Kan man være mere sur end rasende?

Hvis Varials’ musik indikerer, at de er vokset op et godt og trygt sted, så tror jeg aldrig, at jeg skal besøge Philadelphia. Selvom de fleste tænker på noget så uskyldigt som smøreost, så er det altså en amerikansk by. Som så mange andre større amerikanske byer er den præget af kriminalitet, fattigdom og stofmisbrug på et niveau, vi slet ikke kan forstå herhjemme.

Varials er ikke bare sure; de er edderspændt rasende. Det har de allerede bevist på deres tre foregående album. Særligt In Darkness fra 2019 står klart i min erindring som et af de mest voldsomme hardcorealbum, jeg har hørt til dato. Op til nærværende udgivelse har både guitaristen og vokalisten dog forladt bandet. I stedet har vokalist Skyler Conder sluttet sig til, og bandet er dermed en guitarist mindre end før. På kort tid har der været godt gang i svingdørene, hvilket naturligvis kan bidrage negativt til bandets performance. Spørgsmålet er, om det overhovedet er noget, man skal skænke en tanke.

Spontant eksploderende trykkoger

Der er absolut intet at være bekymret for. Skyler Conder lyder fantastisk ond og brutal igennem hele albummet. Hans hidsige dæmoniske stemme passer perfekt ind i det knusende instrumentale lydbillede, hvor særligt guitaren er så tung, at den nærmest banker hul i jordens kerne. Smid “Silent Demise” på anlægget, og hele Varials’ stil bliver kogt ned til tre vanvittige minutter. En guitar mindre har ingen tydelig negativ effekt på ondskaben og brutaliteten, men som altid støtter særligt bassen guitaren på de mange knusende breakdowns. 

“Romance II”, opfølger til “Romance” på In Darkness, har simpelthen en så lækker og brutal basgang, at man faktisk kan blive i tvivl om, hvorvidt det er en guitar eller bas, der bliver spillet.  Generelt set får vi på skiven en musikalsk instrumentalitet, som holder sig i det relativt simple. Musikken er ikke hurtig, men minder i stedet om et meteorologisk højtryk, der skyder brutale og ødelæggende tornadoer afsted hvert andet øjeblik igennem den 37 minutter lange skive. Det er ikke en synderligt original blanding af metalcore og hardcore, men netop Varials lykkes med at skabe et lydbillede, der er så ondt, at jeg er nødt til at sove med lyset tændt i nat.

Selvom albummet har indlagt en enkelt pause cirka halvvejs, hvilket nærmest er en nødvendighed på et hardcorealbum som dette, så er der desværre lidt lort i lagkagen. Med tanke på, at bandets navn næsten rimer på variation, så er det ikke just det, man får serveret på skiven. Der er stort set fuld smadder på hele vejen igennem, men smadderen begynder at være ganske velkendt mod slutningen af albummet. Det er faktisk lidt synd, for jeg synes, at de stærkeste skæringer ligger på anden halvdel af pladen. Der er længere sektioner på albummet, hvor man egentlig bliver ved med at få mere af det samme: uhæmmet brutalitet, breakdown og om igen. Det er naturligvis mega lækkert – men det gør altså ikke noget, hvis man lige får lov til at trække vejret en gang imellem eller får et guitarriff, der ikke tæsker hul i kraniet på en.

Less kan godt være more

Varials gør meget rigtigt på WHERE THE LIGHT LEAVES. Den nye besætning lyder lige, som den skal, og savnet af en guitarist lader ikke til at påvirke udtrykket. Men det bliver også lidt monotont i længere sekvenser. Gad vide, om den ekstra guitar kunne have givet lidt dybde i lyden og skabt den variation, jeg drømmer om? 

For mig føles det lidt, som om at Varials muligvis kunne være et helt perfekt opvarmningsband. Efter et sæt på 30 minutter så kan jeg love dig for, at publikum er varme, men også klar på et stilskifte. Varials skal spille i Lille Vega den 27 september, hvor de netop skal varme op. I dette tilfælde er det for de australske metalcoresværvægter The Amity Affliction, hvis nye album du kan læse lidt mere om her.