fejl” sagde forsanger Kevin Ratajczak. Planlagt virkede det nu ikke, men bandet håndterede det med så fin humor, nærvær og professionalisme, at det ikke reducerede den samlede oplevelse af koncerten. Næsten tværtimod. Publikum vedblev at opbakke bandet, og resten af aftenen forløb gnidningsfrit.
Publikum havde en fest…
… og det havde anmelderen også. Salen var marineret i konfetti af alle afskygninger, ølsjatter, plastikkrus og knæklys efter koncerten, men publikum var langt fra færdige med at lade kondiskoene klaske mod det klæbrige dansegulv. Den stemning og positive energi, som Electric Callboy udsendte, blev hængende i luften og fortsatte helt ud i metroen. Alle kom hinanden ved og var med i samme fest, og selv som enlig koncertgænger følte man sig inkluderet i fællesskabet. Er Electric Callboy god smag, og er sauerkraut gourmetmad? Svaret til begge dele er selvfølgelig ja. Særligt sympatisk virkede det, at bandet lod en lang liste med navnene på alt fra catering til roadies køre over skærmen til sidst. Det viste, at de sætter pris på det hold af hjælpende hænder, som ellers ofte bliver taget for givet. Her var ingen glemt og alle inviteret til en festlig aften, som nok ikke var fejlfri, men alligevel forekom fuldstøbt.
