En svensk popduo er bare bedst, når den spiller black metal
Der findes black metal, der vil skræmme. Der findes black metal, der vil knuse. Og så findes der black metal, der først og fremmest vil føre én et andet sted hen på en atmosfærisk rejse. Blodtår befinder sig mange steder i black metal-universet.
Den svenske duo fra Stockholm, bestående af Carl på vokal, guitar og bas og Hebert Alarcon Cerna på trommer, har med Monark udgivet deres andet fuldlængdealbum. Hvor bandets tidligere udgivelse allerede havde rødderne solidt plantet i svensk melodisk black metal og folk, virker Monark mere alsidigt og følelsesmæssigt tung.
En velfungerende afveksling og helstøbt plade
Albummet som helhed besidder en stærk melankoli, som fungerer rigtig godt til pladens lydunivers. Der er en god balance og bevægelse, der veksler fra mørke og smerte mod noget, der minder om lys og håb. På Monark møder den klassiske black metals mørke og råhed en mere atmosfærisk side, hvor de lange soloer, de svævende passager og de næsten drømmende øjeblikke får lov til at fylde. Det er musik, der vil være både voldsom og længselsfuld. Netop længslen bliver en af pladens stærkeste kvaliteter. Allerede i åbningsnummeret ”Blodtår” bliver det tydeligt, hvad man har med at gøre. Der er støjrockpassager, hvor støjen bliver så massiv og insisterende, at man næsten glemmer tid og sted. Det er ikke nødvendigvis musik, der inviterer til at sidde og analysere hvert enkelt riff. Nogle steder handler det mere om at lade sig opsluge. Black metal-elementerne skaber fundamentet, men det er de atmosfæriske soloer og de mere udsvævende passager, der giver musikken dens egen identitet. Guitarerne får lov til at løfte sig ud af mørket og skabe noget, der næsten føles lyst uden nogensinde helt at forlade det dystre. Man får både mørke og lys, kulde og varme samt både aggression og begær. Det er en balance, Blodtår rammer overraskende godt.
Carls vokal er ikke bare et aggressivt element i musikken. Der er noget længselsfuldt i den. Det føles, som om stemmen ikke kun forsøger at råbe noget ud, men også forsøger at række ud efter noget. Det bliver menneskeligt. Dertil kommer der baggrundsvokalerne, som står tydeligst frem i ”Det slutar i lågor”. Når de træder frem, opstår der noget næsten religiøst over musikken. Det lyder, som om vokalen kommer fra de inderste kamre i et gammelt nordisk kloster. Et af blackmetallens yndlingssteder.
Det er dog ikke kun støjen og mørket, der fungerer på Monark. I outtroen på ”Till min sista viloplats” opstår nogle af pladens mest rolige og rørende passager. Her sænker Blodtår tempoet og lader musikken ånde på en anden måde. Det er et af de steder, hvor pladens atmosfæriske side virkelig kommer til sin ret. Nummeret flyder direkte videre i samme stil på ”Paradis”. Overgangen føles naturlig og giver en oplevelse af, at numrene ikke nødvendigvis står alene, men er dele af samme bevægelse. Det er også her, man for alvor mærker den omtalte længsel i Monark. Der er noget sørgmodigt over musikken, men den bliver ikke sentimental. Den får lov til at være stor og dramatisk uden at miste sin mørke kerne. Flere af pladens stærkeste øjeblikke opstår netop, når Blodtår tør lade blackmetallen træde et skridt tilbage og give plads til melodierne, rummeligheden og de mere eftertænksomme passager.
Dog er Monark ikke et album, man bare glider ubesværet igennem. Der er en tyngde i musikken, og de mange lag, den konstante intensitet og de lange atmosfæriske passager kræver noget af lytteren. Enkelte steder bliver sangskrivningen også lidt for dvælende, og når Blodtår bliver hængende i de samme melodiske steder lidt for længe, mister musikken en smule af den nerve, som ellers gør albummet interessant.
Tydelig identitet
Men når man giver sig hen til helheden på albummet, begynder tingene også at hænge sammen. Monark er ikke perfekt. Men det er et album med en meget tydelig identitet. Hertil skal det føjes, at jeg er tilbøjelig til at kalde afslutningsnummeret ”Den eviga isen” et mesterværk.
Monark er black metal med folk-rødder, men også noget mere. De atmosfæriske soloer åbner musikken, vokalen bærer en tydelig længsel, og de rene baggrundsvokaler giver enkelte passager en næsten religiøs eller ceremoniel størrelse. Og selvom man måske har brug for et par minutters stilhed, når sidste tone har lydt, er det netop et tegn på, at Monark har sat sig.