Hvilken nuance er det nye sort?
Farvefirmaet Pantone har gode kår. For det nye sort vil for evigt opstå, og enden af regnbuens lyspalet er tilsyneladende endnu ikke fundet. Men hvordan tager denne generations nuance af sort sig så ud – som tusmørke, kulsort nat, obsidian, vantablack eller dark pop? Det unge band fra München, Plume, nærmer sig mest af alt det sidste med deres tilsværtede popmusik. Ifølge bandet selv skaber de popmusik, som ikke er bange for at dykke ned i afgrundens smudsige dynd og blande blod med glitter (med en slet skjult reference til Lord Of The Lost). At kalde det alternativ rock er noget af et stretch, men det er den genrebetegnelse i systemet, der kommer nærmest. De mener selv, at de har ramt denne generations zeitgeist, men det er jeg heldigvis akkurat ung nok til selv at bedømme. Allerede deres indledende citatplakatagtige one-liner, ‘the "New Generation of Rockstars" has arrived, and they’re wearing eyeliner,’ får mine øjenbryn til at rynke sig. For hvad med Kiss, Ozzy, Bowie, Black Veil Brides, Yungblud og uoverskueligt mange andre artister? Allerede denne uvidenhed om den kulturarv, som de står på skuldrene af, gør mig særdeles skeptisk. Men nu må vi så se, om Plume både er ung og dum eller kun den ene af delene.
Den Unge Werthers weltsmertz
Spark Lil Peep i skridtet, og så har du lyden af Plume på “Furious_Icon”. Nuvel, Lil Peep er måske lidt for død til at sige et pip, men lyden fra særligt hans posthume udgivelse, Come Over When You’re Sober, Pt. 2 (og version), spøger enkelte steder på Plumes nye album, og det er altså, når det er bedst. Fra en melankolsk mumblerapper bevæger vi os hurtigt over i halvskinger metalcore på samme nummer. Det siger noget, at så ringe en sammentømring af forskellige genrer alligevel bliver den bærende del i albummets tømmerflåde, der i sit samlede hele mest fremstår som en synkende skude. Hvis den unge Werther med alle sine lidelser sad på sit teenageværelse og lyttede til dette albums selvmedlidende weltsmertz, ville han nok synes, at det var lige i overkanten. Skiven fungerer bedst, når dens skæringer på eksempelvis “Frankincense” rammer noget, som minder om metalcore … og når denne genre anvendes i positive vendinger, så ved man, at det står grelt til. Forsanger Pascal Pashaees vokal er tyndere end bladene i salmebogen og lige så flad, dog uden dennes lyriske dimension og dybde. Den minder til tider om Black Veil Brides’ Andy Biersack, men er for moduleret og redigeret til at være videre interessant. De få næsten-screams, der til tider slipper igennem, minder mest af alt om en sprød teenagestemme, som er ved at gå i overgang, og det er der ikke meget musikalitet over. Bandets tilstræbte zeitgeist viser sig da også primært, når de hiver tidsåndens hittegods frem som de anime-agtige tempi på “Cure_For_A_Knifes_Blade”. Det sendte tankerne på flugt til vocaloids som Hatsune Miku og andre af denne digitale tidsalders bestialiteter. Derefter kunne det vel kun blive bedre … men ak, som Dante viste, har Helvede mange cirkler, og elendighedens bund har altid en kælder. “Dont_Owe_Me” viser en selvsmagende hjerte-smerte, der sætter Narcissus selvoptagethed til skamme. Trommerne er ofte elektroniske – og selv når trommeslager Richard Kilian får et slag ind, er det højest uinterressant. Guitaren og bassen overdøves ofte af de elektroniske elementer og er i øvrigt ellers mere generiske end en gængs citronmåne. Plume har samlet set lige så meget substans som denne kalorietunge undskyldning for en kage, og hverken den eller bandet besidder nogen karakter eller kant. Bevares, deres æstetiske udtryk er særdeles velkurateret, men der skal helst også gemme sig noget interessant under glasuren. Der sker noget på numre som “Longing,” hvor de pludselig bevæger sig ind i en Marilyn Manson-agtig tone, men desværre holder bandet hverken den eller kammertonen.
Musegrå mismod
Hvorfor leder vi efter en ny sort, når vi allerede har Black No. 1? Plume gør hverken noget nyt for den alternative musik eller poppen. Det er tydeligt, at de ikke kender den musikalske historie, som de står på skuldrene af, hvilket gør dem fundamentløse og får dem til at vælte. Der er intet healende over dette albums frekvenser, snarere opildner det til raseri over uvidenhed og manglende evner. For fans af TX2 er der måske lidt smuler at hente, men for resten af os med nogenlunde smag er dette album blot tidsspilde. Så hvilken nuance af det nye sort er de? Højest af alt musegrå.